2 Korinterbrev 3:7

Original Norsk Bibel 1866

Men dersom den dødbringende Bogstavs Tjeneste, som var indgraven i Stene, skede i Herlighed, saa at Israels Børn ikke kunde betragte Mose Ansigt formedelst hans Ansigts Herlighed, som dog skulde forsvinde,

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 2 Mos 24:12 : 12 Og Herren sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget, og bliv der, saa vil jeg give dig de Steentavler og Loven og Budet, som jeg haver skrevet, at lære dem.
  • 2 Mos 31:18 : 18 Og han gav Mose, der han havde udtalet med ham paa Sinai Bjerg, to Vidnesbyrdets Tavler, Steentavler, skrevne med Guds Finger.
  • Rom 7:10 : 10 Men jeg døde, og det Bud, som var (givet) til Liv, det fandtes at være mig til Død;
  • Rom 10:4 : 4 Thi Christus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som troer.
  • 1 Kor 13:10 : 10 Men naar det Fuldkomne kommer, da skal det, som er stykkeviis, afskaffes.
  • 2 Kor 3:3 : 3 I, om hvem det er aabenbart, at I ere Christi Brev, besørget ved vor Tjeneste, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Aand, ikke i Steentavler, men i Hjertets Kjødtavler.
  • 2 Kor 3:6 : 6 som og gjorde os dygtige til at være den nye Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven ihjelslaaer, men Aanden levendegjør.
  • 2 Kor 3:9-9 : 9 Thi dersom Fordømmelsens Tjeneste var i Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste overvættes i Herlighed. 10 Ja det, som havde Herlighed, var i denne Henseende end ikke herligt imod den overvættes Herlighed. 11 Thi dersom det, der afskaffes, (skede) med Herlighed, da skal saa meget mere det, som vedbliver, (være) i Herlighed.
  • Rom 7:22 : 22 thi jeg haver Lyst til Guds Lov efter det indvortes Menneske;
  • 5 Mos 9:15 : 15 Og jeg vendte mig og gik ned af Bjerget, og Bjerget brændte med Ild; og jeg havde de to Pagtens Tavler i begge mine Hænder.
  • 5 Mos 10:1-4 : 1 Paa den samme Tid sagde Herren til mig: Udhug dig to Steentavler som de første, og stig op til mig paa Bjerget; og du skal gjøre dig en Ark af Træ. 2 Saa vil jeg skrive de Ord paa Tavlerne, som vare paa de første Tavler, som du sønderbrød; og du skal lægge dem i Arken. 3 Saa gjorde jeg en Ark af Sithimtræ, og udhuggede to Steentavler som de første; og jeg gik op paa Bjerget og havde de to Tavler i min Haand. 4 Da skrev han paa Tavlerne, som den første Skrift, de ti Ord, som Herren talede til eder paa Bjerget, midt af Ilden, paa Forsamlingens Dag; og Herren gav mig dem.
  • Neh 9:13 : 13 Og du kom ned over Sinai Bjerg og talede med dem af Himmelen, og du gav dem oprigtige Rette og sande Love, gode Skikke og Bud.
  • Sal 19:7-8 : 7 Dens Udgang er fra Enden af Himmelen, og dens Omgang (varer) indtil Enden derpaa (igjen), og der bliver Intet skjult for dens Hede. 8 Herrens Lov er fuldkommen, som omvender Sjælen; Herrens Vidnesbyrd er trofast, som gjør den Vankundige viis.
  • Sal 119:97 : 97 Hvor haver jeg din Lov kjær! den er min Betænkning den ganske Dag.
  • Sal 119:174 : 174 Herre! jeg haver Begjærlighed til din Salighed, og din Lov er min (store) Lyst.
  • Luk 9:29-31 : 29 Og der han bad, blev hans Ansigts Skikkelse anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og skinnende. 30 Og see, to Mænd talede med ham, hvilke vare Moses og Elias, 31 som bleve seede i Herlighed og talede om hans Udgang (af Verden), som han skulde fuldkomme i Jerusalem.
  • Apg 6:15 : 15 Og da alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, saae de hans Ansigt som en Engels Ansigt.
  • Rom 4:15 : 15 thi Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er ei heller Overtrædelse.
  • 2 Mos 32:15-16 : 15 Og Mose vendte sig og gik ned af Bjerget, og havde to Vidnesbyrdets Tavler i sin Haand, Tavler, som vare beskrevne paa begge deres Sider, de vare beskrevne baade paa den ene og paa den anden. 16 Og de Tavler vare Guds Arbeide, og den Skrift var Guds Skrift, som var graven i Tavlerne.
  • 2 Mos 32:19 : 19 Og det skede, der han kom nær til Leiren og saae Kalven og Dands, da optændtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Hænder, og sønderbrød dem neden ved Bjerget.
  • 2 Mos 34:1 : 1 Og Herren sagde til Mose: Udhug dig to Steentavler, som de første; saa vil jeg skrive de Ord i Tavlerne, som vare i de første Tavler, som du sønderbrød.
  • 2 Mos 34:28-35 : 28 Og han var der hos Herren fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, han aad ikke Brød og drak ikke Vand; og han skrev i Tavlerne Pagtens Ord, de ti Bud 29 Og det skede, der Mose gik ned af Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrds Tavler i sin Haand, der han gik ned af Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede af, at han havde talet med ham. 30 Og Aron og alle Israels Børn saae Mose, og see, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham. 31 Da kaldte Mose ad dem, og de vendte om til ham, Aron og alle Fyrsterne af Menigheden, og Mose talede til dem. 32 Og derefter gik alle Israels Børn nær til; saa befoel han dem alt det, som Herren havde talet med ham paa Sinai Bjerg. 33 Og Mose lod af at tale med dem; og han havde lagt et Skjul paa sit Ansigt. 34 Og naar Mose gik ind for Herren, til at tale med ham, tog han Skjulet af, indtil han gik ud igjen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet. 35 Og Israels Børn saae Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igjen det Skjul paa sit Ansigt, indtil han kom ind, at tale med ham
  • 5 Mos 4:8 : 8 Og hvilket er saa stort et Folk, som haver saa retfærdige Skikke og Rette, som al denne Lov er, som jeg sætter for eders Ansigt idag?
  • 5 Mos 4:13 : 13 Og han forkyndte eder sin Pagt, hvilken han bød eder at gjøre, de ti Ord; og han skrev dem paa to Steentavler.
  • 5 Mos 5:22 : 22 Disse Ord talede Herren til eders ganske Forsamling paa Bjerget, midt af Ilden, Skyen og (forfærdeligt) Mørke, med stor Røst, og lagde Intet til; og han skrev dem paa to Steentavler og gav mig dem.
  • 5 Mos 9:9-9 : 9 da jeg var opgangen paa Bjerget, at modtage de Steentavler, den Pagtes Tavler, som Herren gjorde med eder; og jeg blev paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, jeg aad ikke Brød og drak ei Vand. 10 Og Herren gav mig de to Steentavler, skrevne med Guds Finger; og paa dem (var skrevet) efter alle de Ord, som Herren talede med eder paa Bjerget, midt af Ilden, paa Forsamlingens Dag. 11 Og det skede, der de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter havde Ende, da gav Herren mig to Steentavler, Pagtens Tavler.
  • 1 Mos 3:21 : 21 Og Gud Herren gjorde Adam og hans Hustru Kjortler af Skind og iførte dem.
  • Rom 7:12-14 : 12 Saa er da Loven hellig, og Budet er helligt og retfærdigt og godt. 13 Er da det, som er godt, blevet mig (til) Død? Det være langt fra! men Synden (er bleven det), for at den skulde kjendes som Synd, da den formedelst det Gode bevirkede mig Døden, paa det at Synden formedelst Budet skulde vorde overmaade syndig. 14 Thi vi vide, at Loven er aandelig, men jeg kjødelig, solgt under Synden;
  • 2 Kor 3:13-14 : 13 og (gjøre) ikke som Moses, (der) lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde beskue (det), indtil det, som (skulde) afskaffes, fik Ende. 14 Men deres Sind er forhærdet; thi det samme Dække vedbliver indtil denne Dag under det gamle Testamentes Læsning, uden at afdrages; thi det hæves (kun) ved Christum.
  • Hebr 9:4 : 4 som havde det gyldne Røgelsekar og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken var en Guldkrukke med Manna og Arons blomstrende Stav og Pagtens Tavler;
  • Sal 119:127-128 : 127 Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld, og mere end fiint Guld. 128 Derfor holder jeg alle dine Befalinger om Alting rette at være; jeg hader al falsk Vei.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 85%

    8 hvi skulde da ikke Aandens Tjeneste end mere være i Herlighed?

    9 Thi dersom Fordømmelsens Tjeneste var i Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste overvættes i Herlighed.

    10 Ja det, som havde Herlighed, var i denne Henseende end ikke herligt imod den overvættes Herlighed.

    11 Thi dersom det, der afskaffes, (skede) med Herlighed, da skal saa meget mere det, som vedbliver, (være) i Herlighed.

    12 Efterdi vi derfor have saadant Haab, bruge vi stor Frimodighed,

    13 og (gjøre) ikke som Moses, (der) lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde beskue (det), indtil det, som (skulde) afskaffes, fik Ende.

    14 Men deres Sind er forhærdet; thi det samme Dække vedbliver indtil denne Dag under det gamle Testamentes Læsning, uden at afdrages; thi det hæves (kun) ved Christum.

    15 Ja indtil denne Dag ligger der et Dække over deres Hjerte, naar Moses læses.

    16 Men naar de omvende sig til Herren, da bliver Dækket borttaget.

  • 6 som og gjorde os dygtige til at være den nye Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven ihjelslaaer, men Aanden levendegjør.

  • 73%

    2 I ere vort (Anbefalings-)Brev, indskrevet i vore Hjerter, som kjendes og læses af alle Mennesker,

    3 I, om hvem det er aabenbart, at I ere Christi Brev, besørget ved vor Tjeneste, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Aand, ikke i Steentavler, men i Hjertets Kjødtavler.

  • 72%

    33 Og Mose lod af at tale med dem; og han havde lagt et Skjul paa sit Ansigt.

    34 Og naar Mose gik ind for Herren, til at tale med ham, tog han Skjulet af, indtil han gik ud igjen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet.

    35 Og Israels Børn saae Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igjen det Skjul paa sit Ansigt, indtil han kom ind, at tale med ham

  • 18 Men vi alle, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed, ligesom i et Speil, blive forvandlede efter det samme Billede fra Herlighed til Herlighed, og det af Herren, (der er) Aanden.

  • Rom 7:6-7
    2 vers
    71%

    6 Men nu ere vi løste og døde fra Loven, under hvilken vi holdtes, saa at vi skulle tjene i Aandens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.

    7 Hvad ville vi da sige? at Loven er Synd? Det være langt fra! men jeg kjendte ikke Synden uden ved Loven; thi end Begjærligheden kjendte jeg ikke, dersom Loven ikke havde sagt: Du skal ikke begjære.

  • 70%

    29 Og det skede, der Mose gik ned af Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrds Tavler i sin Haand, der han gik ned af Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede af, at han havde talet med ham.

    30 Og Aron og alle Israels Børn saae Mose, og see, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham.

  • 10 Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene; da blev Herrens Herlighed seet i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn

  • 69%

    6 Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, er den, som haver ladet det skinne i vore Hjerter til Oplysning af Kundskaben om Guds Herlighed i Jesu Christi Aasyn.

    7 Men vi have dette Liggendefæ i Leerkar, saa at den overvættes Kraft maa være Guds og ikke af os;

  • 69%

    5 hvilke tjene ved Afbildningen og Skyggen af det Himmelske, eftersom Moses fik guddommelig Underviisning, der han skulde berede Tabernaklet; thi see til, sagde han, du gjør Alting efter den Lignelse, der blev viist dig paa Bjerget.

    6 Men nu haver han faaet en saa meget ypperligere Tjeneste, som han og er Midler for en bedre Pagt, hvilken er grundet paa bedre Forjættelser.

    7 Thi dersom hiin første havde været upaaklagelig, da var der ikke blevet søgt Sted for en anden.

  • 13 Er da det, som er godt, blevet mig (til) Død? Det være langt fra! men Synden (er bleven det), for at den skulde kjendes som Synd, da den formedelst det Gode bevirkede mig Døden, paa det at Synden formedelst Budet skulde vorde overmaade syndig.

  • 68%

    16 Og Herrens Herlighed boede paa Sinai Bjerg, og Skyen bedækkede det i sex Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen.

    17 Og Synet af Herrens Herlighed var som en fortærende Ild, øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øine.

  • 38 Denne er den, som i Menigheden udi Ørkenen stod mellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre, den, som annammede de levende Ord, for at give os (dem);

  • 10 Men jeg døde, og det Bud, som var (givet) til Liv, det fandtes at være mig til Død;

  • 12 Saa er da Døden kraftig i os, men Livet i eder.

  • 6 Da sagde Mose: Dette Ord, som Herren haver befalet, skulle I gjøre; saa skal Herrens Herlighed sees af eder.

  • 13 Idet han siger: en ny, haver han erklæret den første for gammel; men det, som er gammelt og forældet, er nær ved at forsvinde.

  • 17 Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er bleven ved Jesum Christum.

  • 1 Derfor, da vi have denne Tjeneste, efter som os er skeet Barmhjertighed, saa blive vi ikke trætte;

  • 67%

    2 Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset.

    3 Og see, Moses og Elias bleve seede af dem og talede med ham.

  • 18 Og han gav Mose, der han havde udtalet med ham paa Sinai Bjerg, to Vidnesbyrdets Tavler, Steentavler, skrevne med Guds Finger.

  • 67%

    20 thi de fordroge ikke det, som var befalet, at endog, dersom et Dyr rørte ved Bjerget, skulde det stenes eller fældes med et Pileskud;

    21 og saa frygteligt var Synet, at Moses sagde: Jeg er forfærdet og bæver;

  • 3 Men er og vort Evangelium skjult, da er det skjult for dem, som blive fortabte,

  • 18 Der skeer altsaa en Afskaffelse af det foregaaende Bud, fordi det var svagt og unyttigt,

  • 3 og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, paa det Tjenesten ikke skal blive lastet;

  • 21 Er da Loven mod Guds Forjættelser? Det være langt fra! Thi var der given en Lov, som kunde levendegjøre, da erholdtes Retfærdighed virkeligen ved Loven.

  • 28 Naar Nogen haver brudt Mose Lov, døer han uden Barmhjertighed efter to eller tre Vidners Udsagn.

  • 3 Thi saa meget større Hæder er denne værd fremfor Moses, som den haver større Ære i Huset, der beredte det.

  • 1 Thi Loven, som haver ikkun en Skygge af de tilkommende Goder og ikke Tingenes Billede selv, kan aldrig ved de samme aarlige Offere, hvilke de bestandigen frembære, gjøre dem fuldkomne, som fremkomme (med dem).

  • 17 thi vor Trængsel, som er stakket og let, bringer os en evig og over al Maade vigtig Herlighed;

  • 12 Thi vi prise os ikke atter selv for eder, men give eder Anledning til at rose eder af os, paa det I kunne have Noget mod dem, som rose sig af udvortes Anseelse og ikke af Hjertet.