Matteus 17:2
Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset.
Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Og han sagde til dem: Sandelig siger jeg eder: Der ere Nogle af dem, som her staae, som ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige at være kommet med Kraft.
2Og sex Dage derefter tog Jesus Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og førte dem alene afsides op paa et høit Bjerg; og han blev forvandlet for deres Øine.
3Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, som Snee, saa at ingen Bleger paa Jorden kan gjøre dem saa hvide.
4Og Elias og Moses bleve seede af dem, og de talede med Jesu.
5Og Peder svarede og sagde til Jesum: Rabbi! her er os godt at være, og vi ville gjøre tre Boliger, dig een, og Moses een, og Elias een.
6Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfærdede.
7Og en Sky kom, som overskyggede dem, og en Røst kom af Skyen, som sagde: Denne er min Søn, den Elskelige, hører ham!
8Og strax, der de saae sig omkring, saae de Ingen mere, men Jesum alene hos dem.
9Men der de gik ned af Bjerget, bød han dem, at de ikke skulde fortælle Nogen, hvad de havde seet, førend Menneskens Søn var opstanden fra de Døde.
28Men det begav sig henved otte Dage efter denne Tale, at han tog til sig Petrus og Johannes og Jakobus, og gik op paa Bjerget for at bede.
29Og der han bad, blev hans Ansigts Skikkelse anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og skinnende.
30Og see, to Mænd talede med ham, hvilke vare Moses og Elias,
31som bleve seede i Herlighed og talede om hans Udgang (af Verden), som han skulde fuldkomme i Jerusalem.
32Men Peder og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.
33Og det begav sig, der disse skiltes fra ham, sagde Peder til Jesum: Mester! det er godt, at vi blive her, og vi ville gjøre tre Boliger, dig een, og Moses een, og Elias een; dog han vidste ikke, hvad han sagde.
34Men der han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de forfærdedes, der de kom ind i Skyen.
35Og en Røst kom af Skyen, som sagde: Denne er min Søn, den Elskelige; hører ham!
36Og idet Røsten skede, blev Jesus funden alene; og de taug og forkyndte Ingen Noget i de Dage af det, de havde seet.
37Men det begav sig Dagen derefter, der de kom ned af Bjerget, da kom meget Folk ham imøde.
3Og see, Moses og Elias bleve seede af dem og talede med ham.
4Da svarede Peder og sagde til Jesum: Herre! her er os godt at være; vil du, da ville vi gjøre tre Boliger her, dig een, og Moses een, og Elias een.
5Der han endnu talede, see, da overskyggede dem en klar Sky, og see, en Røst kom af Skyen, som sagde: Denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg haver Velbehag; hører ham!
6Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare.
7Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: Staaer op og frygter ikke!
8Men der de opløftede deres Øine, saae de Ingen, uden Jesum alene.
9Og der de gik ned af Bjerget, bød Jesus dem og sagde: I skulle Ingen sige dette Syn, førend Menneskens Søn er opstanden fra de Døde.
1Og sex Dage derefter tog Jesus Petrus og Jakobus og hans Broder Johannes til sig, og førte dem afsides op paa et høit Bjerg.
3Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee.
17Thi han fik Hæder og Ære af Gud Fader, idet en saadan Røst skede til ham fra den majestætiske Herlighed: Denne er min Søn, den Elskelige, i hvem jeg haver Velbehag.
18Og vi hørte denne Røst komme fra Himmelen, der vi vare med ham paa det hellige Bjerg.
24Thi ligesom Lynet, som lyner fra den (ene Side) under Himmelen, skinner til den (anden Side) under Himmelen, saa skal Menneskens Søn være paa sin Dag.
16Lader saa eders Lys skinne for Menneskene, at de see eders gode Gjerninger, og ære eders Fader, som er i Himlene.
4Og det skede, der de vare tvivlraadige derover, see, da stode to Mænd hos dem i skinnende Klæder.
10Og som de stirrede op mod Himmelen, da han foer hen, see, da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder,
6Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, er den, som haver ladet det skinne i vore Hjerter til Oplysning af Kundskaben om Guds Herlighed i Jesu Christi Aasyn.
35Og Israels Børn saae Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igjen det Skjul paa sit Ansigt, indtil han kom ind, at tale med ham
15Og da alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, saae de hans Ansigt som en Engels Ansigt.
29Og det skede, der Mose gik ned af Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrds Tavler i sin Haand, der han gik ned af Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede af, at han havde talet med ham.
30Og Aron og alle Israels Børn saae Mose, og see, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham.
17Og see, (der kom) en Røst af Himlene, som sagde: Denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg haver Velbehag.
14Men hans Hoved og Haar var hvidt som hvid Uld, som Snee, og hans Øine som Ildslue,
32Men de vare paa Veien og gik op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede og fulgte ham frygtende. Og han tog atter de Tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad ham skulde vederfares:
22Men der de vandrede om i Galilæa, sagde Jesus til dem: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder;
43Da skulle de Retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Hvo, som haver Øren at høre med, han høre.
3Men idet han reiste, kom han nær til Damascus; og pludseligen omskinnede et Lys fra Himmelen ham.
62Men Jesus sagde: Jeg er; og I skulle see Menneskens Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme paa Himmelens Skyer.
12Men derefter, der To af dem vandrede, aabenbaredes han i en anden Skikkelse for dem, der de gik ud paa Landet.
33Og han tog Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes.
3Men Jesus gik op paa Bjerget og satte sig der med sine Disciple.