2 Mosebok 17:11
Og det skede, naar Mose opløftede sin Haand, da fik Israel Overhaand, men naar han lod synke sin Haand, da fik Amalek Overhaand.
Og det skede, naar Mose opløftede sin Haand, da fik Israel Overhaand, men naar han lod synke sin Haand, da fik Amalek Overhaand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Men Mose Hænder vare tunge, derfor toge de en Steen og lagde under ham, og han satte sig derpaa; og Aron og Hur holdt hans Hænder op, En paa den ene Side, og En paa den anden Side; og hans Hænder bleve (holdne) fast, indtil Solen gik ned.
13Og Josva slog Amalek og hans Folk med skarpe Sværd.
14Og Herren sagde til Mose: Skriv dette til en Ihukommelse i Bogen, og læg det i Josvæ Øren; thi jeg vil visseligen udslette Amaleks Ihukommelse fra at være under Himmelen.
15Og Mose byggede et Alter og kaldte dets Navn: Herren (er) mit Banner.
16Og han sagde: Thi der er en (udrakt) Haand paa Herrens Throne; Herrens Strid skal være imod Amalek, fra Slægt til Slægt.
8Og Amalek kom og stred imod Israel i Rephidim.
9Da sagde Mose til Josva: Udvælg os Mænd, og drag ud, strid imod Amalek; jeg vil staae øverst paa Høien imorgen, og Guds Kjep skal være i min Haand.
10Og Josva gjorde, som Mose sagde ham, og han stred imod Amalek; men Mose, Aron og Hur gik op øverst paa Høien.
17Kom ihu, hvad Amalek gjorde dig paa Veien, der I droge ud af Ægypten;
18hvorledes han kom mod dig paa Veien og slog din Bagtrop, alle de Udmattede, (som droge) efter dig, der du var træt og mødig; og han frygtede ikke Gud.
19Og det skal skee, naar Herren din Gud faaer skaffet dig Rolighed for alle dine Fjender trindt omkring i Landet, som Herren din Gud giver dig til Arv at eie det, da skal du udslette Amaleks Ihukommelse fra at være under Himmelen; du skal ikke glemme det.
13Da stod Mose op, og hans Tjener Josva, og Mose gik op paa Guds Bjerg.
14Og han sagde til de Ældste: Bliver os her, indtil vi komme tilbage til eder, og see, Aron og Hur ere hos eder, hvo, som haver Sager, maa komme frem for dem.
15Og Mose steg op paa Bjerget, og en Sky bedækkede Bjerget.
2Og der Midianiternes Haand blev stærk over Israel, da gjorde Israels Børn sig Kløfter, som vare i Bjergene, og Huler og Befæstninger for Midianiternes Ansigt.
3Og det skede, naar Israel saaede, da kom Midianiterne og Amalekiterne op, og de Folk af Øster, ja de kom op over det.
25Og han stødte Hjulene af deres Vogne og førte dem besværligen ned; da sagde Ægypterne: Lader os flye for Israel, thi Herren strider for dem imod Ægypterne.
26Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand over Havet, og Vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere.
27Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igjen mod Morgenen i sin stærke Strøm, og Ægypterne flyede imod den; saa udstødte Herren Ægypterne midt i Havet.
2Saaledes siger Herren Zebaoth: Jeg vil visseligen hjemsøge det, som Amalek gjorde ved Israel, da han satte sig imod ham paa Veien, der han drog op af Ægypten.
45Da kom Amalekiten og Cananiten ned, som boede paa det samme Bjerg, og de sloge dem og sønderknuste dem indtil Horma.
48Og han gjorde mægtige Gjerninger og slog Amalek, og friede Israel af deres Haand, som dem røvede.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
11Og det skede i de samme Dage, der Mose var bleven stor, da gik han ud til sine Brødre og saae paa deres Byrder, og han saae en ægyptisk Mand, som slog en ebraisk Mand af hans Brødre.
20Og der han saae Amalekiterne, da tog han til sit Sprog og sagde: Amalek er Hedningernes Begyndelse, men det Sidste af ham skal ganske ødelægges.
11Og Mose gjorde det; ligesom Herren befoel ham, saaledes gjorde han.
33Og Mose gik fra Pharao ud af Staden og udbredte sine Hænder til Herren; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke (mere) udøst paa Jorden.
21Og Mose udrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet bortfare ved et stærkt Østenveir den ganske Nat, og gjorde Havet som det Tørre, og Vandene skiltes ad.
16Herrens høire Haand er ophøiet, Herrens høire Haand gjør kraftige (Gjerninger).
25Men Amalekiten og Cananiten boer i Dalen; vender eder imorgen, og reiser i Ørken paa Veien til det røde Hav.
26Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
12og til al den stærke Haand og til al den store Forskrækkelse, som Mose gjorde for al Israels Øine.
24Og det skede, der Mose havde fuldendt at skrive denne Lovs Ord i en Bog, indtil han havde endt dem,
5Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt.
11Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
24Og Israels Børns Haand fik Fremgang og blev haard over Jabin, Canaans Konge, indtil de udryddede Jabin, Canaans Konge.
35Og det skede, naar Arken reiste, da sagde Mose: Herre, staa op, saa skulle dine Fjender adspredes, og de, som dig hade, skulle flye fra dit Ansigt.
30Og Mose forføiede sig til Leiren, (ja) han og de Ældste af Israel.
41Men Mose sagde: Hvorfor overtræde I Herrens Befaling? og det skal ikke lykkes.
7Derefter vendte de om og kom til den Kilde Mispat, det er Kades, og sloge det ganske Amalekiters Land, og de Amoriters ogsaa, som boede i Hazczon-Thamar.
29Og det skede, der Mose gik ned af Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrds Tavler i sin Haand, der han gik ned af Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede af, at han havde talet med ham.
22Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der et tykt Mørke i alt Ægypti Land i tre Dage.
14Herren skal stride for eder, og I, I skulle tie.
32Saa drog Jephthah over til Ammons Børn for at stride imod dem, og Herren gav dem i hans Haand.
18Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.