1 Mosebok 42:30
Den Mand, som er Herre i Landet, talede os haardeligen til og holdt os for Landets Speidere.
Den Mand, som er Herre i Landet, talede os haardeligen til og holdt os for Landets Speidere.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31 Og vi svarede ham: Vi ere redelige, vi have ikke været Speidere.
32 Vi vare tolv Brødre, vor Faders Sønner; den Ene er ikke til, og den Yngste er endnu hos vor Fader i Canaans Land.
33 Da sagde Manden, Landets Herre, til os: Derpaa vil jeg kjende, om I ere redelige: lader den ene af eders Brødre blive hos mig, og tager (hvad I behøve) mod Hunger for eders Huse, og farer hen.
34 Og henter eders yngste Broder til mig, saa kan jeg kjende, at I ere ikke Speidere, men at I ere redelige; saa vil jeg give eder eders Broder (igjen), og I maae handle i Landet.
28 Og han sagde til sine Brødre: Mine Penge ere komne igjen, og see, de ere ogsaa i min Pose; da faldt deres Mod, og de forskrækkedes imellem hverandre og sagde: Hvorfor haver Gud gjort os dette?
29 Og de kom til Jakob, deres Fader, til Canaans Land; og de gave ham tilkjende alt det, som dem var vederfaret, og sagde:
9 Og Joseph kom de Drømme ihu, som han havde drømt om dem, og sagde til dem: I ere Speidere, I ere komne at besee, hvor Landet er blot.
10 Og de sagde til ham: Nei, min Herre! men dine Tjenere ere komne for at kjøbe Spise.
11 Vi ere alle een Mands Sønner; vi ere redelige, dine Tjenere ere ikke Speidere.
12 Og han sagde til dem: Nei, men I ere komne for at besee, hvor Landet er blot.
13 Og de svarede: Vi, dine Tjenere, vare tolv Brødre, een Mands Sønner i Canaans Land, og see, den Yngste er endnu hos vor Fader, men den Ene er ikke til.
14 Og Joseph sagde til dem: Det er det, som jeg haver talet til eder, der jeg sagde: I ere Speidere.
6 Og de sagde: Manden spurgte nøie om os og om vor Slægt, og sagde: Lever eders Fader endnu? have I (endnu nogen) Broder? da kundgjorde vi ham, eftersom han adspurgte; hvorlunde kunde vi saa lige vide, at han skulde sige: Fører eders Broder ned?
7 Da sagde Juda til Israel, sin Fader: Lad Drengen fare med mig, at vi kunne gjøre os rede og drage hen, og leve og ikke døe, baade vi og du og vore smaae Børn.
7 Og de sagde til ham: Hvi taler min Herre saadanne Ord? det være langt fra dine Tjenere at gjøre saadan Gjerning.
8 See, de Penge, som vi fandt oven i vore Poser, have vi ført til dig igjen af Canaans Land; hvorledes skulde vi da stjæle af din Herres Huus, Sølv eller Guld?
7 Og Joseph saae sine Brødre, og kjendte dem, og holdt sig fremmed mod dem, og talede haarde Ting med dem, og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Canaan, for at kjøbe Spise.
24 Og det skede, at vi fore op til din Tjener, min Fader; og vi gave ham min Herres Tale tilkjende.
25 Da sagde vor Fader: Drager hen igjen, kjøber os lidet Spise.
26 Da sagde vi: Vi kunne ikke fare ned, uden vor yngste Broder er med os, da ville vi reise ned; thi vi kunne ikke see den Mands Ansigt, dersom vor yngste Broder ikke er med os.
24 Og Vægterne saae en Mand, som gik ud af Staden, og de sagde til ham: Viis os, Kjære, (hvor vi kunne) komme ind i Staden, saa ville vi bevise dig Miskundhed.
14 Da svarede Rachel og Lea, og sagde til ham: Have vi endnu Deel og Arv i vor Faders Huus?
15 Ere vi ikke regnede for ham som Fremmede? thi han haver solgt os, og endogsaa aldeles fortæret vor Værdi.
17 Men Mændene frygtede, for de bleve førte i Josephs Huus, og sagde: Vi ere indførte for de Penges Skyld, som ere igjenkomne i vore Poser tilforn, at han kan vælte sig ind paa os og overfalde os, og tage os til Trælle, og vore Asener.
18 Derfor gik de til Manden, som forestod Josephs Huus, og talede med ham for Døren paa det Huus.
20 Og det skede, der vi kom i Herberget og oplode vore Poser, see, da havde hver sine Penge oven i sin Pose, vore Penge med deres Vægt; derfor have vi ført dem med os igjen.
4 Og Jakob sagde til dem: Mine Brødre, hvorfra ere I? og de sagde: Fra Charan ere vi
21 Men de sagde, den Ene til den Anden: Vi forskyldte sandeligen dette paa vor Broder, at vi saae hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre; derfor kommer denne Angest over os.
18 Der det samme Aar havde Ende, da kom de i det andet Aar til ham og sagde til ham: Vi ville ikke dølge for min Herre, at (ikke alene) Pengene ere borte, (men) og Fæet, som vi eiede, (er kommet) til min Herre; vi have Intet tilbage til min Herre, uden vore Legemer og vor Jord.
15 at vore Fædre droge ned i Ægypten, og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os og med vore Fædre;
22 Og han sagde: Fred være med eder, frygter ikke! eders Gud og eders Faders Gud haver givet eder et Liggendefæ i eders Poser, eders Penge kom til mig; og han lod Simeon ud til dem.
32 Og de Mænd ere Faarehyrder; thi de ere Mænd, (som omgaaes) med Fæ; og deres Faar og deres Øxne og alt det, de have, have de ført hid.
3 Om du (nu) sender vor Broder med os, ville vi fare ned og kjøbe dig Spise.
25 Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de førte os Svar tilbage og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud haver givet os.
16 De have været en Muur for os baade Nat og Dag, alle de Dage, vi vare hos dem og vogtede Faarene.