4 Mosebok 11:4
Og det menige Folk, som var midt iblandt dem, fik stor Begjærlighed; derfor begyndte ogsaa Israels Børn igjen at græde og sagde: Hvo vil give os Kjød at æde?
Og det menige Folk, som var midt iblandt dem, fik stor Begjærlighed; derfor begyndte ogsaa Israels Børn igjen at græde og sagde: Hvo vil give os Kjød at æde?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Hvorfra skal jeg (tage) Kjød, at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kjød, at vi kunne æde.
14 Jeg, jeg kan ikke for mig alene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart.
18 Og til Folket skal du sige: Helliger eder til imorgen, saa skulle I æde Kjød; thi I have grædt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kjød at æde? thi det gik os vel i Ægypten; derfor vil Herren give eder Kjød, at I skulle æde.
2 Og al Israels Børns Menighed knurrede imod Mose og imod Aron i Ørken.
3 Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi havde døet ved Herrens Haand i Ægypti Land, da vi sadde ved Kjødgryden, da vi aade Brød, til vi vare mætte; thi I have udført os i denne Ørk, at lade al denne Menighed døe af Hunger.
4 Da sagde Herren til Mose: See, jeg, jeg vil lade regne Brød af Himmelen til eder, at Folket maa gaae ud og sanke (hver) Dags Nødtørft paa sin Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov, eller ei.
5 Vi komme ihu den Fisk, som vi aade for Intet i Ægypten, Græskarrene og Melonerne og Løgene og Rødløgene og Hvidløgene.
6 Men nu borttørres vort Liv; (thi her er) slet Intet, uden det Man for vore Øine.
20 (men) en Maaneds Dage, indtil det gaaer ud af eders Næse og er eder til en Afsky, fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have grædt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Ægypten?
21 Og Mose sagde: Sex hundrede tusinde Mænd tilfods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du, du siger: Jeg vil give dem Kjød, og de skulle æde en (heel) Maaneds Dage.
22 Mon der skal slagtes smaat Qvæg og stort Qvæg for dem, at der kan findes (nok) til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan findes (nok) til dem?
1 Da raabte al Menigheden høit, og de udgave deres Røst; og Folket græd den samme Nat.
2 Og alle Israels Børn knurrede imod Mose og imod Aron, og al Menigheden sagde til dem: Gid vi havde døet i Ægypti Land! eller gid vi maatte døe i denne Ørk!
3 Og hvorfor fører Herren os til dette Land, at (vi skulle) falde ved Sværdet, (og) vore Hustruer og vore smaae Børn blive til Rov? er det os ikke godt at vende tilbage til Ægypten?
4 Og den Ene sagde til den Anden: Lader os sætte (os) en Høvedsmand og vende tilbage til Ægypten.
5 Og Folket talede imod Gud og imod Mose: Hvorfor opførte I os af Ægypten, for at døe i Ørken? thi (her) er hverken Brød eller Vand, og vor Sjæl kjedes ved det meget ringe Brød.
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
31 Da foer der et Veir ud fra Herren, og førte Vagteler fra Havet, og strøede (dem) over Leiren, her ved en Dags Reise, og der ved en Dags Reise (langt), trindt omkring Leiren, og ved to Alen (høit) over Jorden.
32 Da stod Folket op den samme ganske Dag og den ganske Nat og den anden ganske Dag, og de sankede Vagteler; hvo mindst havde, havde sanket ti Homer; og de bredte dem flux ud trindt omkring Leiren.
33 Der Kjødet var endnu imellem Tænderne paa dem, før det blev aldeles fortæret, da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog paa Folket med en saare stor Plage.
34 Og man kaldte det samme Steds Navn Kibroth-Hattaava, fordi man begrov der Folket, dem, som havde været begjærlige.
2 Og Folket kivede med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kive med mig? hvad ville I friste Herren?
3 Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor førte du os op fra Ægypten, at lade mig og mine Børn og mit Fæ døe af Tørst?
4 Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
8 Og Mose sagde: (I skulle finde det,) naar Herren giver eder Kjød at æde iaften, og Brød imorgen, til at mættes, thi Herren haver hørt eders megen Knur, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders megen Knur var ikke imod os, men imod Herren.
11 Og Herren talede til Mose og sagde:
12 Jeg haver hørt Israels Børns megen Knur; tal til dem, sigende: Imellem de to Aftener skulle I æde Kjød, og imorgen mættes af Brød; og I skulle fornemme, at jeg Herren er eders Gud.
29 Og de aade og bleve saare mætte, og han tilførte dem det, som de havde Lyst til.
30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,
38 Ja og en stor Hob af Allehaande drog op med dem, og Faar og Øxne, ja ganske meget Fæ.
3 Og Folket kivede med Mose, og de sagde, sigende: Gid vi havde og udgivet Aanden, der vore Brødre udgave Aanden for Herrens Ansigt.
4 Og hvorfor førte I Herrens Menighed i denne Ørk, at vi skulde der døe, vi og vore Dyr?
14 Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).
15 Der Israels Børn saae det, da sagde de, den Ene til den Anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren haver givet eder at æde.
11 Og de sagde til Mose: Mon der ikke vare Grave i Ægypten, at du derfor udførte os til at døe i Ørken? hvi gjorde du os dette, at udføre os af Ægypten?
1 Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren.
20 See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk?
31 dersom ikke Mændene i mit Paulun have sagt: Hvor finder man Nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kjød?
24 Da knurrede Folket imod Mose og sagde: Hvad skulle vi drikke?
9 Og naar Duggen faldt over Leiren om Natten, da faldt Man ned derpaa.
10 Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.
40 (Israel) bad, saa lod han Vagteler komme, og mættede dem med Himmelbrød.
27 Og I murrede i eders Pauluner og sagde: Fordi Herren hader os, haver han udført os af Ægypti Land, at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os.
27 Hvor længe (skal jeg see) til denne onde Menighed, dem, som knurre imod mig? jeg haver hørt Israels Børns megen Knur, som de knurre imod mig.
32 Og Mose sagde: Dette er det Ord, som Herren befoel: Fyld en Omer deraf, at forvares til eders Efterkommere, paa det de maae see det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Ægypti Land.