Dommernes bok 8:21
Men Sebah og Zalmuna sagde: Staa du op og fald an paa os, thi som Manden er, saa er hans Styrke; saa stod Gideon op og slog Sebah og Zalmuna ihjel, og tog de Spænder, som vare paa deres Kamelers Halse.
Men Sebah og Zalmuna sagde: Staa du op og fald an paa os, thi som Manden er, saa er hans Styrke; saa stod Gideon op og slog Sebah og Zalmuna ihjel, og tog de Spænder, som vare paa deres Kamelers Halse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22Da sagde hver Mand i Israel til Gideon: Hersk over os, baade du og din Søn, og din Søns Søn, efterdi du haver frelst os af de Midianiters Haand.
20Og han sagde til Jether, sin Førstefødte: Staa op, slaa dem ihjel; men Drengen drog ikke sit Sværd ud, thi han frygtede, efterdi han var endnu en Dreng.
10Men Sebah og Zalmuna vare i Karkor, og deres Leir med dem, ved femten Tusinde, som vare alle de Overblevne af den ganske Leir af de Folk i Øster; men der vare hundrede og tyve tusinde Mænd faldne, som kunde uddrage Sværd.
11Og Gideon drog op ad deres Vei, som boe i Pauluner, Østen for Nobah og Jogbea; og han slog den Leir, thi Leiren var tryg.
12Og Sebah og Zalmuna flyede, men han forfulgte dem; og han greb de to Midianiters Konger, Sebah og Zalmuna, og forfærdede den ganske Leir.
13Men der Gideon, Joas Søn, kom tilbage af Krigen, førend Solen gik op,
14da greb han en ung Karl af de Mænd i Suchot og adspurgte ham; og han skrev op for ham de Øverste i Suchot og de Ældste sammesteds, halvfjerdsindstyve og syv Mænd.
15Og han kom til de Mænd i Suchot og sagde: See, (her er) Sebah og Zalmuna, med hvilke I forhaanede mig og sagde: Er da Sebahs og Zalmunas Haand nu i din Haand, at vi skulle give dine Folk, som ere trætte, Brød?
3Gud har givet Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, i eders Haand, og hvad formaaer jeg at gjøre, som I? Der han havde sagt det Ord, da lod deres (hastige) Aand af fra ham.
4Og der Gideon kom til Jordanen, gik han over, og de tre hundrede Mænd, som vare med ham, som vare trætte og forfulgte (Fjenden).
5Og han sagde til de Mænd i Suchot: Kjære, giver det Folk, som er i Følge med mig, (nogle) hele Brød; thi de ere trætte, og jeg forfølger Sebah og Zalmuna, Midianiternes Konger.
6Men (hver af) de Øverste i Suchot sagde: Er da Sebahs og Zalmunas Haand nu i din Haand, at vi skulle give din Hær Brød?
7Og Gideon sagde: Derfor, naar Herren giver Sebah og Zalmuna i min Haand, da vil jeg tærske eders Kjød med Torne af Ørken og med Tidsler.
8Og han drog derfra op til Pnuel og talede til dem paa samme (Maade); og de Mænd i Pnuel svarede ham, ligesom de Mænd i Suchot svarede.
17Og Pnuels Taarn nedbrød han, og han ihjelslog Mændene i Staden.
18Og han sagde til Sebah og til Zalmuna: Hvordanne vare de Mænd, som I sloge ihjel i Thabor? og de sagde: Som du, saa vare de, enhver efter en Kongesøns Skikkelse.
24Og Gideon sagde til dem: Jeg vil begjære en Begjæring af eder: Hver give mig dog et Smykke af hans Bytte; thi de hadde Guldsmykker, eftersom de vare Ismaeliter.
25Og de sagde: Vi ville gjerne give; og de bredte et Klæde ud, og de kastede derhen, hver et Smykke af sit Bytte.
26Og de Guldsmykkers Vægt, som han begjærede, var tusinde og syv hundrede (Sekel) Guld, foruden de Spænder og de Halskjæder og de Purpurklæder, som de Midianiters Konger havde paa sig, og foruden de Kjæder, som vare paa deres Kamelers Halse.
25Og de grebe to af Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, og dræbte Oreb paa den Klippe Oreb, og Seeb dræbte de i den Viinperse Seeb, og de forfulgte Midianiterne; og de førte Orebs og Seebs Hoveder til Gideon fra hiin Side af Jordanen.
14Da svarede hans Næste og sagde: Det er intet andet end Gideons, den israelitiske Mands, Joas Søns, Sværd; Gud har givet Midianiterne i hans Haand, og den ganske Leir.
15Og det skede, der Gideon hørte Drømmens Fortælling og dens Udlæggelse, da tilbad han; og han vendte tilbage til Israels Leir og sagde: Staaer op, thi Herren har givet Midianiternes Leir i eders Haand.
1Da stod Jerubbaal, det er Gideon, tidlig op, og alt Folket, som var med ham, og de leirede sig ved den Kilde Harod; og Midians Leir var Norden for ham, bag Høien, hvor man holder Vagt paa, i Dalen.
2Og Herren sagde til Gideon: Folket er flere, som er med dig, end at jeg skulde give Midianiterne i deres Haand, at Israel ikke skal rose sig imod mig og sige: Min Haand haver frelst mig.
28Saa bleve Midianiterne ydmygede for Israels Børn, og de bleve ikke ved at opløfte deres Hoved; og Landet hvilede fyrretyve Aar i Gideons Dage.
11som bleve ødelagte ved Endor; de bleve til Møg paa Jorden.
33Og alle Midianiterne og Amalekiterne og de Folk af Øster samledes tilhobe, og de droge over og sloge Leir i Jisreels Dal.
34Da iførte Herrens Aand Gideon; og han lod blæse i Trompeten, og Abieser blev samlet efter ham.
7Og Herren sagde til Gideon: Med de tre hundrede Mænd, de, som have labet, vil jeg frelse eder og give Midianiterne i din Haand; men alt det (andet) Folk maa gaae, hver til sit Sted.
8Og Folket tog Tæring med sig og deres Trompeter, men de andre Israeliter lod han alle fare, hver til sine Pauluner, og han beholdt de tre hundrede Mænd (hos sig); og Midianiternes Leir var nedenfor ham i Dalen.
9Og det skede i den samme Nat, at Herren sagde til ham: Staa op, gak ned i Leiren; thi jeg har givet den i din Haand.
27Da tog Gideon ti Mænd af sine Tjenere og gjorde, saasom Herren havde sagt til ham; og det skede, eftersom han frygtede for sin Faders Huus og for Mændene i Staden at gjøre det om Dagen, da gjorde han det om Natten.
28Og Mændene i Staden stode aarle op om Morgenen, og see, da var Baals Alter nedbrudt, og Lunden, som var derhos, var afhuggen; og den anden Stud var offret paa det byggede Alter.
29Da sagde En til den Anden: Hvo haver gjort denne Gjerning? og der de randsagede og eftersøgte, da sagde de: Gideon, Joas Søn, haver gjort denne Gjerning.
36Og Gideon sagde til Gud: Dersom du vil frelse Israel ved min Haand, ligesom du haver sagt,
17Og han sagde til dem: I skulle see paa mig, og saaledes skulle I gjøre; og see, (naar) jeg kommer til det Yderste af Leiren, da skal det skee, at ligesom jeg vil gjøre, saa skulle I gjøre.
18Og (naar) jeg blæser i Trompeten, jeg og hver, som er med mig, da skulle I ogsaa blæse i Trompeterne trindt omkring den ganske Leir, og sige: Herrens og Gideons!
11Og du skal høre, hvad de tale, og derefter skulle dine Hænder blive styrkede, og du skal drage ned til Leiren; og han gik ned, han og Pura, hans Dreng, til det Yderste af Krigsordenerne, som vare i Leiren.
12Og Midianiterne og Amalekiterne og alle Folk af Øster havde lagt sig ned i Dalen som Græshopper i Mangfoldighed, og deres Kameler vare utallige, som Sandet, der er paa Havets Bred, i Mangfoldighed.
23Og Israels Mænd af Naphthali og af Aser og af ganske Manasse bleve sammenkaldte; og de forfulgte Midianiterne.
12Da aabenbaredes Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren være med dig, du Vældige til Strid!
10Og jeg stod hos ham og dræbte ham, thi jeg vidste, at han kunde ikke leve efter sit Fald; og jeg tog Kronen, som var paa hans Hoved, og Armsmykket, som var paa hans Arm, og har ført dem hid til min Herre.
20Saa blæste de tre Hobe i Trompeterne og sønderbrøde Krukkerne, men de holdt Blussene fast i deres venstre Haand og Trompeterne i deres høire Haand til at blæse udi, og de raabte: Herrens Sværd og Gideons!
21Og de stode, hver paa sit Sted omkring Leiren; da løb den ganske Leir, og de skrege og flyede.
9Assyrierne have ogsaa føiet sig til dem; de vare Loths Børns Arm. Sela.
17— da min Fader har ført Krig for eders Skyld, og haver sat sig i Livsfare og friet eder af de Midianiters Haand;
32Og Gideon, Joas Søn, døde i en god Alderdom, og han blev begraven udi sin Faders, Joas, den Abi-Esriters, Grav i Ophra.