Markus 9:21
Og han spurgte hans Fader: Hvor længe er det, at dette vederfares ham? Men han sagde: Fra Barndom af;
Og han spurgte hans Fader: Hvor længe er det, at dette vederfares ham? Men han sagde: Fra Barndom af;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22og den haver ofte kastet ham baade i Ild og Vand, at den kunde omkomme ham; men formaaer du Noget, da forbarm dig over os og hjælp os.
23Men Jesus sagde til ham: Ja, dersom du kan troe; alle Ting ere den mulige, som troer.
24Og strax raabte Barnets Fader grædende og sagde: Jeg troer, Herre! hjælp min Vantro.
25Men der Jesus saae, at Folket løb til, truede han den urene Aand og sagde til den: Du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og at du farer ikke herefter ind i ham.
26Da skreg den og sled ham saare og foer ud; og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: Han er død.
27Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op.
28Og der han var gangen ind i et Huus, spurgte hans Disciple ham i Eenrum: Hvi kunde vi ikke uddrive den?
29Og han sagde til dem: Dette Slags kan ikke (bringes til at) fare ud ved Noget, uden ved Bøn og Faste.
16Og han spurgte de Skriftkloge: Hvad tviste I om med hverandre?
17Og En af Folket svarede og sagde: Mester, jeg haver ført min Søn til dig; han haver en maalløs Aand.
18Og naarsomhelst den griber ham, slider den ham, og han fraader og skjærer med sine Tænder, og visner hen; og jeg haver talet til dine Disciple om, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.
19Men han svarede dem og sagde: O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder? hvor længe skal jeg taale eder? Bringer ham til mig.
20Og de ledte ham frem til ham; og der han saae ham, sled Aanden ham strax, og han faldt paa Jorden, væltede sig og fraadede.
38Og see, en Mand iblandt Folket raabte og sagde: Mester! jeg beder dig, see til min Søn; thi han er min eenbaarne.
39Og see, en Aand griber fat paa ham, og strax raaber han, og den slider ham saa, at han fraader, og med Nød viger den fra ham, naar den haver slidt ham;
40og jeg bad dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.
41Men Jesus svarede og sagde: O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og taale eder? Før din Søn herhid!
42Men der han kom til ham, rev Djævelen ham endnu, og sled ham tilmed. Men Jesus truede den urene Aand og helbredede Drengen; og han gav hans Fader ham igjen.
14Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og faldt paa Knæ for ham og sagde:
15Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er maanesyg og lider meget ondt; thi han falder ofte i Ilden, og ofte i Vandet;
16og jeg ledte ham hen til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham.
17Men Jesus svarede og sagde: O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder? hvor længe skal jeg taale eder? leder mig ham hid.
18Og Jesus truede ham, og Djævelen foer ud af ham; og Drengen blev karsk fra den samme Stund.
19Da gik Disciplene til Jesum i Eenrum og sagde: Hvi kunde vi ikke uddrive ham?
25Og Jesus truede ham og sagde: Ti og far ud af ham!
26Og den urene Aand sled ham, og raabte med stor Røst og foer ud af ham.
27Men der han traadte ud paa Landet, mødte en Mand ham fra Staden, som havde været besat af Djævle i lang Tid, og iførte sig ikke Klæder, og blev ikke i Huus, men i Gravene.
28Men der han saae Jesum, raabte han, og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: Hvad haver jeg med dig at skaffe, Jesu, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig.
29Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket; thi den havde i lang Tid slidt ham, og han havde været bunden med Lænker og Bøier, og været bevogtet; og han havde sønderrevet Baandene, og blev dreven af Djævelen i Ørkenerne.
30Men Jesus spurgte ham ad og sagde: Hvad hedder du? Men han sagde: Legion; thi mange Djævle vare farne i ham.
3Han havde Bolig i Gravene, og Ingen kunde binde ham, end ikke med Lænker.
4Thi han havde ofte været bunden med Bøier og Lænker, og Lænkerne vare blevne sønderrykkede af ham, og Bøierne sønderslidte, og Ingen kunde tæmme ham.
5Og han var altid Nat og Dag paa Bjergene og i Gravene, raabte og slog sig selv med Stene.
21men hvorledes han nu (kan) see, vide vi ikke, eller hvo, der haver aabnet hans Øine, vide vi ikke heller; han er selv gammel nok, spørger ham; han maa selv svare for sig.
40Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til (ham), spurgte han ham ad og sagde:
7Og han raabte med høi Røst og sagde: Hvad haver jeg med dig at gjøre, Jesu, den allerhøieste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.
19Og de spurgte dem og sagde: Er denne eders Søn, om hvem I sige, at han var blindfødt? hvorledes haver han da nu sit Syn?
14Og han drev en Djævel ud, og den var stum; men det skede, der Djævelen var udfaren, talede den Stumme, og Folket forundrede sig.
23Derfor sagde hans Forældre: Han er gammel nok, spørger ham.
35Og Jesus truede ham og sagde: Ti, og far ud af ham! og Djævelen kastede ham midt iblandt dem, og foer ud af ham og gjorde ham ingen Skade.
22Da blev en Besat ført til ham, som var blind og stum, og han helbredede ham, saa at den Blinde og Stumme baade talede og saae.
52Derfor udspurgte han den Time af dem, paa hvilken det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: Igaar ved den syvende Time forlod Feberen ham.
23Og der var et Menneske i deres Synagoge med en ureen Aand, og han raabte høit
32Og de førte en Døv til ham, som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham.
21Og der de, som vare omkring ham, hørte det, gik de ud at holde det tilbage; thi de sagde: Det er uregjerligt.
32Men der disse vare udgangne, see, da førte de et stumt Menneske til ham, som var besat.
29Og see, de raabte og sagde: Jesu, du Guds Søn! hvad have vi med dig at gjøre? Er du kommen hid for at pine os før Tiden?
11Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: Du er den Guds Søn.
16Men de, som havde seet det, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den Besatte, og om Svinene.
10Og han bad ham meget, at han ikke skulde drive dem ud af Landet.