Men Mose Hænder vare tunge, derfor toge de en Steen og lagde under ham, og han satte sig derpaa; og Aron og Hur holdt hans Hænder op, En paa den ene Side, og En paa den anden Side; og hans Hænder bleve (holdne) fast, indtil Solen gik ned.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Og Amalek kom og stred imod Israel i Rephidim.
9Da sagde Mose til Josva: Udvælg os Mænd, og drag ud, strid imod Amalek; jeg vil staae øverst paa Høien imorgen, og Guds Kjep skal være i min Haand.
10Og Josva gjorde, som Mose sagde ham, og han stred imod Amalek; men Mose, Aron og Hur gik op øverst paa Høien.
11Og det skede, naar Mose opløftede sin Haand, da fik Israel Overhaand, men naar han lod synke sin Haand, da fik Amalek Overhaand.
13Da stod Mose op, og hans Tjener Josva, og Mose gik op paa Guds Bjerg.
14Og han sagde til de Ældste: Bliver os her, indtil vi komme tilbage til eder, og see, Aron og Hur ere hos eder, hvo, som haver Sager, maa komme frem for dem.
15Og Mose steg op paa Bjerget, og en Sky bedækkede Bjerget.
13Og Josva slog Amalek og hans Folk med skarpe Sværd.
14Og Herren sagde til Mose: Skriv dette til en Ihukommelse i Bogen, og læg det i Josvæ Øren; thi jeg vil visseligen udslette Amaleks Ihukommelse fra at være under Himmelen.
15Og Mose byggede et Alter og kaldte dets Navn: Herren (er) mit Banner.
15Og Mose vendte sig og gik ned af Bjerget, og havde to Vidnesbyrdets Tavler i sin Haand, Tavler, som vare beskrevne paa begge deres Sider, de vare beskrevne baade paa den ene og paa den anden.
16Og de Tavler vare Guds Arbeide, og den Skrift var Guds Skrift, som var graven i Tavlerne.
4Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
5Og Herren sagde til Mose: Gak frem for Folket, og tag med dig af de Ældste af Israel, og tag din Kjep, med hvilken du slog Floden, i din Haand, og gak.
6See, jeg vil staae der for dig, paa Klippen i Horeb, og du skal slaae paa Klippen, saa skal der flyde Vand ud af den, at Folket maa drikke; og Mose gjorde saa for de Ældstes Øine af Israel.
13Og det skede om anden Dagen, at Mose satte sig at dømme Folket, og Folket stod for Mose fra Morgenen indtil Aftenen.
18Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
4Og Mose skrev alle Herrens Ord, og stod tidlig op om Morgenen og byggede et Alter neden ved Bjerget, og tolv Støtter, efter de tolv Israels Stammer.
5Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt.
22Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der et tykt Mørke i alt Ægypti Land i tre Dage.
25Og han stødte Hjulene af deres Vogne og førte dem besværligen ned; da sagde Ægypterne: Lader os flye for Israel, thi Herren strider for dem imod Ægypterne.
26Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand over Havet, og Vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere.
27Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igjen mod Morgenen i sin stærke Strøm, og Ægypterne flyede imod den; saa udstødte Herren Ægypterne midt i Havet.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
29Og det skede, der Mose gik ned af Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrds Tavler i sin Haand, der han gik ned af Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede af, at han havde talet med ham.
17Da kom Hyrderne og stødte dem derfra; men Mose stod op og frelste dem, og vandede deres Qvæg.
13Og Herren talede til Mose og sagde:
11Og det skede i de samme Dage, der Mose var bleven stor, da gik han ud til sine Brødre og saae paa deres Byrder, og han saae en ægyptisk Mand, som slog en ebraisk Mand af hans Brødre.
24Og det skede, der Mose havde fuldendt at skrive denne Lovs Ord i en Bog, indtil han havde endt dem,
12Derfor retter de hængende Hænder og de afmægtige Knæ,
18Du maa jo forsmægte derover, baade du og dette Folk, som er med dig; thi den Forretning er dig for svær, du formaaer ikke at udrette det ved dig alene.
33Og Mose gik fra Pharao ud af Staden og udbredte sine Hænder til Herren; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke (mere) udøst paa Jorden.
4Og han udhuggede to Steentavler, som de første, og Mose stod aarle op om Morgenen og steg op paa Sinai Bjerg, saasom Herren befoel ham; og han tog de to Steentavler i sin Haand.
11Og Mose gjorde det; ligesom Herren befoel ham, saaledes gjorde han.
32Og han skrev der paa Stenene en Udskrift af Mose Lov, som han skrev for Israels Børns Ansigt.
11Og Mose opløftede sin Haand og slog Klippen med sin Kjep to Gange; da udgik meget Vand, saa at Menigheden drak, og deres Dyr.
18Og han gav Mose, der han havde udtalet med ham paa Sinai Bjerg, to Vidnesbyrdets Tavler, Steentavler, skrevne med Guds Finger.
17Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget.
21Og Mose udrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet bortfare ved et stærkt Østenveir den ganske Nat, og gjorde Havet som det Tørre, og Vandene skiltes ad.
11Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
9Da tog Mose Kjeppen derfra, for Herrens Ansigt, saasom han havde befalet ham.
31Og Mose og Aron og hans Sønner skulde deraf toe deres Hænder og deres Fødder.
6Saadant satte han til et Vidnesbyrd i Joseph, der han drog ud imod Ægypti Land, hvor jeg maatte høre et Tungemaal, som jeg ikke kjendte.
12og til al den stærke Haand og til al den store Forskrækkelse, som Mose gjorde for al Israels Øine.
35Og Israels Børn saae Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igjen det Skjul paa sit Ansigt, indtil han kom ind, at tale med ham
23Og (dette) sagde Mose til Israels Børn, og de førte den ud, som havde bandet, udenfor Leiren, og stenede ham med Stene; og Israels Børn gjorde, ligesom Herren havde befalet Mose.