2 Mosebok 18:14
Der Mose Svoger saae alt det, han gjorde med Folket, da sagde han: Hvad er dette for en Ting, som du gjør med Folket? hvi sidder du for dig alene, og alt Folket staaer for dig fra Morgen indtil Aften?
Der Mose Svoger saae alt det, han gjorde med Folket, da sagde han: Hvad er dette for en Ting, som du gjør med Folket? hvi sidder du for dig alene, og alt Folket staaer for dig fra Morgen indtil Aften?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15Og Mose sagde til sin Svoger: Thi Folket kommer til mig for at spørge Gud.
16Naar de have nogen Handel, da komme de til mig, at jeg skal dømme imellem en Mand og imellem hans Næste, og jeg skal lære dem Guds Skikke og hans Love.
17Da sagde Mose Svoger til ham: Den Ting er ikke god, som du gjør.
18Du maa jo forsmægte derover, baade du og dette Folk, som er med dig; thi den Forretning er dig for svær, du formaaer ikke at udrette det ved dig alene.
19Nu lyd min Røst, jeg vil give dig Raad, og Gud skal være med dig: Vær du for Folket hos Gud, og du, du skal føre Sagerne til Gud.
12Og Jethro, Mose Svoger, tog Brændoffer og Slagtoffere til Gud; saa kom Aron og alle de Ældste af Israel, at faae Mad med Mose Svoger for Guds Ansigt.
13Og det skede om anden Dagen, at Mose satte sig at dømme Folket, og Folket stod for Mose fra Morgenen indtil Aftenen.
22Og de skulle dømme Folket i al (beleilig) Tid, og det skal skee, hver stor Sag skulle de føre for dig, og hver liden Sag skulle de selv dømme; let saaledes (noget af Byrden) fra dig, og de skulle bære tillige med dig.
23Dersom du vil gjøre dette Stykke, og Gud befaler dig det, da formaaer du at staae ved Magt, og alt dette Folk skal ogsaa komme med Fred til sit Sted.
24Og Mose adlød sin Svogers Røst og gjorde alt det, han sagde.
25Og Mose udvalgte duelige Mænd af al Israel, og satte dem til Høvedsmænd over Folket, Høvedsmænd over Tusinde, Høvedsmænd over Hundrede, Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og Høvedsmænd over Ti.
26Og de dømte Folket i al (beleilig) Tid; (hver) svar Sag skulde de føre for Mose, og selv skulde de dømme hver liden Sag.
27Og Mose lod sin Svoger fare, og han gik til sit Land.
1Og Jethro, Præst i Midian, Mose Svoger, hørte alt det, Gud havde gjort imod Mose og imod sit Folk Israel, at Herren havde udført Israel af Ægypten.
2Da tog Jethro, Mose Svoger, Zippora, Mose Hustru, efterat han (Mose) havde sendt hende tilbage,
5Og Jethro, Mose Svoger, kom, og hans Sønner og hans Hustru, til Mose i Ørken, der, hvor han havde leiret sig, ved Guds Bjerg.
6Og han lod sige til Mose: Jeg Jethro, din Svoger, kommer til dig, og din Hustru og hendes to Sønner med hende.
7Da gik Mose ud imod sin Svoger, og bøiede sig og kyssede ham; og den Ene hilsede den Anden, og de kom til Paulunet.
8Og Mose fortalte sin Svoger alt det, Herren havde gjort Pharao og Ægypterne for Israels Skyld tilligemed al den Møie, som dem var vederfaren paa Veien, og (hvorledes) Herren havde friet dem.
9Da blev Jethro glad for alt det Gode, som Herren havde gjort Israel, som han havde friet af Ægypternes Haand.
10Og Jethro sagde: Lovet være Herren, som friede eder af Ægypternes Haand og af Pharaos Haand, som friede Folket fra at være under Ægypternes Haand!
1Og, Mose vogtede Jethros, sin Svogers, Præsten i Midians, Qvæg; og han drev Qvæget bag Ørken og kom til det Guds Bjerg, til Horeb.
14Og han sagde: Hvo haver sat dig til en Mand, (som skal være) Fyrste og Dommer over os? tænker du at slaae mig ihjel, saasom du slog den Ægypter ihjel? da frygtede Mose og sagde: Sandeligen, den Gjerning er bleven vitterlig.
15Og Pharao hørte denne Gjerning og søgte at slaae Mose ihjel; men Mose flyede fra Pharaos Ansigt, og blev i det Land Midian, og blev hos Brønden.
11Og Mose sagde til Herren: Hvi gjorde du (saa) ilde ved din Tjener? og hvi finder jeg ikke Naade for dine Øine, at du lægger alt dette Folks Byrde paa mig?
17Da kom Hyrderne og stødte dem derfra; men Mose stod op og frelste dem, og vandede deres Qvæg.
18Og de kom til Reuel, deres Fader, og han sagde: Hvi komme I saa snart (igjen) idag?
18Og Mose gik, og kom igjen til Jethro, sin Svoger, og sagde til ham: Kjære, lad mig fare, saa vil jeg drage tilbage til mine Brødre, som ere i Ægypten, og see, om de endnu leve; og Jethro sagde til Mose: Gak i Fred.
7Og Mose kom og kaldte ad de Ældste af Folket, og lagde alle disse Ord for dem, som Herren havde budet ham.
22Og Mose vendte sig til Herren igjen og sagde: Herre, hvi gjør du ilde imod dette Folk? hvi sendte du mig?
4Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
29Og Mose havde sagt til Hobab, Reuels, den Midianiters, Søn, Mose Svoger: Vi reise til det Sted, hvorom Herren sagde: Jeg vil give eder det; gaa med os, saa ville vi gjøre vel imod dig, fordi Herren haver talet godt over Israel.
14Og han sagde til de Ældste: Bliver os her, indtil vi komme tilbage til eder, og see, Aron og Hur ere hos eder, hvo, som haver Sager, maa komme frem for dem.
11Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
4Da sagde Kongen af Ægypten til dem: (Du) Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gjerninger? gaaer hen til eders Byrder.
8Og det skede, naar Mose gik ud til Paulunet, da stod alt Folket op, og de stode hver i sit Pauluns Dør, og de saae efter Mose, indtil han kom til Paulunet.
11Og Mose bød Folket paa den samme Dag og sagde:
15Og Mose talede til Herren og sagde:
5Og Mose fremførte deres Sag for Herrens Ansigt.
3Og Mose kom og fortalte Folket alle Herrens Ord og alle Domme; da svarede alt Folket med een Røst og sagde: Vi ville gjøre efter alle de Ord, som Herren haver sagt.
1Og Herren talede til Mose og sagde:
31Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham: