Matteus 13:3

Original Norsk Bibel 1866

Og han talede meget til dem ved Lignelser og sagde: See, en Sædemand gik ud at saae.

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

Καὶ ἐλάλησεν αὐτοῖς πολλὰ ἐν παραβολαῖς, λέγων, Ἰδού, ἐξῆλθεν ὁ σπείρων τοῦ σπείρειν·

Translitterasjon

And elalēsen to them polla in parabolais, legōn, Idou, exēlthen the speirōn tou speirein;

Grammatikkdetaljer

• *elalēsen*: aorist, 3rd singular - spoke/said
• *autois*: dative, masculine, plural - to them
• *polla*: accusative, neuter, plural - many things
• *en*: preposition + dative - in/with
• *parabolais*: dative, feminine, plural - parables
• *legōn*: present participle, nominative, masculine, singular - saying
• *Idou*: imperative - behold/look
• *exēlthen*: aorist, 3rd singular - went out
• *speirōn*: present participle, nominative, masculine, singular - sower/one who sows
• *tou speirein*: genitive article + present infinitive - to sow/for sowing [purpose]

Ordbetydninger

• *elalēsen*: spoke/said/talked
• *parabolais*: parables/similitudes/analogies
• *Idou*: behold/look/see
• *speirōn*: sower/one who sows/seeder
• *tou speirein*: to sow/for the purpose of sowing

Henviste vers

• Mark 4:2-9 : 2 Og han lærte dem meget ved Lignelser og sagde til dem i sin Underviisning: 3 Hører til! See, en Sædemand gik ud at saae. 4 Og det skede, idet han saaede, at Noget faldt ved Veien, og Himmelens Fugle kom og aade det op. 5 Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord. 6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det. 7 Og Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og qvalte det, og det bar ikke Frugt. 8 Og Noget faldt i god Jord, og bar Frugt, som voxte og blev stor; og Noget bar tredive Fold, og Noget tredsindstyve Fold, og Noget hundrede Fold. 9 Og han sagde til dem: Hvo, som haver Øren at høre med, han høre!
• Mark 4:13 : 13 Og han sagde til dem: Forstaae I ikke denne Lignelse, hvorledes ville I da forstaae alle Lignelser?
• Mark 4:33 : 33 Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne Lignelser, eftersom de kunde fatte det.
• Matt 13:34-35 : 34 Dette altsammen talede Jesus til Folket ved Lignelser, og uden Lignelser talede han Intet til dem, 35 at det skulde fuldkommes, som er sagt ved Propheten, som siger: Jeg vil oplade min Mund i Lignelser, jeg vil udsige det, som haver været skjult fra Verdens Grundvold blev lagt.
• Matt 13:53 : 53 Og det begav sig, der Jesus havde endt disse Lignelser, drog han bort derfra.
• Matt 13:10-13 : 10 Og Disciplene gik til ham og sagde til ham: Hvi taler du til dem ved Lignelser? 11 Men han svarede og sagde til dem: Fordi det er eder givet at forstaae Himmeriges Riges Hemmeligheder, men dem er det ikke givet. 12 Thi hvo, som haver, ham skal gives, og han skal have til Overflod; men hvo, som ikke haver, ham skal endog fratages det, han haver. 13 Derfor taler jeg til dem ved Lignelser; thi seende see de ikke, og hørende høre de ikke, og forstaae ikke heller.
• Joh 16:25 : 25 Disse Ting haver jeg talet til eder ved Lignelser; men den Time kommer, da jeg ikke mere skal tale med eder ved Lignelser, men frit ud forkynde eder om min Fader.
• Matt 22:1 : 1 Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem, og sagde:
• Matt 24:32 : 32 Men lærer en Lignelse, (tagen) af Figentræet: Naar Vædske allerede er kommen i dets Grene, og Bladene springe ud, da vide I, at Sommeren er nær.
• Mark 3:23 : 23 Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser: Hvorledes kan Satan uddrive Satan?
• Mark 12:1 : 1 Og han begyndte at sige til dem ved Lignelser: Et Menneske plantede en Viingaard og gjorde et Gjærde derom, og grov en Perse og byggede et Taarn, og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands.
• Mark 12:12 : 12 Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse mod dem; og de forlode ham og gik bort.
• Luk 8:5-8 : 5 Der gik en Sædemand ud at saae sin Sæd; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op. 6 Og Noget faldt paa Klippen; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske. 7 Og Noget faldt midt iblandt Torne; og Tornene voxte op med og qvalte det. 8 Og Noget faldt i den gode Jord; og det voxte op og bar hundrede Fold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: Hvo, som haver Øren at høre med, han høre!
• Luk 8:10 : 10 Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder; men de Andre (siges det) i Lignelser, at de seende ikke skulle see, og hørende ikke forstaae.
• Luk 12:41 : 41 Men Peder sagde til ham: Herre! siger du denne Lignelse til os, eller ogsaa til Alle?
• Dom 9:8-9 : 8 Træerne gik engang hen for at salve en Konge over sig, og de sagde til Olietræet: Regjer over os. 9 Og Olietræet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Fedme, ved hvilken man ærer Gud og Menneskene, og gaae hen at svæve over Træerne? 10 Da sagde Træerne til Figentræet: Kom du, regjer over os. 11 Men Figentræet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Sødhed og min den gode Frugt, og gaae hen at svæve over Træerne? 12 Da sagde Træerne til Viinstokken: Kom du, regjer over os. 13 Og Viinstokken sagde til dem: Skulde jeg forlade min Most, som glæder Guder og Mennesker, og gaae hen at svæve over Træerne? 14 Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du, regjer over os. 15 Og Tornebusken sagde til Træerne: Er det i Sandhed (saa), at I ville salve mig til Konge over eder, da kommer, skjuler eder under min Skygge; men hvis ikke, da komme Ild ud af Tornebusken og fortære de Cedre paa Libanon. 16 Og nu, dersom I have handlet ret og redeligen, idet I have gjort Abimelech til Konge, og have I gjort (det, som) godt (er,) mod Jerubbaal og mod hans Huus, og have I gjort mod ham, som han har fortjent, 17 — da min Fader har ført Krig for eders Skyld, og haver sat sig i Livsfare og friet eder af de Midianiters Haand; 18 og I ere opstandne imod min Faders Huus idag og have ihjelslaget hans Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, paa een Steen, og I have gjort Abimelech, hans Tjenesteqvindes Søn, til Konge over Mændene i Sichem, fordi han er eders Broder — 19 have I handlet ret og redeligen mod Jerubbaal og mod hans Huus paa denne Dag, da værer glade over Abimelech, og han være ogsaa glad over eder. 20 Men hvis ikke, da udkomme Ild fra Abimelech og fortære Mændene i Sichem og Millo Huus! der udkomme og Ild fra Mændene i Sichem og af Millo Huus og fortære Abimelech!
• 2 Sam 12:1-7 : 1 Og Herren sendte Nathan til David, og der han kom ind til ham, da sagde han til ham: Der vare to Mænd i en Stad, en rig og en fattig. 2 Den Rige havde smaat Qvæg og stort Qvæg, saare meget. 3 Men den Fattige havde aldeles ikke uden et lidet Faar, som han havde kjøbt og havde født det op, og det var blevet stort hos ham og hos hans Børn tillige; det aad af hans Stykke (Brød) og drak af hans Bæger og laae i hans Skjød, og det var ham som en Datter. 4 Men der en Vandringsmand kom til den rige Mand, da sparede han at tage af sit smaae Qvæg og af sit store Qvæg for at lave (Noget) til den veifarende (Mand), som kom til ham, og han tog den fattige Mands Faar og lavede det til den Mand, som var kommen til ham. 5 Da optændtes Davids Vrede saare imod den Mand, og han sagde til Nathan: (Saa vist som) Herren lever, den Mand er et Dødsens Barn, som gjorde dette. 6 Og han skal betale det Faar firedobbelt, fordi han gjorde denne Gjerning, og fordi han ikke sparede. 7 Da sagde Nathan til David: Du er Manden; saa sagde Herren, Israels Gud: Jeg, jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand,
• Sal 49:4 : 4 Min Mund skal tale idel Viisdom, og mit Hjertes Betenkning (skal være) megen Forstand.
• Sal 78:2 : 2 Jeg vil oplade min Mund ved Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordum (Tid),
• Jes 5:1-7 : 1 Nu vil jeg synge om min Elskelige, min Kjærestes Sang om hans Viingaard: Min Elskelige havde en Viingaard paa en fed Høi. 2 Og han havde gjort Gjærde omkring den, og kastet Stenene af den, og plantet den med (ædle) Viinqviste, byggede og et Taarn midt derudi, og udhuggede ogsaa en Viinperse derudi, og forventede, at den skulde bære (gode) Druer, men den bar vilde Druer. 3 Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judæ Mænd! Kjære, dømmer imellem mig og imellem min Viingaard. 4 Hvad skulde man mere have gjort ved min Viingaard, end jeg haver gjort ved den? hvi forventede jeg, at den skulde bære (gode) Druer, og den bar vilde Druer? 5 Og nu, Kjære, vil jeg give eder tilkjende, hvad jeg vil gjøre ved min Viingaard: Jeg vil borttage dens Tornegjærde, og den skal opædes, jeg vil sønderrive dens Gjærde, og den skal nedtrædes. 6 Og jeg vil gjøre den øde, den skal ikke beskjæres, ei heller hakkes, men der skal opvoxe Torne og Riis; og jeg vil byde over de tykke Skyer, at de ikke regne derpaa. 7 Thi den Herre Zebaoths Viingaard er Israels Huus, og Judæ Mænd ere hans Lysters Plantelse; og han forventede Ret, og see, (da er der) Plagen, (og) Retfærdighed, og see, (da er der) Skrig.
• Esek 17:2 : 2 Du Menneskesøn! fremsæt en mørk Tale, og siig en Lignelse til Israels Huus.
• Esek 20:49 : 49 Og jeg sagde: Ak Herre Herre! de sige om mig: Mon han ikke bruger idel Lignelser?
• Esek 24:3-9 : 3 Og fremsæt en Lignelse for det gjenstridige Huus, og du skal sige til dem: Saa sagde den Herre Herre: Sæt en Gryde til, sæt til, og øs ogsaa Vand derudi. 4 Samle de Stykker, (som høre) dertil, deri, alle de gode Stykker, Lænder og Skuldre; fyld den med udvalgte Marvbeen. 5 Tag det, som er udvalgt af Hjorden, og (gjør) ogsaa et Baal derunder; lad den vel syde, lad ogsaa dens Marvbeen koge midt derudi. 6 Derfor sagde den Herre Herre saaledes: Vee den blodskyldige Stad, (som er) en Gryde, hvis Skum er i den, og dens Skum er ikke udkommet af den! tag et Stykke derud efter det andet, der skal ikke kastes Lod derover, (hvilket først skal ud). 7 Thi dens Blod er midt udi den, den haver lagt det paa en høi Klippe; den udøste det ikke paa Jorden, at man kunde have skjult over det med Støv. 8 Paa det jeg skulde lade (min) Grumhed opstige til at hevne strengeligen, haver jeg ladet dens Blod være paa en høi Klippe, at det skulde ikke skjules. 9 Derfor sagde den Herre Herre saaledes: Vee den blodskyldige Stad! jeg, jeg vil ogsaa gjøre Baalet stort. 10 Bær meget Træ til, optænd Ilden, gjør, at Kjødet fortæres, og tilbered det vel med Urter, og lad Marvbenene brænde. 11 Og seet den tom paa dens Gløder, paa det den kan blive hed, og dens Kobber brændes, og dens Ureenhed smeltes midt i den, at dens Skum kan fortæres. 12 Den gjorde (mig) Møie med (idel) Uret, og dens meget Skum udkom ikke af den, dens Skum (skal fortæres) i Ilden. 13 I din Ureenhed er Skjændsel; fordi jeg haver renset dig, og du blev (dog) ikke reen, saa skal du ikke renses ydermere af din Ureenhed, indtil jeg haver ladet min Grumhed hvile paa dig. 14 Jeg, Herren, jeg haver talet det, det kommer, og jeg haver gjort det, jeg vil ikke lade det fare og ikke spare, ei heller angre; efter dine Veie og efter dine Handeler skulle de dømme dig, siger den Herre Herre.
• Mika 2:4 : 4 Paa den samme Dag skal man optage et Ordsprog over eder, og beklage sig med en ynkelig Klage (og) sige: Vi ere ganske forstyrrede, han haver bortskiftet (mit) Folks Deel; hvorledes unddrager han Mit fra mig? han deler ud, idet han afvender vore Agre (fra os til Andre).
• Hab 2:6 : 6 Mon ikke disse allesammen skulle optage et Ordsprog over ham, og mørke Talers Udlæggelse om ham? og (hver) skal sige: Vee den, som formerer (det, som hører) ham ikke til — hvor længe (skal det vare)? — og den, som besværer sig med tykt Dynd.
• Luk 15:3-7 : 3 Men han talede denne Lignelse til dem og sagde: 4 Hvilket Menneske af eder, som haver hundrede Faar og haver tabt eet af dem, forlader ei de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det? 5 Og naar han haver fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde. 6 Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Vennerne og Naboerne, og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg haver fundet mit Faar, som var tabt. 7 Jeg siger eder: Saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov.