Hebreerbrevet 11:23
Formedelst Tro blev Moses, der han var født, skjult tre Maaneder af sine Forældre, fordi de saae, at Barnet var deiligt; og de frygtede ikke for Kongens Befaling.
Formedelst Tro blev Moses, der han var født, skjult tre Maaneder af sine Forældre, fordi de saae, at Barnet var deiligt; og de frygtede ikke for Kongens Befaling.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24Formedelst Tro negtede Moses, der han var bleven stor, at kaldes Pharaos Datters Søn,
25og valgte heller at lide Ondt med Guds Folk, end at have Syndens timelige Nydelse,
26da han agtede Christi Forsmædelse for større Rigdom, end Ægyptens Liggendefæ; thi han saae hen til Belønningen.
27Formedelst Tro forlod han Ægypten og frygtede ikke for Kongens Vrede; thi han holdt hart ved den Usynlige, som om han saae ham.
28Formedelst Tro anordnede han Paasken og Blodsbestænkelsen, at den, som ødelagde de Førstefødte, skulde ikke røre dem.
29Formedelst Tro gik de igjennem det røde Hav, som igjennem tørt Land; men da Ægypterne forsøgte det samme, druknede de.
19Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaae Børn kaste ud, at de ikke skulde formeres.
20Paa den Tid blev Moses født og var deilig for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus.
21Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op og opfostrede ham sig selv til en Søn.
22Og Moses blev oplært i al Ægypternes Viisdom; men han var mægtig i Ord og Gjerninger.
23Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han isinde at besøge sine Brødre, Israels Børn.
2Og Qvinden undfik og fødte en Søn, og der hun saae ham, at han var deilig, da skjulte hun ham tre Maaneder.
3Men der hun ikke kunde skjule ham længere, da tog hun ham en Kiste af Rør, og klinede den med Liim og Beg, og lagde Drengen derudi, og lagde den imellem Sivet ved Bredden af Floden.
9Da sagde Pharaos Datter til hende: Tag denne Dreng hen og giv mig ham at die, og jeg, jeg vil give (dig) din Løn. Og Qvinden tog Drengen og gav ham at die.
10Og der Drengen var bleven stor, da ledede hun ham til Pharaos Datter, og hun holdt ham for sin Søn, og hun kaldte hans Navn Mose, og sagde: Thi jeg drog ham af Vandet.
11Og det skede i de samme Dage, der Mose var bleven stor, da gik han ud til sine Brødre og saae paa deres Byrder, og han saae en ægyptisk Mand, som slog en ebraisk Mand af hans Brødre.
12Da vendte han sig hid og did og saae, at der var Ingen, og slog den Ægypter og skjulte ham i Sandet.
16Og han sagde: Naar I hjælpe de ebraiske (Qvinder) at føde, og see paa Stolene, dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve.
17Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke saa, som Kongen af Ægypten havde talet til dem, men lode Drengene leve.
18Da kaldte Kongen af Ægypten Jordemødrene og sagde til dem: Hvi gjorde I denne Gjerning, at I lode Drengene leve?
19Og Jordemødrene svarede Pharao: Thi de ebraiske ere ikke som de ægyptiske Qvinder, men de ere stærke; førend Jordemoderen kommer til dem, da have de født.
22Formedelst Tro erindrede Joseph, der han døde, Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Been.
29Men Moses flyede for denne Tales Skyld og blev en Udlænding i Midians Land, hvor han avlede to Sønner.
15Og Pharao hørte denne Gjerning og søgte at slaae Mose ihjel; men Mose flyede fra Pharaos Ansigt, og blev i det Land Midian, og blev hos Brønden.
21Og det skede, efterdi Jordemødrene frygtede Gud, da byggede han dem Huse.
22Saa bød Pharao alt sit Folk og sagde: Hver den Søn, som fødes, kaster den i Floden, og lader alle Døttre leve.
3Og Herren gav Folket Naade for Ægypternes Øine; og Manden Mose var saare mægtig i Ægypti Land for Pharaos Tjeneres Øine og for Folkets Øine.
5Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne, hvad der skulde siges;
1Og, Mose vogtede Jethros, sin Svogers, Præsten i Midians, Qvæg; og han drev Qvæget bag Ørken og kom til det Guds Bjerg, til Horeb.
10Saa gak nu, og jeg vil sende dig til Pharao; og udfør mit Folk, Israels Børn, af Ægypten.
11Og Mose sagde til Gud: Hvo er jeg, at jeg skulde gaae til Pharao, og at jeg skulde udføre Israels Børn af Ægypten?
23Og han sagde, at han vilde ødelægge dem, dersom Mose, hans Udvalgte, ikke havde staaet i Revnen for hans Ansigt, for at afvende hans Hastighed fra at fordærve (dem).
6Og han sagde (fremdeles): Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; og Mose skjulte sit Ansigt, thi han frygtede for at see paa Gud.
31Og Israel saae den store Haand, som Herren havde beviist paa Ægypterne, og Folket frygtede Herren, og de troede paa Herren og paa Mose, hans Tjener.
6Og der hun oplod den, da saae hun Drengen, og see, Drengen græd; da ynkedes hun over ham og sagde: Denne er en af de Ebræers Drenge.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
11Og Mose gjorde det; ligesom Herren befoel ham, saaledes gjorde han.
18Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
23Og det skede lang Tid derefter, da døde Kongen af Ægypten; og Israels Børn sukkede over den Trældom og raabte; og deres Raab over (deres) Trældom kom op for Gud.
13og (gjøre) ikke som Moses, (der) lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde beskue (det), indtil det, som (skulde) afskaffes, fik Ende.
31Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham:
3og hans Tegn og hans Gjerninger, som han gjorde midt i Ægypten, paa Pharao, Kongen i Ægypten, og paa alt hans Land,