Dommerne 8:22
Da sagde hver Mand i Israel til Gideon: Hersk over os, baade du og din Søn, og din Søns Søn, efterdi du haver frelst os af de Midianiters Haand.
Da sagde hver Mand i Israel til Gideon: Hersk over os, baade du og din Søn, og din Søns Søn, efterdi du haver frelst os af de Midianiters Haand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23 Og Gideon sagde til dem: Jeg, jeg vil ikke herske over eder, og min Søn skal ikke herske over eder; Herren skal herske over eder.
24 Og Gideon sagde til dem: Jeg vil begjære en Begjæring af eder: Hver give mig dog et Smykke af hans Bytte; thi de hadde Guldsmykker, eftersom de vare Ismaeliter.
25 Og de sagde: Vi ville gjerne give; og de bredte et Klæde ud, og de kastede derhen, hver et Smykke af sit Bytte.
20 Og han sagde til Jether, sin Førstefødte: Staa op, slaa dem ihjel; men Drengen drog ikke sit Sværd ud, thi han frygtede, efterdi han var endnu en Dreng.
21 Men Sebah og Zalmuna sagde: Staa du op og fald an paa os, thi som Manden er, saa er hans Styrke; saa stod Gideon op og slog Sebah og Zalmuna ihjel, og tog de Spænder, som vare paa deres Kamelers Halse.
28 Saa bleve Midianiterne ydmygede for Israels Børn, og de bleve ikke ved at opløfte deres Hoved; og Landet hvilede fyrretyve Aar i Gideons Dage.
29 Og Jerubbaal, Joas Søn, gik bort og boede i sit Huus.
1 Da stod Jerubbaal, det er Gideon, tidlig op, og alt Folket, som var med ham, og de leirede sig ved den Kilde Harod; og Midians Leir var Norden for ham, bag Høien, hvor man holder Vagt paa, i Dalen.
2 Og Herren sagde til Gideon: Folket er flere, som er med dig, end at jeg skulde give Midianiterne i deres Haand, at Israel ikke skal rose sig imod mig og sige: Min Haand haver frelst mig.
14 Da svarede hans Næste og sagde: Det er intet andet end Gideons, den israelitiske Mands, Joas Søns, Sværd; Gud har givet Midianiterne i hans Haand, og den ganske Leir.
15 Og det skede, der Gideon hørte Drømmens Fortælling og dens Udlæggelse, da tilbad han; og han vendte tilbage til Israels Leir og sagde: Staaer op, thi Herren har givet Midianiternes Leir i eders Haand.
36 Og Gideon sagde til Gud: Dersom du vil frelse Israel ved min Haand, ligesom du haver sagt,
37 see, da lægger jeg et Uldskind i Gaarden; dersom der vorder Dug paa Uldskindet alene, og tørt paa al Jorden, da vil jeg kjende, at du vil frelse Israel ved min Haand, saasom du haver sagt.
11 Og Herrens Engel kom og satte sig under den Eeg, som er i Ophra, som hørte Joas, den Abi-Esriter, til; og dennes Søn Gideon tærskede Hvede i en Viinperse, at han kunde føre det hastigt bort fra de Midianiters Ansigt.
12 Da aabenbaredes Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren være med dig, du Vældige til Strid!
13 Men Gideon sagde til ham: (Hør) mig, min Herre! om Herren er med os, hvi haver da alt dette rammet os? og hvor ere alle hans underlige Ting, som vore Fædre fortalte os og sagde: Førte Herren os ikke op af Ægypten? men nu haver Herren forladt os og givet os i Midianiternes Haand.
14 Da vendte Herren sig til ham og sagde: Gaa hen i denne din Kraft, og du skal frelse Israel af Midianiternes Haand; haver jeg ikke sendt dig?
7 Og Herren sagde til Gideon: Med de tre hundrede Mænd, de, som have labet, vil jeg frelse eder og give Midianiterne i din Haand; men alt det (andet) Folk maa gaae, hver til sit Sted.
8 Og Folket tog Tæring med sig og deres Trompeter, men de andre Israeliter lod han alle fare, hver til sine Pauluner, og han beholdt de tre hundrede Mænd (hos sig); og Midianiternes Leir var nedenfor ham i Dalen.
9 Og det skede i den samme Nat, at Herren sagde til ham: Staa op, gak ned i Leiren; thi jeg har givet den i din Haand.
3 Gud har givet Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, i eders Haand, og hvad formaaer jeg at gjøre, som I? Der han havde sagt det Ord, da lod deres (hastige) Aand af fra ham.
4 Og der Gideon kom til Jordanen, gik han over, og de tre hundrede Mænd, som vare med ham, som vare trætte og forfulgte (Fjenden).
5 Og han sagde til de Mænd i Suchot: Kjære, giver det Folk, som er i Følge med mig, (nogle) hele Brød; thi de ere trætte, og jeg forfølger Sebah og Zalmuna, Midianiternes Konger.
6 Men (hver af) de Øverste i Suchot sagde: Er da Sebahs og Zalmunas Haand nu i din Haand, at vi skulle give din Hær Brød?
7 Og Gideon sagde: Derfor, naar Herren giver Sebah og Zalmuna i min Haand, da vil jeg tærske eders Kjød med Torne af Ørken og med Tidsler.
8 Og de Ældste af Gilead sagde til Jephthah: Derfor vende vi nu tilbage til dig, at du skal gaae med os og stride imod Ammons Børn, og du skal være vort Hoved, (ja) alle deres, som boe i Gilead.
12 Og Sebah og Zalmuna flyede, men han forfulgte dem; og han greb de to Midianiters Konger, Sebah og Zalmuna, og forfærdede den ganske Leir.
13 Men der Gideon, Joas Søn, kom tilbage af Krigen, førend Solen gik op,
14 da greb han en ung Karl af de Mænd i Suchot og adspurgte ham; og han skrev op for ham de Øverste i Suchot og de Ældste sammesteds, halvfjerdsindstyve og syv Mænd.
17 — da min Fader har ført Krig for eders Skyld, og haver sat sig i Livsfare og friet eder af de Midianiters Haand;
23 Og Israels Mænd af Naphthali og af Aser og af ganske Manasse bleve sammenkaldte; og de forfulgte Midianiterne.
24 Og Gideon sendte Bud paa det ganske Ephraims Bjerg og lod sige: Kommer ned imod Midianiterne, og indtager Vandet for dem indtil Beth-Bara og Jordanen; da blev sammenkaldt hver Mand i Ephraim, og de indtoge Vandet indtil Beth-Bara og Jordanen.
25 Og de grebe to af Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, og dræbte Oreb paa den Klippe Oreb, og Seeb dræbte de i den Viinperse Seeb, og de forfulgte Midianiterne; og de førte Orebs og Seebs Hoveder til Gideon fra hiin Side af Jordanen.
11 Da sendte Herren Jerubbaal og Bedan og Jephthah og Samuel; og han friede eder af eders Fjenders Haand trindt omkring, at I boede tryggeligen.
12 Og der I saae, at Nahas, Ammons Børns Konge, kom imod eder, da sagde I til mig: Ikke saa, men en Konge skal regjere over os; alligevel Herren eders Gud var eders Konge.
13 Og nu, see, der er Kongen, som I have udvalgt, som I have begjæret; og see, Herren har sat en Konge over eder.
29 Da sagde En til den Anden: Hvo haver gjort denne Gjerning? og der de randsagede og eftersøgte, da sagde de: Gideon, Joas Søn, haver gjort denne Gjerning.
18 Saa gjører det nu; thi Herren sagde til David, sigende: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners, Haand af Philisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
27 Da tog Gideon ti Mænd af sine Tjenere og gjorde, saasom Herren havde sagt til ham; og det skede, eftersom han frygtede for sin Faders Huus og for Mændene i Staden at gjøre det om Dagen, da gjorde han det om Natten.
17 Og han sagde til dem: I skulle see paa mig, og saaledes skulle I gjøre; og see, (naar) jeg kommer til det Yderste af Leiren, da skal det skee, at ligesom jeg vil gjøre, saa skulle I gjøre.
18 Og (naar) jeg blæser i Trompeten, jeg og hver, som er med mig, da skulle I ogsaa blæse i Trompeterne trindt omkring den ganske Leir, og sige: Herrens og Gideons!
33 Og alle Midianiterne og Amalekiterne og de Folk af Øster samledes tilhobe, og de droge over og sloge Leir i Jisreels Dal.
34 Da iførte Herrens Aand Gideon; og han lod blæse i Trompeten, og Abieser blev samlet efter ham.
32 Og Gideon, Joas Søn, døde i en god Alderdom, og han blev begraven udi sin Faders, Joas, den Abi-Esriters, Grav i Ophra.
16 Og Herren sagde til ham: Sandelig, jeg vil være med dig, og du skal slaae Midianiterne som een Mand.
2 Hevn Israels Børn paa Midianiterne; derefter skal du samles til dine Folk.
11 Og han sagde: Denne skal være Kongens Viis, som skal regjere over eder: Han skal tage eders Sønner til at sætte for sig hos sine Vogne og iblandt sine Ryttere, og at de skulle løbe frem for hans Vogn;
4 Og Herren sagde til Gideon: Folket er endnu meget, før dem ned til Vandet, saa vil jeg der prøve dig det; og det skal skee, at den, om hvem jeg siger til dig: Denne skal gaae med dig, han skal gaae med dig, men hver den, om hvem jeg siger til dig: Denne skal ikke gaae med dig, han skal ikke gaae.
13 Da skal den Overblevne herske over de Herlige iblandt Folket; Herren skal give mig Magt over de Vældige.
1 Og de Mænd af Ephraim sagde til ham: Hvad er det for en Ting, du har gjort os, at du ikke kaldte os, der du gik at stride imod Midianiterne? og de kivede stærkt med ham.