Verse 33

Da blev Kongen heftig bevæget og gik op paa Salen i Porten og græd, og der han gik, sagde han saaledes: Min Søn Absalom! min Søn, min Søn Absalom! gid jeg, jeg maatte døe for dig, Absalom, min Søn, min Søn!

Referenced Verses

• 2 Sam 19:4 : 4 Og Kongen skjulte sit Ansigt, og Kongen raabte med høi Røst: Min Søn Absalom! Absalom, min Søn, min Søn!
• Sal 103:13 : 13 Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer Herren sig over dem, som frygte ham.
• Ordsp 10:1 : 1 Salomos Ordsprog. En viis Søn glæder en Fader, men en daarlig Søn er sin Moders Bedrøvelse.
• Ordsp 17:25 : 25 En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.
• Rom 9:3 : 3 Thi jeg ønskede selv at være en fra Christo forbandet Ting for mine Brødre, mine Frænder efter Kjødet,
• 2 Mos 32:32 : 32 Og nu, gid du vilde forlade deres Synd: men hvis ikke, da udslet mig nu (ogsaa) af din Bog, som du haver skrevet.
• 2 Sam 12:10-23 : 10 Saa skal nu Sværdet ikke vige fra dit Huus evindeligen, fordi at du foragtede mig og tog Urias, den Hethiters, Hustru, at hun skulde være dig til en Hustru. 11 Saa sagde Herren: See, jeg vil opreise Ulykke over dig af dit Huus, og tage dine Hustruer for dine Øine og give din Næste, at han skal ligge hos dine Hustruer for denne klare Sol. 12 Thi du, du haver gjort det i Løndom, men jeg, jeg vil gjøre denne Gjerning for al Israel og for Solen. 13 Da sagde David til Nathan: Jeg haver syndet imod Herren; og Nathan sagde til David: Herren har ogsaa borttaget din Synd, du skal ikke døe. 14 Dog, efterdi du haver kommet Herrens Fjender til at bespotte ved denne Gjerning, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visseligen døe. 15 Saa gik Nathan til sit Huus, og Herren slog Barnet, som Urias Hustru havde født David, at det blev sygt. 16 Og David søgte Gud for Drengen, og David fastede meget og gik ind og blev Natten over, og laae paa Jorden. 17 Da opstode de Ældste af hans Huus for ham og vilde opreise ham fra Jorden; men han vilde ikke, og aad ikke Brød med dem. 18 Og det skede paa den syvende Dag, da døde Barnet, og Davids Tjenere frygtede for at give ham tilkjende, at Barnet var dødt, thi de sagde: See, der Barnet var levende, talede vi til ham, og han hørte ikke paa vor Røst; hvorledes skulle vi da sige til ham: Barnet er dødt? thi det maatte gjøre (ham) ondt. 19 Men David saae, at hans Tjenere hviskede, og David forstod, at Barnet var dødt; og David sagde til sine Tjenere: Er Barnet dødt? og de sagde: Det er dødt. 20 Da stod David op fra Jorden, og toede sig og salvede sig og omskiftede sine Klæder, og gik ind i Herrens Huus og tilbad; og der han kom til sit Huus, da begjærede han (Mad), og de satte Brød for ham, og han aad. 21 Da sagde hans Tjenere til ham: Hvad er det for en Ting, som du haver gjort? du fastede og græd for Barnet, da det levede, men da Barnet er dødt, staaer du op og æder Brød. 22 Og han sagde: Der Barnet endnu levede, fastede og græd jeg; thi jeg sagde: Hvo veed? Herren tør vorde mig naadig, at Barnet maa leve. 23 Men nu, det er dødt, hvorfor skal jeg (da) faste? kan jeg endnu hente det tilbage? jeg farer til det, men det kommer ikke tilbage til mig.