Johannes' åpenbaring 1:17
Og der jeg saae ham, faldt jeg ned for hans Fødder som en Død; og han lagde sin høire Haand paa mig og sagde til mig:
Og der jeg saae ham, faldt jeg ned for hans Fødder som en Død; og han lagde sin høire Haand paa mig og sagde til mig:
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 Frygt ikke! Jeg er den Første og den Sidste og den Levende; og jeg var død, og see, jeg er levende i al Evighed! Amen. Og jeg haver Helvedes og Dødens Nøgler.
19 Skriv, hvad du saae, baade det, som er, og det, som skal skee herefter,
20 de syv Stjerners Hemmelighed, hvilke du haver seet i min høire Haand, og de syv Guld-Lysestager. De syv Stjerner ere de syv Menigheders Engle, og de syv Lysestager, som du saae, ere de syv Menigheder.
7 See, han kommer med Skyerne, og hvert Øie skal see ham, ogsaa de, som ham gjennemstunge, og alle Jordens Slægter skulle hyle for ham. Ja, Amen!
8 Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden, siger Herren Gud, den, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige.
9 Jeg Johannes, som og er eders Broder og meddeelagtig i Trængslen og i Riget og i Jesu Christi Taalmodighed, var paa den Ø, som kaldes Patmos, for Guds Ords og for Jesu Christi Vidnesbyrds Skyld.
10 Jeg henryktes i Aanden paa Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høi Røst, som en Basunes, der sagde:
11 Jeg er Alpha og Omega, den Første og den Sidste; og hvad du seer, skriv det i en Bog og send det til de syv Menigheder i Asien, til Ephesus og til Smyrna og til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Philadelphia og til Laodicea.
12 Og jeg vendte mig for at see Røsten, som talede med mig; og da jeg vendte mig, saae jeg syv Guld-Lysestager,
13 og imellem de syv Lysestager En, lig et Menneskes Søn, iført en sid Kjortel og opbunden under Brystet med et Guldbælte.
14 Men hans Hoved og Haar var hvidt som hvid Uld, som Snee, og hans Øine som Ildslue,
15 og hans Fødder lige det skinnende Kobber, som om de vare glødede i en Ovn, og hans Røst som mange Vandes Lyd.
16 Og han havde syv Stjerner i sin høire Haand, og et tveegget skarpt Sværd udgik af hans Mund, og hans Ansigt var som Solen, naar den skinner i sin Kraft.
8 Og jeg Johannes er den, som saae og hørte disse Ting; og der jeg havde hørt og seet, faldt jeg ned at tilbede for Engelens Fødder, som viste mig disse Ting.
9 Og han siger til mig: Gjør det ikke! thi jeg er din Medtjener, og dine Brødres, Propheternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord; tilbed Gud!
13 Jeg er Alpha og Omega, Begyndelse og Ende, den Første og den Sidste.
8 Og skriv til Menighedens Engel i Smyrna: Dette siger den Første og den Sidste, han, som var død og er bleven levende:
10 Og jeg faldt ned for hans Fødder, for at tilbede ham; og han siger til mig: Gjør det ikke! Jeg er din Medtjener, og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Vidnesbyrdet om Jesu er Prophetiens Aand.
11 Og jeg saae Himmelen opladt, og see, en hvid Hest, og den, der sad paa den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og strider med Retfærdighed.
12 Men hans Øine vare som Ildslue, og der vare mange Kroner paa hans Hoved; han havde et Navn skrevet, hvilket Ingen kjender, uden han selv;
1 Jesu Christi Aabenbaring, som Gud haver givet ham, for at vise sine Tjenere de Ting, som snart skulle skee; og han udsendte sin Engel og betegnede (dem) ved ham for sin Tjener Johannes,
2 som haver vidnet om det Guds Ord og Jesu Christi Vidnesbyrd, hvilkesomhelst Ting han haver seet.
3 Salig er den, som læser, og de, som høre Prophetiens Ord og bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær.
4 Johannes, til de syv Menigheder i Asien: Naade være med eder og Fred fra den, der er, og der var, og der kommer, og fra de syv Aander, som ere for hans Throne,
5 og fra Jesu Christo, det tro Vidne, den Førstefødte af de Døde og den Jordens Kongers Fyrste, som os elskede og aftvættede os fra vore Synder med sit Blod,
1 Og jeg saae en anden vældig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og en Regnbue var paa hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen, og hans Fødder som Ildstøtter.
2 Og han havde i sin Haand en liden Bog, som var opladt, og han satte sin høire Fod paa Havet, men den venstre paa Jorden.
1 Derefter saae jeg, og see, der var en Dør opladt i Himmelen, og den første Røst, som jeg havde hørt som en Basunes, der talede med mig, sagde: Stig hid op, og jeg vil vise dig, hvad herefter skal skee.
2 Og strax henryktes jeg i Aanden, og see, en Throne var sat i Himmelen, og En sad paa Thronen.
1 Og jeg saae i hans høire Haand, som sad paa Thronen, en Bog, beskreven inden og uden, og beseglet med syv Segl.
2 Og jeg saae en vældig Engel, som udraabte med høi Røst: Hvo er værdig til at oplade Bogen og bryde dens Segl?
12 Hør mig, Jakob! og du Israel, min Kaldte! jeg er den (Samme), jeg er den Første, endog er jeg den Sidste.
17 Og han kom (derhen) hos, hvor jeg stod, og der han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit Ansigt; og han sagde til mig: Giv Agt paa, du Menneskesøn! thi det Syn (hører) til Endens Tid.
1 Og jeg saae en ny Himmel og en ny Jord; thi den første Himmel og den første Jord var forgaaet, og Havet var ikke mere.
28 Som Buens Skikkelse, naar den er i Skyen paa den Dag, naar det regner, saa var Glandsens Skikkelse trindt omkring; denne var Herrens Herligheds Lignelses Syn; og jeg saae det og faldt paa mit Ansigt, og hørte en Røst, som talede.
6 Og jeg saae, og see, midt imellem Thronen og de fire Dyr, og midt imellem de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet, som havde syv Horn og syv Øine, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til den ganske Jord.
7 Og det kom og tog Bogen af hans høire Haand, som sad paa Thronen.
1 Og jeg saae, at Lammet oplod et af de syv Segl, og jeg hørte et af de fire Dyr sige, som en Tordens Røst: Kom og see!
5 Og den, som sad paa Thronen, sagde: See, jeg gjør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv; thi disse Ord ere trofaste og sande.
6 Og han sagde til mig: Det er skeet. Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden. Den Tørstige vil jeg give af Livsens Vands Kilde uforskyldt.
1 Skriv til Menighedens Engel i Ephesus: Dette siger den, som holder de syv Stjerner i sin høire Haand, den, som vandrer imellem de syv Guld-Lysestager:
10 da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Thronen, og tilbede ham, som lever i al Evighed, og kaste deres Kroner ned for Thronen, sigende:
14 Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed.
1 Og jeg saae, og see, Lammet stod paa Bjerget Zion, og med det hundrede fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Faders Navn skrevet i deres Pander.
1 Og derefter saae jeg en Engel fare ned fra Himmelen, som havde stor Magt; og Jorden oplystes af hans Herlighed.
6 Saa sagde Herren, Israels Konge og hans Gjenløser, den Herre Zebaoth: Jeg er den Første, og jeg er den Sidste, og uden mig er ingen Gud.
14 Og jeg saae, og see, en hvid Sky, og En sad paa Skyen, lig et Menneskes Søn, som havde en Guldkrone paa sit Hoved og en skarp Segel i sin Haand.
5 Og Engelen, som jeg saae staae paa Havet og paa Jorden, opløftede sin Haand til Himmelen,
11 Og jeg saae en stor, hvid Throne, og ham, som sad paa den, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede, og der blev ikke fundet Sted for dem.
6 Der han da sagde til dem: Det er mig, vege de tilbage og faldt til Jorden.