2 Mosebok 34:35
Og Israels Børn saae Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igjen det Skjul paa sit Ansigt, indtil han kom ind, at tale med ham
Og Israels Børn saae Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igjen det Skjul paa sit Ansigt, indtil han kom ind, at tale med ham
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
29 Og det skede, der Mose gik ned af Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrds Tavler i sin Haand, der han gik ned af Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede af, at han havde talet med ham.
30 Og Aron og alle Israels Børn saae Mose, og see, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham.
31 Da kaldte Mose ad dem, og de vendte om til ham, Aron og alle Fyrsterne af Menigheden, og Mose talede til dem.
32 Og derefter gik alle Israels Børn nær til; saa befoel han dem alt det, som Herren havde talet med ham paa Sinai Bjerg.
33 Og Mose lod af at tale med dem; og han havde lagt et Skjul paa sit Ansigt.
34 Og naar Mose gik ind for Herren, til at tale med ham, tog han Skjulet af, indtil han gik ud igjen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet.
13 og (gjøre) ikke som Moses, (der) lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde beskue (det), indtil det, som (skulde) afskaffes, fik Ende.
15 Og Mose steg op paa Bjerget, og en Sky bedækkede Bjerget.
16 Og Herrens Herlighed boede paa Sinai Bjerg, og Skyen bedækkede det i sex Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen.
17 Og Synet af Herrens Herlighed var som en fortærende Ild, øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øine.
18 Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
15 Ja indtil denne Dag ligger der et Dække over deres Hjerte, naar Moses læses.
16 Men naar de omvende sig til Herren, da bliver Dækket borttaget.
6 Og Mose og Aron kom fra Menighedens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør, og faldt ned paa deres Ansigter; og Herrens Herlighed blev seet for dem.
5 Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt.
11 Men Herren talede til Mose Ansigt mod Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Leiren, men hans Tjener Josva, Nuns Søn, den unge Karl, veg ikke fra Paulunet.
31 Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham:
34 Da skjulte en Sky Forsamlingens Paulun, og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet.
35 Og Mose kunde ikke gaae ind i Forsamlingens Paulun, thi Skyen boede over det; og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet.
7 Men dersom den dødbringende Bogstavs Tjeneste, som var indgraven i Stene, skede i Herlighed, saa at Israels Børn ikke kunde betragte Mose Ansigt formedelst hans Ansigts Herlighed, som dog skulde forsvinde,
29 Og Mose sagde: Du talede ret; jeg vil ikke mere herefter see dit Ansigt.
4 Der Mose det hørte, da faldt han paa sit Ansigt.
23 Og Mose og Aron gik til Forsamlingens Paulun, og de gik ud og velsignede Folket, og Herrens Herlighed saaes af alt Folket.
2 Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset.
3 Og see, Moses og Elias bleve seede af dem og talede med ham.
8 Og det skede, naar Mose gik ud til Paulunet, da stod alt Folket op, og de stode hver i sit Pauluns Dør, og de saae efter Mose, indtil han kom til Paulunet.
9 Og det skede, naar Mose kom til Paulunet, kom Skystøtten ned og stod i Paulunets Dør, og talede med Mose.
4 Og Elias og Moses bleve seede af dem, og de talede med Jesu.
8 Jeg vil tale mundtligen med ham og synligen, og ikke i mørk Tale, og han skal beskue Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?
21 Og Herren talede til Mose og sagde:
5 Thi Herren havde sagt til Mose: Siig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk, jeg kunde eengang hasteligen fare op midt iblandt dig og fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg maa vide, hvad jeg skal gjøre ved dig.
15 Og Mose vendte sig og gik ned af Bjerget, og havde to Vidnesbyrdets Tavler i sin Haand, Tavler, som vare beskrevne paa begge deres Sider, de vare beskrevne baade paa den ene og paa den anden.
23 Og naar jeg borttager min Haand, da skal du see mig bag til; men mit Ansigt kan ikke sees.
6 Da sagde Mose: Dette Ord, som Herren haver befalet, skulle I gjøre; saa skal Herrens Herlighed sees af eder.
20 Saa gik de ud, al Israels Børns Menighed, fra Mose Aasyn.
24 Og Mose sagde dette til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn.
21 Og Folket stod langt borte; og Mose gik nær til Mørket, hvor Gud var.
42 Og det skede, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte de sig til Forsamlingens Paulun, og see, Skyen skjulte det, og Herrens Herlighed blev seet.
27 Og Herren sagde til Mose: Skriv dig disse Ord; thi efter disse Ords Lydelse haver jeg gjort en Pagt med dig og med Israel.
21 Og han lod føre Arken i Tabernaklet, og hængte det indre Forhæng og gjorde Skjul for Vidnesbyrdets Ark, saasom Herren havde befalet Mose.
44 Og Herren talede til Mose og sagde:
25 Og Mose steg ned til Folket og sagde det til dem.
2 Og vær aarle rede, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top.
30 Og Mose forføiede sig til Leiren, (ja) han og de Ældste af Israel.
30 Og see, to Mænd talede med ham, hvilke vare Moses og Elias,
14 Og Mose gik ned af Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder.
3 Og Mose steg op til Gud; og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Huus og kundgjøre Israels Børn:
2 Men Mose skal gaae frem for sig alene til Herren, og de Andre, de skulle ikke gaae frem, og Folket skal ikke stige op med ham.