| Bibelvers

Verse 8

Naar en Sag for Retten er for underlig for dig, imellem Blod og Blod, imellem Sag og Sag, og imellem Plage og Plage, (i hvad) trætagtige Sager, som ere inden dine Porte, da skal du gjøre dig rede og gaae op til det Sted, som Herren din Gud skal udvælge.

Referenced Verses

5 Mos 12:5 : 5 Men paa det Sted, som Herren eders Gud udvælger af alle eders Stammer til der at sætte sit Navn, for at boe der, skulle I søge (ham), og du skal komme derhen.
Hagg 2:11 : 11 Saa sagde den Herre Zebaoth: Spørg dog Præsterne om Loven, og siig:
Mal 2:7 : 7 Thi en Præsts Læber skulle bevare Kundskab, og de skulle søge Lov af hans Mund; thi han er den Herre Zebaoths Engel.
5 Mos 19:4 : 4 Og denne skal være den Manddrabers Sag, som maa flye derhen og blive ved Live: Den, som slaaer sin Næste uvidende og haver ikke hadet ham tilforn,
5 Mos 19:10-11 : 10 at der ikke skal udøses uskyldigt Blod midt i dit Land, som Herren din Gud giver dig til Arv, og der skulde være Blodskyld paa dig. 11 Men naar der er en Mand, som hader sin Næste og lurer paa ham, og reiser sig op imod ham og slaaer ham ihjel, at han døer, og han flyer til en af disse Stæder,
5 Mos 19:17 : 17 da skulle de to Mænd, som have Trætte, staae for Herrens Ansigt, for Præsternes og Dommernes Ansigt, som skulle være i de samme Dage.
1 Kong 3:16-28 : 16 Da kom to Qvinder, (som vare) Skjøger, til Kongen, og de stode for hans Ansigt. 17 Og den ene Qvinde sagde: (Hør) mig, min Herre! jeg og denne Qvinde boede i eet Huus, og jeg fødte hos hende i Huset. 18 Og det skede paa den tredie Dag, efterat jeg havde født, da fødte ogsaa denne Qvinde; og vi vare tilhobe, der var ingen Fremmed hos os i Huset, uden vi begge udi Huset. 19 Og denne Qvindes Søn døde om Natten; thi hun laae paa ham. 20 Og hun stod op midt om Natten og tog min Søn fra min Side, der din Tjenesteqvinde sov, og hun lagde ham i sin Arm, og lagde sin døde Søn i min Arm. 21 Og jeg stod op om Morgenen at give min Søn at die, see, da var han død; men om Morgenen gav jeg nøie Agt paa ham, see, da var det ikke min Søn, som jeg havde født. 22 Og den anden Qvinde sagde: Det er ikke saa, thi den levende er min Søn, men den døde er din Søn; og denne sagde: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn; og de talede (saa) for Kongens Ansigt. 23 Da sagde Kongen: Denne siger: Denne er min Søn, den levende, og den døde er din Søn, og denne siger: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn. 24 Og Kongen sagde: Henter mig et Sværd; og de førte Sværdet ind for Kongens Ansigt. 25 Da sagde Kongen: Deler det levende Barn i to (Dele), og giver den Ene Halvdelen, og den Anden Halvdelen. 26 Da sagde Qvinden, hvis Søn var den levende, til Kongen, — thi hendes Indvolde brændte over hendes Søn — ja hun sagde: (Hør) mig, min Herre! giver hende det levende Barn, og slaaer det ikke ihjel; men hiin sagde: Det skal hverken være mit eller dit, deler det. 27 Og Kongen svarede og sagde: Giver denne det levende Barn, og slaaer det ikke ihjel; hun er Moder dertil. 28 Og al Israel hørte Dommen, som Kongen havde dømt, og de frygtede for Kongens Ansigt; thi de saae, at Guds Viisdom var inden i ham til at holde Dom.
2 Krøn 19:8-9 : 8 Tilmed beskikkede Josaphat ogsaa i Jerusalem (nogle) af Leviterne og Præsterne og af de Øverste Fædre iblandt Israel til Herrens Dom og til Tvistighederne, der de vare komne tilbage til Jerusalem. 9 Og han bød dem og sagde: Gjører saa i Herrens Frygt troligen og med et retskaffent Hjerte. 10 Og i alle Tvistigheder, som komme for eder fra eders Brødre, som boe i deres Stæder, imellem Blod og Blod, imellem Lov og Bud, Skikke og Rette, da paaminder dem, at de ikke blive skyldige imod Herren, og der maatte komme en Vrede over eder og over eders Brødre; gjører saa, saa skulle I ikke blive skyldige.
Sal 122:4-5 : 4 hvorhen Stammerne gaae op, Herrens Stammer, til Israels Vidnesbyrd, for at takke Herrens Navn. 5 Thi der vare Stole satte til Dom, Davids Huses Stole.
2 Mos 18:26 : 26 Og de dømte Folket i al (beleilig) Tid; (hver) svar Sag skulde de føre for Mose, og selv skulde de dømme hver liden Sag.
2 Mos 21:12-14 : 12 Hvo, som slaaer et Menneske, at det døer, han skal visseligen dødes. 13 Men haver han ikke luret efter ham, men Gud haver ladet ham komme for hans Haand, da vil jeg sætte dig et Sted, hvor han skal flye hen. 14 Og naar Nogen hovmodeligen opsætter sig imod sin Næste, at slaae ham ihjel med Svig, da skal du tage ham fra mit Alter til at døe.
2 Mos 21:20 : 20 Og naar Nogen slaaer sin Tjener eller sin Tjenestepige med en Kjep, at de døe under hans Haand, da skal det visseligen hevnes.
2 Mos 21:22 : 22 Og naar Mænd trættes til sammen og slaae en frugtsommelig Qvinde, og hendes Foster fødes, og der skeer ikke Ulykke, det skal visseligen straffes, eftersom Qvindens Mand paalægger ham, og han skal give efter Dommeres (Tykke).
2 Mos 21:28 : 28 Og om en Oxe stanger en Mand eller Qvinde, at de døe, da skal Oxen visseligen stenes, og dens Kjød skal ikke ædes, men Oxens Herre skal være uskyldig
2 Mos 22:2 : 2 Om en Tyv bliver funden, idet han bryder ind, og bliver slagen og døer, skal ingen Bloddom gaae for hans Skyld.
4 Mos 35:11 : 11 da skulle I udnævne eder Stæder, de skulle være Tilflugtsstæder for eder, at en Manddraber kan flye derhen, som slaaer en Person (ihjel) af en Forseelse.
4 Mos 35:16 : 16 Men dersom Nogen slaaer ham med Jerntøi, og han døer, han er en Manddraber; den Manddraber skal visseligen dødes.
4 Mos 35:19-34 : 19 Blodhevneren, han skal lade døde Manddraberen; naar han møder ham, da maa han lade ham døde. 20 Og dersom han støder ham af Had, eller (kaster) Noget paa ham med frit Forsæt, at han døer, 21 eller han slaaer ham af Fjendskab med sin Haand, at han døer, da skal den, som slog, visseligen dødes, han er en Manddraber; Blodhevneren skal lade døde Manddraberen, naar han møder ham. 22 Men dersom han i en Hast støder ham uden Fjendskab, eller kaster noget Tøi paa ham, uden frit Forsæt, 23 eller (det skeer) med nogen Steen, som man kan døe af, og han saae det ikke, og lod den falde paa ham, og han døer, og han var ikke hans Fjende, og søgte ikke hans Ulykke, 24 da skulle de i Menigheden dømme imellem den, som slog, og imellem Blodhevneren, efter disse Rette. 25 Og de i Menigheden skulle udfrie Manddraberen af Blodhevnerens Haand, og de i Menigheden skulle lade ham komme tilbage til sin Tilflugtsstad, der, hvor han flyede til; og han skal blive der, indtil den Ypperstepræst døer, som man haver salvet med den hellige Olie. 26 Men om Manddraberen gaaer ud, udenfor sin Tilflugtsstads Markeskjel, der, hvor han flyede til, 27 og Blodhevneren finder ham udenfor hans Tilflugtsstads Markeskjel, og Blodhevneren slaaer Manddraberen ihjel, (da skal) ikke (holdes) Bloddom over ham. 28 Thi han skulde bleven i sin Tilflugtsstad, indtil den Ypperstepræst døde; men efter den Ypperstepræsts Død maa Manddraberen vende tilbage til sit Eiendoms Land. 29 Og disse Ting skulle være eder en beskikket Ret hos eders Efterkommere i alle eders Boliger. 30 Hver, som slaaer nogen Person efter Vidners Mund, den Manddraber skal man slaae ihjel; men eet Vidne skal ikke svare imod en Person, til at døe. 31 Og I skulle ikke tage Forsoning for en Manddrabers Person, naar han, som haver gjort Uret, (er skyldig til) at døe; thi han skal visseligen dødes. 32 Og I skulle ingen Forsoning tage, for at lade Nogen flye til sin Tilflugtsstad, eller at lade Nogen komme tilbage at boe i Landet, førend Præsten døer. 33 Og I skulle ikke besmitte Landet, som I boe udi; thi Blodet, det besmitter Landet, og for Landet kan ikke skee Forsoning for det Blod, som udøses deri, uden ved hans Blod, som udøste det. 34 Og du skal ikke gjøre Landet ureent, hvilket I boe udi, hvilket jeg boer midt udi; thi jeg Herren boer midt iblandt Israels Børn.
5 Mos 1:17 : 17 I skulle Ingens Person ansee i Dommen, I skulle høre den Mindste med den Største, I skulle ikke frygte for nogen Person, thi Dommen hører Gud til; men den Sag, som bliver eder for svar, den lader komme frem til mig, saa vil jeg høre den.