Johannes' åpenbaring 15:7
Og eet af de fire Dyr gav de syv Engle syv Guldskaaler, fyldte med Guds Vrede, hans, som lever i al Evighed.
Og eet af de fire Dyr gav de syv Engle syv Guldskaaler, fyldte med Guds Vrede, hans, som lever i al Evighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og jeg saae et andet Tegn i Himmelen, stort og forunderligt: Syv Engle, som havde de syv sidste Plager; thi med dem fuldkommes Guds Vrede.
2 Og jeg saae som et Glarhav, blandet med Ild, og dem, som havde vundet Seier over Dyret og over dets Billede og over dets Mærke og over dets Navns Tal, staaende ved Glarhavet og holdende Guds Harper.
1 Og jeg hørte en stærk Røst fra Templet, som sagde til de syv Engle: Gaaer hen og udgyder Guds Vredes Skaaler paa Jorden.
2 Og den Første gik hen og udgød sin Skaal paa Jorden; og der blev en ond og fordærvelig Byld paa de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og paa dem, som tilbade dets Billede.
8 Og Templet fyldtes med Røg af Guds Herlighed og af hans Magt; og Ingen kunde gaae ind i Templet, førend de syv Engles syv Plager fik Ende.
5 Og derefter saae jeg, og see, Vidnesbyrdets Tabernakels Tempel i Himmelen blev opladt;
6 og de syv Engle, som havde de syv Plager, udgik af Templet, iførte et reent og skinnende Linklæde, og opbundne under Brystet med Guldbælter.
14 Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed.
5 Og af Thronen udgik Lyn og Tordener og Røster, og syv antændte Lamper brændte foran Thronen, hvilke ere de syv Guds Aander.
6 Og foran Thronen var et Glarhav, ligt Krystal, og i Thronens Midte og omkring Thronen vare fire Dyr, fulde af Øine fortil og bagtil.
7 Og det første Dyr var ligt en Løve, og det andet Dyr var ligt en Oxe, og det tredie Dyr havde Ansigt som et Menneske, og det fjerde Dyr var ligt en flyvende Ørn.
8 Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinger; de vare rundt om og indentil fulde af Øine, og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var, og som er, og som kommer.
9 Og naar Dyrene give Ære og Priis og Tak til ham, som sidder paa Thronen, ham, som lever i al Evighed,
10 da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Thronen, og tilbede ham, som lever i al Evighed, og kaste deres Kroner ned for Thronen, sigende:
1 Og derefter saae jeg fire Engle staae paa Jordens fire Hjørner, som holdt Jordens fire Vinde, paa det ingen Vind skulde blæse over Jorden, ei heller over Havet, ei heller over noget Træ.
2 Og jeg saae en anden Engel opstige fra Solens Opgang, som havde den levende Guds Segl; og han raabte med høi Røst til de fire Engle, hvilke det var givet at skade Jorden og Havet, sigende:
3 Skader ikke Jorden, ei heller Havet, ei heller Træerne, indtil vi faae beseglet vor Guds Tjenere i deres Pander.
1 Og en af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, kom og talede med mig og sagde til mig: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skjøge, som sidder paa de mange Vande,
17 Og den syvende Engel udgød sin Skaal i Luften; og en stærk Røst udgik fra Templet i Himmelen, fra Thronen, som sagde: Det er skeet!
10 han drikker og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk, og han skal pines med Ild og Svovel for de hellige Engles og for Lammets Aasyn.
11 Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og hvo, som annammer dets Navns Mærke.
13 Og den sjette Engel basunede, og jeg hørte en Røst af de fire Horn paa det Guldalter, som (stod) for Gud;
14 den sagde til den sjette Engel, der havde Basunen: Løs de fire Engle, som ere bundne ved den store Flod Euphrates.
4 Og den tredie Engel udgød sin Skaal i Floderne og Vandkilderne; og de bleve Blod.
5 Og jeg hørte Vandenes Engel sige: Retfærdig er du, Herre, du, som er, og som var, du Hellige, at du haver fældet denne Dom!
7 som sagde med høi Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen, og tilbeder den, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder!
7 Og jeg hørte en anden, Alterets (Engel), sige: Ja, Herre, Gud, du Almægtige! dine Domme ere sande og retfærdige.
8 Og den fjerde Engel udgød sin Skaal i Solen; og den fik Magt til at brænde Menneskene med Ild.
5 Og Engelen tog Røgelsekarret og fyldte det med Ilden af Alteret, og kastede det paa Jorden; og der kom Røster og Torden og Lyn og Jordskjælv.
6 Og de syv Engle, som havde de syv Basuner, gjorde sig rede til at basune.
6 Og jeg saae, og see, midt imellem Thronen og de fire Dyr, og midt imellem de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet, som havde syv Horn og syv Øine, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til den ganske Jord.
7 Og det kom og tog Bogen af hans høire Haand, som sad paa Thronen.
8 Og der det havde taget Bogen, faldt de fire Dyr og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, havende hver sin Harpe og Guldskaaler, fyldte med Røgelse, som er de Helliges Bønner.
2 Og jeg saae de syv Engle, som staae for Gud; og dem bleve givne syv Basuner.
15 Og den syvende Engel basunede, og der hørtes stærke Røster i Himmelen, som sagde: Verdens Riger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og han skal regjere i al Evighed.
15 Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem.
9 Og Een af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, fulde af de syv sidste Plager, kom til mig, og talede med mig og sagde: Kom, jeg vil vise dig Bruden, Lammets Hustru.
11 Og alle Englene stode omkring Thronen og om de Ældste og om de fire Dyr, og faldt ned for Thronen paa deres Ansigt, og tilbade Gud og sagde:
12 Amen! Velsignelsen og Æren og Viisdommen og Taksigelsen og Prisen og Magten og Styrken (tilhøre) vor Gud i al Evighed! Amen.
13 Og En af de Ældste talede og sagde til mig: Disse, som ere iførte de lange hvide Kjortler, hvo ere de? og hvorfra ere de komne?
17 Thi hans Vredes den store Dag er kommen og hvo kan bestaae?
18 Og Hedningerne ere blevne vrede, og din Vrede er kommen, og de Dødes Tid, at de skulle dømmes, og at (du skal) give dine Tjenere, Propheterne, Løn, og de Hellige og dem, som frygte dit Navn, de Smaae og de Store, og fordærve dem, som fordærve Jorden.
10 Og den femte Engel udgød sin Skaal paa Dyrets Throne; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine,
7 Og Engelen sagde til mig: Hvi forundrede du dig? Jeg vil sige dig den Qvindes Hemmelighed, og Dyrets, som bærer hende, hvilket haver de syv Hoveder og de ti Horn.
5 Og Engelen, som jeg saae staae paa Havet og paa Jorden, opløftede sin Haand til Himmelen,
18 Og fra Alteret udgik en anden Engel, som havde Magt over Ilden, og han raabte med stærkt Skrig til den, som havde den skarpe Segel, sigende: Udstræk din skarpe Segel og høst Druerne af Jordens Viintræ; thi dets Druer ere modne.
19 Og Engelen lod sin Segel gaae over Jorden og høstede Frugten af Jordens Viintræ, og kastede den i Guds Vredes store Persekar.
11 Og jeg saae, og hørte mange Engles Røst omkring Thronen og Dyrene og de Ældste; og deres Tal var titusinde Gange Titusinde, og tusinde Gange Tusinde,
15 Og han sagde til mig: De Vande, som du saae, der hvor Skjøgen sidder, ere Folk og Skarer og Slægter og Tungemaal.
11 Da saae jeg til for de store Talers Røst, som Hornet talede, jeg saae til, indtil det Dyr blev ihjelslaget, og dets Legeme omkom og blev hengivet til at brænde i Ilden.