1 Mosebok 37:21
Der Ruben det hørte, friede han ham af deres Hænder og sagde: Lader os ikke slaae ham ihjel.
Der Ruben det hørte, friede han ham af deres Hænder og sagde: Lader os ikke slaae ham ihjel.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 Og Ruben sagde til dem: Udøser ikke Blod; kaster ham i denne Grav, som er i Ørken, og lægger ikke Haand paa ham; thi han vilde frie ham af deres Haand og føre ham tilbage til sin Fader.
18 Der de saae ham langt fra, og før han kom nær til dem, da lagde de Raad op mod ham, at slaae ham ihjel.
19 Og de sagde, den Ene til den Anden: See, denne Drømmemester kommer.
20 Og nu, gaaer og lader os ihjelslaae ham og kaste ham i en af Gravene, og sige: Et ondt Dyr haver ædet ham, saa ville vi see, hvad hans Drømme blive til.
37 Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaae begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke fører ham til dig (igjen); giv ham i min Haand, og jeg, jeg vil føre ham til dig igjen.
38 Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han er alene bleven igjen, og møder ham nogen Ulykke paa Veien, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graae Haar med Sorg til Graven.
20 Og henter eders yngste Broder til mig, saa skulle eders Ord troes, og I skulle ikke døe; og de gjorde saaledes.
21 Men de sagde, den Ene til den Anden: Vi forskyldte sandeligen dette paa vor Broder, at vi saae hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre; derfor kommer denne Angest over os.
22 Og Ruben svarede dem og sagde: Talede jeg det ikke til eder, der jeg sagde: Synder ikke mod Drengen, og I hørte ikke? og see, hans Blod udkræves ogsaa.
23 Men de vidste ikke, at Joseph forstod det; thi Tolken (talede) imellem dem.
6 Ruben skal leve og ikke døe; og hans Mænd skulle være en liden Hob.
29 Og Ruben kom til Graven igjen, og see, Joseph var ikke i Graven; og han rev sine Klæder.
30 Og han kom tilbage til sine Brødre og sagde: Drengen er ikke der, og jeg, hvor vil jeg gaae?
26 Da sagde Juda til sine Brødre: Hvad gavner det, om vi ihjelslaae vor Broder og dølge hans Blod?
27 Kommer, og lader os sælge de Ismaeliter ham, at vor Haand skal ikke være paa ham, thi han er vor Broder, vort Kjød; saa adløde hans Brødre ham.
7 Og de sagde til ham: Hvi taler min Herre saadanne Ord? det være langt fra dine Tjenere at gjøre saadan Gjerning.
10 Og der han fortalte det til sin Fader og til sine Brødre, da straffede hans Fader ham og sagde til ham: Hvad er denne for en Drøm, den du drømte? mon jeg og din Moder og dine Brødre skulde visseligen komme, at bøie os for dig til Jorden?
11 Og hans Brødre bleve avindsyge paa ham; men hans Fader bevarede den Tale.
1 Og Rubens, Israels Førstefødtes, Sønner, — thi han var den Førstefødte, men fordi han besmittede sin Faders Seng, blev hans Førstefødsel given Josephs, Israels Søns, Børn; dog han blev ikke regnet i Slægtregister til Førstefødselen;
4 Men Jakob lod ikke Benjamin, Josephs Broder, fare med sine Brødre; thi han sagde: Ham maatte nogen Ulykke vederfares.
7 Da sagde Juda til Israel, sin Fader: Lad Drengen fare med mig, at vi kunne gjøre os rede og drage hen, og leve og ikke døe, baade vi og du og vore smaae Børn.
8 Jeg, jeg vil være ansvarlig for ham, du maa kræve ham af min Haand; dersom jeg ikke fører ham (igjen) til dig og sætter ham for dit Ansigt, da vil jeg bære Skyld for dig alle Dage.
32 Og de sendte den Kjortel af adskillige Farver, og lode den komme til deres Fader og sagde: Denne have vi fundet; Kjære, see, om det er din Søns Kjortel, eller ei.
24 Og de toge ham og kastede ham i Graven; og Graven var tom, intet Vand var i den.
17 Og han sagde: Det være langt fra mig at gjøre dette; den Mand, som Skaalen er funden hos, skal være min Tjener, men drager I op med Fred til eders Fader.