Jesaja 52:14
Ligefom Mange forskrækkes over dig, saa var hans Anseelse fordærvet fremfor (andre) Folks, og hans Skikkelse fremfor Menneskens Børns.
Ligefom Mange forskrækkes over dig, saa var hans Anseelse fordærvet fremfor (andre) Folks, og hans Skikkelse fremfor Menneskens Børns.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 Saa skal han bestænke mange Hedninger, Konger skulle tillukke deres Mund for ham; thi de, som det ikke var fortalt, de have seet det, og de, som ikke have hørt det, de have forstaaet det.
13 See, min Tjener skal handle klogeligen, han skal ophøies og opløftes og være meget høi.
1 Hvo troede det, vi havde hørt, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret?
2 Thi han opfoer som en Qvist for hans Ansigt, og som en Rod af tør Jord, han haver ingen Skikkelse eller Herlighed, og vi saae ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham.
3 (Han var) foragtet og holdt (snart) op (at være) iblandt Mænd, en Mand, (fuld af) Piner, og som havde forsøgt Sygdom; og som En, for hvilken man skjulte Ansigtet, var han foragtet, og vi agtede ham intet.
4 Visseligen haver han taget vore Sygdomme (paa sig) og baaret vore Piner; men vi, vi agtede ham for (den, som var) plaget, slagen af Gud og gjort elendig.
5 Men han, han er saaret for vore Overtrædelser, er knust for vore Misgjerninger; Straffen (laae) paa ham, at vi (skulde nyde) Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar.
6 Vi, vi fore alle vild som Faarene, vi vendte os, hver til sin Vei; men Herren lod alles vores Misgjerning møde ham.
7 Den blev krævet, og han, han blev gjort elendig, og han oplod ikke sin Mund, som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt for dem, som det klippe, og ikke oplader sin Mund.
8 (Men) han er tagen fra Angest og fra Dom, og hvo kan tale om hans Slægt? thi han er fraskilt fra de Levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtrædelses Skyld.
9 Og man satte de Ugudelige til hans Grav, og (overgav ham) til en Rig i hans Død; thi han havde ikke gjort Vold, og, der var ikke Svig i hans Mund.
10 Men Herren havde Behagelighed til at knuse ham med Sygdom; naar han haver givet sit Liv til et Skyldoffer, skal han see Sæd (og) forlænge (sine) Dage, og Herrens Behagelighed skal lykkes ved hans Haand.
11 Fordi hans Sjæl haver arbeidet, skal han see det, han skal mættes; idet man kjender ham, skal min retfærdige Tjener retfærdiggjøre Mange; thi han, han skal bære deres Misgjerninger.
12 Derfor vil jeg give ham Deel iblandt Mange, og han skal dele de Stærke som et Bytte, derfor at han udtømmede sin Sjæl til Døden og blev talt iblandt Overtrædere; og han, han bar Manges Synd, og han skal bede for Overtræderne.
6 Jeg hengav min Ryg for dem, som (mig) sloge, og mine Kindbeen til dem, som rykkede (Haar af mig), jeg skjulte ikke mit Ansigt fra Forsmædelser og Spyt.
7 Thi den Herre Herre skal hjælpe mig, derfor bliver jeg ikke beskjæmmet; derfor satte jeg mit Ansigt som en haard Steen, thi jeg veed, at jeg bliver ikke tilskamme.
17 paa det at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger:
18 See, min Tjener, som jeg haver udvalgt, min Elskelige, til hvilken min Sjæl haver Velbehag; jeg vil give ham min Aand, og han skal forkynde Hedningerne Ret.
19 Han skal ikke trætte og ei raabe, og der skal ikke Nogen høre hans Røst paa Gaderne.
32 Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: Han blev ført som et Faar til at slagtes, og som et Lam er stumt mod den, der klipper det, saaledes oplader han ikke sin Mund.
33 I hans Fornedrelse blev hans Dom fuldendt; men hvo skal kunne berette hans Livstid, efterdi hans Liv er borttaget fra Jorden?
1 See, min Tjener, hvilken jeg opholder, min Udvalgte, (til hvilken) min Sjæl haver Behagelighed; jeg haver givet min Aand over ham, han skal udføre Ret for Hedningerne.
2 Han skal ikke raabe og ei opløfte (Røsten), og ikke lade høre sin Røst paa Gaden.
16 Hvo dig seer, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig (og sige): Mon denne være den Mand, som kom Jorden til at bæve, som kom Rigerne til at skjælve?
32 Thi han skal overantvordes Hedningerne, og bespottes og forhaanes og bespyttes;
65 Og Nogle begyndte at bespytte ham, og skjule hans Ansigt, og slaae ham med Næver og sige til ham: Spaa! Ogsaa Tjenerne sloge ham paa Munden.
41 Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham.
35 Alle Øernes Indbyggere forskrækkedes over dig, og deres Konger forfærdedes saare, de saae jammerligen ud i Ansigtet.
3 Og han sagde til mig: Du er min Tjener; Israel, du er den, i hvem jeg vil bevise mig herlig.
6 og han sagde: Det er (for) ringe (en Ting), at du er min Tjener til at opreise Jakobs Stammer og omvende de Bevarede af Israel; men jeg satte dig til Hedningernes Lys, at være min Salighed indtil Jordens Ende.
7 Saa sagde Herren, Israels Gjenløser, hans Hellige, til den foragtede Sjæl, til den, som Folket haver Vederstyggelighed til, til Regenternes Tjener: Konger skulle see og opstaae, (og) Fyrster, og de skulle nedbøie sig, for Herrens Skyld, som er trofast, for Israels Hellige, som udvalgte dig.
4 Og han sendte atter en anden Tjener til dem, og denne sloge de med Stene og saarede hans Hoved, og lode ham gaae forhaanet fra sig.
64 Og de kastede et Klæde over ham og sloge ham i Ansigtet, og spurgte ham og sagde: Spaa! hvo er den, som slog dig?
14 See, mine Tjenere skulle synge (med Fryd) af Hjertets Behag, men I, I skulle skrige af Hjertepine og hyle for Aands Forstyrrelse.
10 Herren haver blottet sin hellige Arm for alle Hedningernes Øine, og alle Jordens Ender skulle see vor Guds Salighed.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
7 men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa, og blev Mennesker lig;
18 I Døve, hører, og seer til, I Blinde, at I kunne see!
19 Hvo er blind, uden min Tjener, og døv (som den), jeg udsendte som mit Bud? hvo er (saa) blind som den Fuldkomne, og (saa) blind som Herrens Tjener?
20 Du seer (vel) mange Ting, men du bevarer (dem) ikke; (om) han end oplader Ørene, hører han dog ikke.
6 Og dersom Nogen siger til ham: Hvad ere disse Vunder i dine Hænder? da skal han sige: (Det er de Vunder,) med hvilke jeg er slagen i deres Huus, som elskede mig.
6 Folkene skulle bæve for dets Ansigt; alle Ansigter skulle blive ganske sorte.
38 at Propheten Esaias Tale skulde fuldkommes, som han haver sagt: Herre, hvo haver troet det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret?
5 Thi see, Kongerne vare forsamlede, de droge forbi tilsammen.
15 Istedetfor at du var forladt og forhadt, saa at der gik Ingen igjennem, saa vil jeg sætte dig til en evig Herlighed, til Fryd fra Slægt til Slægt.
7 Lad dem ikke beskjæmmes ved mig, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! lad dem ikke blive forhaanede formedelst mig, som søge dig, Israels Gud!
15 Du gjør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet (ad os) iblandt Folkene.
2 Hvorfor er der Rødt paa dit Klædebon, og dine Klæder som hans, der træder i en Viinperse?
16 Og han saae, at der var ingen Mand, og han forskrækkedes saare, at der var ingen Forbeder; men hans Arm frelste ham, og hans Retfærdighed, den opholdt ham.
19 Men du, du er bortkastet fra din Grav som en vederstyggelig Qvist, (som) de Ihjelslagnes Klæder, hvilke ere stukne med Sværd, de, som nedfare til Hulens Stene, ligesom en nedtraadt (død) Krop.