1 Mosebok 39:14
da kaldte hun ad hendes Huusfolk og sagde til dem, sigende: Seer, han haver ført os en ebraisk Mand paa, at gjøre os tilskamme; han kom ind til mig, at ligge hos mig, men jeg kaldte med høi Røst.
da kaldte hun ad hendes Huusfolk og sagde til dem, sigende: Seer, han haver ført os en ebraisk Mand paa, at gjøre os tilskamme; han kom ind til mig, at ligge hos mig, men jeg kaldte med høi Røst.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15Og det skede, der han hørte, at jeg opløftede min Røst og kaldte, da forlod han sit Klædebon hos mig og flyede, og gik ud, udenfor.
16Og hun lod ligge hans Klædebon hos sig, indtil hans Herre kom hjem.
17Og hun talede til ham lige de samme Ord og sagde: Den ebraiske Tjener kom til mig, som du haver ført os paa, at gjøre mig tilskamme.
18Og det skede, der jeg opløftede min Røst og kaldte, da forlod han sit Klædebon hos mig og flyede udenfor.
19Og det skede, der hans Herre hørte sin Hustrues Ord, som hun talede til ham, sigende: Efter disse Ord haver din Tjener gjort mod mig, da blev han meget vred.
7Og det hændte sig, efter dette var skeet, at hans Herres Hustru kastede sine Øine til Joseph og sagde: Lig hos mig.
8Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: See, min Herre agter paa Intet med mig, hvad i Huset er; og Alt, hvad han haver, haver han givet i min Haand.
9Ingen er, fornemmere i dette Huus end jeg, og han formener Intet for mig, uden dig, idet du er hans Hustru; og hvorledes skal jeg gjøre denne store Ondskab og synde imod Gud?
10Og det skede, da hun talede til Joseph Dag efter Dag, lød han hende dog ikke, at ligge hos hende eller at være med hende.
11Og det hændte sig paa en Dag, der han kom i Huset, at gjøre sin Gjerning, og der var ingen af Husets Mænd der i Huset,
12da tog hun ham fat ved hans Klædebon og sagde: Lig hos mig; men han forlod sit Klædebon i hendes Haand, og flyede og gik ud, udenfor.
13Og det skede, da hun saae, at han forlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede udenfor,
13Men jeg, hvor skulde jeg føre min Skam hen? og du, du skulde være ligesom en af Daarerne i Israel; men nu, Kjære, tal til Kongen, thi han negter dig ikke mig.
14Men han vilde ikke høre paa hendes Røst og blev stærkere end hun, og krænkede hende og laae hos hende.
14og lægger hende Sagers Handeler til, og udfører et ondt Rygte om hende og siger: Denne Qvinde tog jeg og holdt mig nær til hende, og jeg fandt ikke Jomfrudom hos hende,
17Og han kaldte ad sin Dreng, som tjente ham, og sagde: Kjære, driver denne ud fra mig udenfor, og luk du Døren i Laas efter hende.
22Der de nu gjorde deres Hjerter tilgode, see, da omringede Mændene af Staden, Mænd, (som vare) Belials Børn, Huset og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, (som var) Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Huus, at vi kunne kjende ham.
23Men den Mand, som var Husets Herre, gik ud til dem og sagde til dem: Ikke saa, mine Brødre! Kjære, gjører ikke Ondt, efterat denne Mand er kommen i mit Huus, saa gjører ikke denne Daarlighed.
15Der Juda saae hende, tænkte han, at det havde været en Skjøge, fordi hun havde skjult sit Ansigt.
16Og han holdt sig til hende ved Veien og sagde: Velan, Kjære, lad mig komme til dig; thi han vidste ikke, at det var hans Søns Hustru; og hun sagde: Hvad vil du give mig, at du maa komme til mig.
25Men Mændene vilde ikke høre ham; da tog Manden fat paa sin Medhustru og førte (hende) ud til dem udenfor; og de kjendte hende og handlede skjændeligen med hende den ganske Nat indtil om Morgenen, men der Morgenrøden gik op, lode de hende fare.
26Da kom Qvinden, der Morgenen frembrød, og hun faldt ned for den Mands Huses Dør, hvor hendes Herre var inde, indtil det blev lyst.
15Og Pharaos Fyrster saae hende og roste hende for Pharao; og Qvinden blev ført i Pharaos Huus.
7Og Jakobs Sønner kom af Marken, der de det hørte, og Mændene bleve fortrydelige derover og saare vrede; thi han havde gjort en Daarlighed mod Israel, at ligge hos Jakobs Datter, og saaledes burde ikke skee.
27Thi han fandt hende paa Marken, den trolovede Pige raabte, og der var Ingen, som frelste hende.
15Thi jeg er hemmeligen stjaalen af de Ebræers Land; dertil haver jeg og her ikke gjort Noget, at de have sat mig ind i Hulen.
19Saa stod hun op og gik, og lagde sit Slør af sig og førte sig i sine Enkeklæder.
2Og Sichem, Hemors, den Heviters, Landsherrens Søn, saae hende, og han tog hende, og laae hos hende, og krænkede hende.