2 Mosebok 18:13
Og det skede om anden Dagen, at Mose satte sig at dømme Folket, og Folket stod for Mose fra Morgenen indtil Aftenen.
Og det skede om anden Dagen, at Mose satte sig at dømme Folket, og Folket stod for Mose fra Morgenen indtil Aftenen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Der Mose Svoger saae alt det, han gjorde med Folket, da sagde han: Hvad er dette for en Ting, som du gjør med Folket? hvi sidder du for dig alene, og alt Folket staaer for dig fra Morgen indtil Aften?
15Og Mose sagde til sin Svoger: Thi Folket kommer til mig for at spørge Gud.
16Naar de have nogen Handel, da komme de til mig, at jeg skal dømme imellem en Mand og imellem hans Næste, og jeg skal lære dem Guds Skikke og hans Love.
17Da sagde Mose Svoger til ham: Den Ting er ikke god, som du gjør.
18Du maa jo forsmægte derover, baade du og dette Folk, som er med dig; thi den Forretning er dig for svær, du formaaer ikke at udrette det ved dig alene.
22Og de skulle dømme Folket i al (beleilig) Tid, og det skal skee, hver stor Sag skulle de føre for dig, og hver liden Sag skulle de selv dømme; let saaledes (noget af Byrden) fra dig, og de skulle bære tillige med dig.
23Dersom du vil gjøre dette Stykke, og Gud befaler dig det, da formaaer du at staae ved Magt, og alt dette Folk skal ogsaa komme med Fred til sit Sted.
24Og Mose adlød sin Svogers Røst og gjorde alt det, han sagde.
25Og Mose udvalgte duelige Mænd af al Israel, og satte dem til Høvedsmænd over Folket, Høvedsmænd over Tusinde, Høvedsmænd over Hundrede, Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og Høvedsmænd over Ti.
26Og de dømte Folket i al (beleilig) Tid; (hver) svar Sag skulde de føre for Mose, og selv skulde de dømme hver liden Sag.
16Og det skede paa den tredie Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget, og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk bævede, som var i Leiren.
17Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget.
8Og det skede, naar Mose gik ud til Paulunet, da stod alt Folket op, og de stode hver i sit Pauluns Dør, og de saae efter Mose, indtil han kom til Paulunet.
1Og Jethro, Præst i Midian, Mose Svoger, hørte alt det, Gud havde gjort imod Mose og imod sit Folk Israel, at Herren havde udført Israel af Ægypten.
12Og Jethro, Mose Svoger, tog Brændoffer og Slagtoffere til Gud; saa kom Aron og alle de Ældste af Israel, at faae Mad med Mose Svoger for Guds Ansigt.
7Og Mose kom og kaldte ad de Ældste af Folket, og lagde alle disse Ord for dem, som Herren havde budet ham.
11Og Mose bød Folket paa den samme Dag og sagde:
2Og vær aarle rede, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top.
3Og Mose kom og fortalte Folket alle Herrens Ord og alle Domme; da svarede alt Folket med een Røst og sagde: Vi ville gjøre efter alle de Ord, som Herren haver sagt.
4Og Mose skrev alle Herrens Ord, og stod tidlig op om Morgenen og byggede et Alter neden ved Bjerget, og tolv Støtter, efter de tolv Israels Stammer.
8Og Mose fortalte sin Svoger alt det, Herren havde gjort Pharao og Ægypterne for Israels Skyld tilligemed al den Møie, som dem var vederfaren paa Veien, og (hvorledes) Herren havde friet dem.
21Og Folket stod langt borte; og Mose gik nær til Mørket, hvor Gud var.
20Og Herren sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Pharao; see, han gaaer ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at de maae tjene mig.
1Og, Mose vogtede Jethros, sin Svogers, Præsten i Midians, Qvæg; og han drev Qvæget bag Ørken og kom til det Guds Bjerg, til Horeb.
17Da kom Hyrderne og stødte dem derfra; men Mose stod op og frelste dem, og vandede deres Qvæg.
1Og Herren talede til Mose og sagde:
5Og de toge det, som Mose havde befalet, foran Forsamlingens Paulun; og al Menigheden kom nær til, og de stode for Herrens Ansigt.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
12Men Mose Hænder vare tunge, derfor toge de en Steen og lagde under ham, og han satte sig derpaa; og Aron og Hur holdt hans Hænder op, En paa den ene Side, og En paa den anden Side; og hans Hænder bleve (holdne) fast, indtil Solen gik ned.
8Og Mose sagde til dem: Staaer (stille), og jeg vil høre, hvad Herren vil byde eder.
20Og de gik Mose og Aron imøde og stode imod dem, der de gik ud fra Pharao.
28Og det skede paa den Dag, at Herren talede til Mose i Ægypti Land.
13Herren har fremstillet sig til at gaae irette, og staaer til at dømme Folkene.
16Og Mose sagde til Korah: Du og dit ganske Selskab være for Herrens Ansigt imorgen, (ja) du, og de, og Aron.
13Og Herren talede til Mose og sagde:
9Da sagde Mose til Josva: Udvælg os Mænd, og drag ud, strid imod Amalek; jeg vil staae øverst paa Høien imorgen, og Guds Kjep skal være i min Haand.
4Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
13Da sagde Herren til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Pharao, og siig til ham: Saa siger Herren, de Ebræers Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.
30Og Mose forføiede sig til Leiren, (ja) han og de Ældste af Israel.
25Og Mose steg ned til Folket og sagde det til dem.
1Og Herren talede til Mose og sagde:
24Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Mænd af Folkets Ældste, og stillede dem rundt omkring Paulunet.
19Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen.
14Og han sagde til de Ældste: Bliver os her, indtil vi komme tilbage til eder, og see, Aron og Hur ere hos eder, hvo, som haver Sager, maa komme frem for dem.
5Og Jethro, Mose Svoger, kom, og hans Sønner og hans Hustru, til Mose i Ørken, der, hvor han havde leiret sig, ved Guds Bjerg.
17da skulle de to Mænd, som have Trætte, staae for Herrens Ansigt, for Præsternes og Dommernes Ansigt, som skulle være i de samme Dage.
18Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
3Og de toge (det, som var) for Mose Aasyn, nemlig alt det Opløftelsesoffer, som Israels Børn fremførte, til Helligdommens Tjenestes Gjerning, til at gjøre den; og de fremførte endnu til ham en frivillig (Gave), hver Morgen.
11Og de skulle være rede til den tredie Dag; thi paa den tredie Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øine paa Sinai Bjerg.