Lukas 9:41
Men Jesus svarede og sagde: O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og taale eder? Før din Søn herhid!
Men Jesus svarede og sagde: O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og taale eder? Før din Søn herhid!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og faldt paa Knæ for ham og sagde:
15Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er maanesyg og lider meget ondt; thi han falder ofte i Ilden, og ofte i Vandet;
16og jeg ledte ham hen til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham.
17Men Jesus svarede og sagde: O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder? hvor længe skal jeg taale eder? leder mig ham hid.
18Og Jesus truede ham, og Djævelen foer ud af ham; og Drengen blev karsk fra den samme Stund.
19Da gik Disciplene til Jesum i Eenrum og sagde: Hvi kunde vi ikke uddrive ham?
16Og han spurgte de Skriftkloge: Hvad tviste I om med hverandre?
17Og En af Folket svarede og sagde: Mester, jeg haver ført min Søn til dig; han haver en maalløs Aand.
18Og naarsomhelst den griber ham, slider den ham, og han fraader og skjærer med sine Tænder, og visner hen; og jeg haver talet til dine Disciple om, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.
19Men han svarede dem og sagde: O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder? hvor længe skal jeg taale eder? Bringer ham til mig.
20Og de ledte ham frem til ham; og der han saae ham, sled Aanden ham strax, og han faldt paa Jorden, væltede sig og fraadede.
21Og han spurgte hans Fader: Hvor længe er det, at dette vederfares ham? Men han sagde: Fra Barndom af;
22og den haver ofte kastet ham baade i Ild og Vand, at den kunde omkomme ham; men formaaer du Noget, da forbarm dig over os og hjælp os.
42Men der han kom til ham, rev Djævelen ham endnu, og sled ham tilmed. Men Jesus truede den urene Aand og helbredede Drengen; og han gav hans Fader ham igjen.
43Men de bleve alle saare forfærdede over Guds Majestæt.
38Og see, en Mand iblandt Folket raabte og sagde: Mester! jeg beder dig, see til min Søn; thi han er min eenbaarne.
39Og see, en Aand griber fat paa ham, og strax raaber han, og den slider ham saa, at han fraader, og med Nød viger den fra ham, naar den haver slidt ham;
40og jeg bad dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.
24Og strax raabte Barnets Fader grædende og sagde: Jeg troer, Herre! hjælp min Vantro.
25Men der Jesus saae, at Folket løb til, truede han den urene Aand og sagde til den: Du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og at du farer ikke herefter ind i ham.
26Da skreg den og sled ham saare og foer ud; og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: Han er død.
27Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op.
28Og der han var gangen ind i et Huus, spurgte hans Disciple ham i Eenrum: Hvi kunde vi ikke uddrive den?
29Og han sagde til dem: Dette Slags kan ikke (bringes til at) fare ud ved Noget, uden ved Bøn og Faste.
12Og han sukkede dybt i sin Aand og sagde: Hvi søger denne Slægt Tegn? Sandelig siger jeg eder, at intet Tegn skal gives denne Slægt.
40Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til (ham), spurgte han ham ad og sagde:
29Men der Folket forsamledes til ham, begyndte han at sige: Denne Slægt er ond, den begjærer et Tegn, og der skal intet Tegn gives den, uden Propheten Jonæ Tegn.
30Thi ligesom Jonas var de Niniviter et Tegn, saa skal og Menneskens Søn være for denne Slægt.
25Og Jesus truede ham og sagde: Ti og far ud af ham!
39Men han svarede og sagde til dem: Den onde og utro Slægt søger efter Tegn, og der skal intet Tegn gives den, uden Jonas den Prophets Tegn.
35Og Jesus truede ham og sagde: Ti, og far ud af ham! og Djævelen kastede ham midt iblandt dem, og foer ud af ham og gjorde ham ingen Skade.
29Og see, de raabte og sagde: Jesu, du Guds Søn! hvad have vi med dig at gjøre? Er du kommen hid for at pine os før Tiden?
2Og see, de førte en Værkbruden til ham, som laae paa en Seng; og der Jesus saae deres Tro, sagde han til den Værkbrudne: Søn! vær frimodig, dine Synder ere dig forladte.
7Og han raabte med høi Røst og sagde: Hvad haver jeg med dig at gjøre, Jesu, den allerhøieste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.
40Og han sagde til dem: Hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?
16Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er lig de smaae Børn, som sidde paa Torvene, og raabe til deres Staldbrødre og sige:
5Men der Jesus saae deres Tro, sagde han til den Værkbrudne: Søn! dine Synder ere dig forladte.
23Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til ham, bade ham og sagde: Skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.
19Men om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Børn dem? Derfor skulle de være eders Dommere.
9Og han førte ham til Jerusalem, og satte ham paa Tindingen af Templet og sagde til ham: Dersom du er Guds Søn, da kast dig selv ned herfra.
21Men dette Slags farer ikke ud, uden ved Bøn og Faste.
4Denne onde og utro Slægt begjærer Tegn, og der skal intet Tegn gives den, uden Jonas den Prophets Tegn. Og han forlod dem og gik bort.
11Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: Du er den Guds Søn.
12saa tilstede I ham ikke ydermere at gjøre sin Fader eller sin Moder nogen (Hjælp).
21Og han sagde til dem: Hvorledes forstaae I da ikke?
14Men der Jesus det saae, blev han vred og sagde til dem: Lader de smaae Børn komme til mig og forhindrer dem ikke, thi Guds Rige hører Saadanne til.
25Da sagde han til dem: Hvor er eders Tro? Men de frygtede og forundrede sig, og sagde til hverandre: Hvo er dog denne? Thi han byder baade over Vind og Vand, og de ere ham lydige.
41Men ogsaa Djævle fore ud af Mange, raabte og sagde: Du er Christus, den Guds Søn; og han truede dem og lod dem ikke tale, thi de vidste, at han var Christus.
6Herre, min Dreng ligger hjemme værkbruden og pines svarligen.
20Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil see, hvilken deres Ende skal være; thi de, de ere en saare forvendt Slægt, Børn, som ikke er Troskab Udi.