2 Mosebok 10:26
Og endogsaa vort Fæ skal gaae med os, der skal ikke en Klov blive tilbage, thi vi skulle tage deraf til at tjene Herren vor Gud; thi vi, vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene Herren, førend vi komme derhen.
Og endogsaa vort Fæ skal gaae med os, der skal ikke en Klov blive tilbage, thi vi skulle tage deraf til at tjene Herren vor Gud; thi vi, vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene Herren, førend vi komme derhen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Og Mose og Aron bleve hentede tilbage til Pharao, og han sagde til dem: Gaaer, tjener Herren eders Gud; hvilke ere de, som gaae bort?
9 Og Mose sagde: Vi ville gaae med vore unge Folk og med vore gamle (Folk); med vore Sønner og vore Døttre, med vore Faar og med vore Øxne ville vi gaae; thi det er os Herrens Høitid.
10 Da sagde han til dem: Saa være Herren med eder, saa (vist) som jeg vil lade eder og eders smaae Børn fare; seer der, at I have Ondt i Sinde.
11 Ikke saa, (men) I Mænd, farer nu hen og tjener Herren, thi det have I begjæret; og man drev dem ud fra Pharaos Ansigt.
24 Da kaldte Pharao ad Mose og sagde: Gaaer, tjener Herren, aleneste I skulle lade eders Faar og Øxne blive; ogsaa eders smaae Børn maae fare med eder.
25 Og Mose sagde: Du, du skal og give med os Slagtoffere og Brændoffere, og vi ville offre til Herren vor Gud.
26 Og Mose sagde: Det maa ikke skee, at vi saa gjøre; thi vi skulde (da) offre Ægypternes Vederstyggelighed til Herren vor Gud; see, skulde vi offre Ægypternes Vederstyggelighed for deres Øine, og de skulde ikke stene os?
27 Vi ville gaae tre Dages Reise i Ørken og offre til Herren vor Gud, saasom han skal sige os.
16 Da svarede Folket og sagde: Det være langt fra os at forlade Herren, til at tjene andre Guder.
17 Thi Herren vor Gud, han er den, som opførte os og vore Fædre af Ægypti Land, af Tjeneres Huus, og som haver gjort disse store Tegn for vore Øine, og bevarede os paa al den Vei, hvorpaa vi gik, og iblandt alle de Folk, hvor vi have gaaet midt igjennem.
18 Og Herren haver uddrevet alle Folkene, endog Amoriten, som boede i Landet, fra vort Ansigt; vi ville ogsaa tjene Herren, thi han er vor Gud.
27 Men Herren forhærdede Pharaos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare.
31 Og han sagde: Kjære, forlad os ikke; thi efterdi du veed, hvorledes vi skulle leire os i Ørken, saa skal du (fremdeles) være vore Øine.
32 Og naar du gaaer med os, da skal det skee, at det samme Gode, hvorudi Herren vil gjøre vel imod os, (deri) ville vi gjøre vel imod dig.
40 Gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vide ikke, hvad der er vederfaret denne Moses, som udførte os af Ægypti Land.
15 Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaaer (med os), da lad os ikke fare op herfra.
16 Og hvorpaa skulde det kjendes her, at jeg haver fundet Naade for dine Øine, jeg og dit Folk? mon ikke, naar du gaaer med os? og saaledes skulle vi, jeg og dit Folk, adskilles fra hvert Folk, som er paa Jorderiges Kreds.
38 Ja og en stor Hob af Allehaande drog op med dem, og Faar og Øxne, ja ganske meget Fæ.
16 thi I vide, at vi boede i Ægypti Land, og vi droge midt igjennem Hedningerne, som I droge igjennem,
36 og de Førstefødte af vore Sønner og af vore Bæster, saasom skrevet er i Loven, og de Førstefødte af vort store Qvæg og smaa Qvæg, at føre (dem) til vor Guds Huus, til Præsterne, dem, som tjene i vor Guds Huus,
3 Og de sagde: De Ebræers Gud mødte os; Kjære, lad os gaae tre Dages Reise i Ørken og gjøre Herren vor Gud Offer, at han ikke skal møde os med Pestilentse eller med Sværdet.
26 Vore smaae Børn, vore Hustruer, vort Fæ og alle vore Bæster, de skulle blive der, i Gileads Stæder.
27 Men dine Tjenere ville drage over, hver, som er bevæbnet til Strid, for Herrens Ansigt, i Krigen, saasom min Herre siger.
21 Men hvo, som ikke lagde Herrens Ord paa sit Hjerte, den lod sine Tjenere og sit Fæ blive paa Marken.
12 Er det ei det Ord, som vi sagde til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, og vi ville tjene de Ægypter; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at døe i Ørken?
13 Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, staaer og seer Herrens Frelse, som han skal gjøre eder idag; thi disse Ægypter, som I see idag, dem skulle I ikke see mere herefter evindelig.
29 Og Mose havde sagt til Hobab, Reuels, den Midianiters, Søn, Mose Svoger: Vi reise til det Sted, hvorom Herren sagde: Jeg vil give eder det; gaa med os, saa ville vi gjøre vel imod dig, fordi Herren haver talet godt over Israel.
17 Men vi, vi ville bevæbne os og være færdige for Israels Børns Ansigt, indtil at vi føre dem til deres Sted, og vore smaae Børn skulle blive i de faste Stæder for Landets Indbyggeres Skyld.
18 Vi ville ikke vende tilbage til vore Huse, førend Israels Børn have indtaget hver sin Arv.
23 Og de sagde til mig: Gjør os Guder, som kunne gaae for os; thi denne Mose, Manden, som førte os op fra Ægypti Land, vide vi ikke, hvad er skeet.
4 Og hvorfor førte I Herrens Menighed i denne Ørk, at vi skulde der døe, vi og vore Dyr?
4 det Land, som Herren haver slaget for Israels Menigheds Ansigt, det er et Land for Fæ, og dine Tjenere have Fæ.
6 Saa lod han spænde for sin Vogn og tog sit Folk med sig.
6 Og hvorfor ville I forhærde eders Hjerte, ligesom Ægypterne og Pharao forhærdede deres Hjerte? (er det) ikke (saa), at der han havde handlet (underlig) imod dem, da lode de dem fare, og de gik hen?
7 Saa tager nu og gjører een ny Vogn, og (tager) to nybære Køer, paa hvilke ikke er kommet Aag; og I skulle spende Køerne for Vognen og føre deres Kalve tilbage hjem, at (de) ikke (følge) efter dem.
17 Og det skede, der Pharao lod Folket fare, da førte Gud dem ikke paa de Philisters Landevei, enddog den var nær; thi Gud sagde: Maaskee det kunde fortryde Folket, naar de see Striden, og de kunde vende tilbage til Ægypten.
8 Og Herren udførte os af Ægypten med en stærk Haand og udrakt Arm, og med en stor Forfærdelse, og ved Tegn og ved underlige Gjerninger.
32 Tager baade eders Faar og eders Øxne, som I have sagt, og gaaer; og I skulle ogsaa velsigne mig.
18 Og de skulle høre din Røst, og du skal gaae ind, du og de Ældste af Israel, til Kongen af Ægypten, og I skulle sige til ham: Herren, Ebræernes Gud, haver mødt os; og nu, Kjære, lad os gaae tre Dages Reise hen i Ørken og offre til Herren vor Gud.
2 Thi dersom du vægrer dig for at lade dem fare, og du fremdeles holder paa dem,
3 see, da skal Herrens Haand komme paa dit Fæ, som er paa Marken, paa Heste, paa Asener, paa Kameler, paa Øxne og paa smaat Qvæg; en saare svar Pestilentse.
4 Og Herren skal gjøre Skilsmisse imellem Israels Fæ og imellem Ægypternes Fæ, og der skal Intet døe af alt det, Israels Børn have.
32 Vi, vi ville drage bevæbnede for Herrens Ansigt over i Canaans Land, og vor Arvs Eiendom skulle vi have paa denne Side Jordanen.
30 Dog om dig og dine Tjenere veed jeg, at I ikke endnu skulle frygte for den Herre Guds Ansigt.
3 Og hvorfor fører Herren os til dette Land, at (vi skulle) falde ved Sværdet, (og) vore Hustruer og vore smaae Børn blive til Rov? er det os ikke godt at vende tilbage til Ægypten?
27 men det skal være et Vidne imellem os og imellem eder og imellem vore Efterkommere efter os, at vi maae betjene Herrens Tjeneste for hans Ansigt med vore Brændoffere og med vore Slagtoffere og med vore Takoffere; og eders Børn skulle ikke herefter sige til vore Børn: I have ingen Deel i Herren.