1 Mosebok 32:7
Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa skilte han Folket ad, som var hos ham, og Qvæget og Øxnene og Kamelerne i to Hære.
Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa skilte han Folket ad, som var hos ham, og Qvæget og Øxnene og Kamelerne i to Hære.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Hær og slaaer den, da kan den Hær, som blev tilovers, undkomme.
1 Og Jakob opløftede sine Øine og saae, og see, Esau kom, og fire hundrede Mænd med ham; og han deelte Børnene til Lea og til Rachel og til begge Tjenesteqvinderne.
6 Og Budene kom igjen til Jakob og sagde: Vi kom til din Broder, til Esau; og han drager ogsaa imod dig, og fire hundrede Mænd med ham.
16 Og han antvordede dem under sine Tjeneres Haand, hver Hjord især, og sagde til sine Tjenere: Gaaer for mig og gjører Rum imellem hver Hjord.
17 Saa befoel han den Første og sagde: Naar Esau, min Broder, møder dig, og spørger dig og siger: Hvem hører du til, og hvor vil du reise hen, og hvem høre disse til, som (du driver) for dig?
18 da skal du sige: Jeg (tilhører) din Tjener Jakob, det er en Skjenk, sendt til min Herre, til Esau; og see, han (kommer) ogsaa efter os.
19 Og han befoel den Anden ligesaa, og den Tredie, og alle dem, som gik efter Hjordene, og sagde: Efter denne Maade skulle I sige til Esau, naar I møde ham.
20 Og I skulle ogsaa sige: See, din Tjener Jakob er bag os; thi han tænkte: Jeg vil forsone hans Ansigt med den Skjenk, den, som gaaer for mig, og siden see hans Ansigt; kanskee han antager min Person.
21 Saa gik den Skjenk for ham, men han blev selv samme Nat i Leiren.
22 Og han stod op i samme Nat, og tog sine to Hustruer og sine to Tjenesteqvinder og sine elleve Børn og gik over det Vadested Jabok.
23 Og han tog dem og lod dem drage over Bækken, og førte over, hvad som han havde.
2 Og der Jakob saae dem, sagde han: Denne er Guds Hær; og han kaldte det samme Steds Navn Machanaim.
3 Og Jakob sendte Bud for sig til Esau, sin Broder, til det Land Seir paa Edoms Mark.
4 Og han befoel dem og sagde: Saa skulle I sige til min Herre, til Esau: Saa siger din Tjener Jakob: Jeg haver været fremmed hos Laban og dvælet der indtil nu.
13 Saa blev han der samme Nat og tog af det, han havde ved Haanden, til en Skjenk til sin Broder Esau:
14 To hundrede Gjeder og tyve Bukke, to hundrede Faar og tyve Vædere,
11 Kjære, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaae mig, ja Mødrene med Børnene.
31 Og Jakob svarede og sagde til Laban: Fordi jeg frygtede; thi jeg tænkte, du maatte rive dine Døttre fra mig.
17 Saa gjorde Jakob sig rede og satte sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne,
42 Men for dem, som løb silde af Faarene, lagde han ikke; saa bleve de sildefødte Labans, og de tidligfødte Jakobs.
6 Og Esau tog sine Hustruer og sine Sønner og sine Døttre, og alle de Sjæle, (han havde) i sit Huus, og sit Fæ og alle sine Bæster, og alt det Gods, som han havde forhvervet i Canaans Land, og foer til et (andet) Land fra Jakobs, sin Broders, Ansigt.
40 Saa lod Jakob skille Lammene ad, og skikkede Faarenes Ansigter mod det Brogede og alt det Sorte iblandt Labans Faar, og gjorde sig Hjorde for sig alene, og dem lod han ikke komme til Labans Hjord.
5 Saa reiste de, og Guds Rædsel var over de Stæder, som laae rundt omkring dem, at de ikke forfulgte Jakobs Sønner