Verse 1

Habakuks, Prophetens, Bøn, over Sigjonoth:

Referenced Verses

• Sal 7:1-9 : 1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord. 2 Herre, min Gud! jeg troer paa dig; frels mig fra alle mine Forfølgere og red mig, 3 at han ikke skal slide min Sjæl som en Løve, ja rive (den), medens (der er) Ingen, som redder. 4 Herre, min Gud! dersom jeg haver gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder, 5 dersom jeg haver vederlagt den Ondt, som holder Fred med mig, — ja, jeg haver friet (den, som var) min Fjende uden Aarsag — 6 da maa Fjenden forfølge min Sjæl og gribe den, og nedtræde mit Liv til Jorden, og lade min Ære boe i Støv. Sela. 7 Staa op, Herre! i din Vrede, ophøi dig over mine Fjenders megen Grumhed, og vaagn op til mig; du haver befalet Ret (at skulle skee). 8 Saa skal Folkenes Forsamling omringe dig, og for dens Skyld kom igjen i det Høie! 9 Herren skal dømme Folkene; døm mig, Herre! efter min Retfærdighed og efter min Fuldkommenhed, (som er) hos mig. 10 Lad dog de Ugudeliges Ondskab faae Ende, men stadfæst den Retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud! 11 Mit Skjold er hos Gud, som frelser de Oprigtige af Hjertet. 12 Gud er en retfærdig Dommer og en Gud, som vredes hver Dag. 13 Dersom han ikke vil omvende sig, da skal han skjærpe sit Sværd; han haver spændt sin Bue og beredt den, 14 og han haver beredt dødelige Vaaben til ham; han skal bruge sine Pile mod dem, som saa (grummeligen) forfølge. 15 See, han undfanger Uret, og er frugtsommelig med Møie og føder Løgn. 16 Han haver gravet en Grav og opkastet den; men han skal falde i Graven, som han gjør. 17 Hans Møie skal komme igjen paa hans Hoved, og hans Fortrædelighed skal nedfare paa hans Hovedisse.
• Sal 86:1-9 : 1 Davids Bøn. Herre! bøi dit Øre, bønhør mig, thi jeg er elendig og fattig. 2 Bevar min Sjæl, thi jeg er hellig; frels din Tjener, du, min Gud! den, som forlader sig paa dig. 3 Herre! vær mig naadig, thi til dig raaber jeg den ganske Dag. 4 Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, Herre! opløfter jeg min Sjæl. 5 Thi du, Herre! er god og forlader, og (haver) megen Miskundhed imod Alle, som kalde paa dig. 6 Herre! vend dit Øre til min Bøn, og giv Agt paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst. 7 Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig, thi du bønhører mig. 8 Der er Ingen som du iblandt Guderne, Herre! og der er ingen som dine Gjerninger. 9 Alle Hedninger, som du haver gjort, skulle komme og tilbede for dit Ansigt, Herre! og de skulle ære dit Navn. 10 Thi du er stor og den, som gjør underlige Ting; du, du er Gud alene. 11 Lær mig, Herre! din Vei, jeg vil vandre i din Sandhed; foreen mit Hjerte til at frygte dit Navn. 12 Jeg vil takke dig, Herre, min Gud! i mit ganske Hjerte, og ære dit Navn evindeligen. 13 Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav. 14 Gud! de Hovmodige staae op imod mig, og Tyranners Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres (Øine). 15 Men du, Herre! er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed. 16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; giv din Tjener din Styrke og frels din Tjenesteqvindes Søn. 17 Gjør et Tegn imod mig til det Gode, at de, som hade mig, maae see det og beskjæmmes, at du, Herre, du haver hjulpet mig og trøstet mig.
• Sal 90:1-9 : 1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt. 2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, ja fra Evighed til Evighed er du, Gud. 3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn! 4 Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt. 5 Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes. 6 Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres. 7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Grumhed. 8 Du sætter vore Misgjerninger for dig, vor skjulte (Synd) for dit Ansigts Lys. 9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke. 10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra). 11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)? 12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet. 13 Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere. 14 Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage. 15 Glæd os efter de Dage, hvori du haver plaget os, efter de Aar, i hvilke vi have seet Ulykke. 16 Lad din Gjerning sees for dine Tjenere, og din Herlighed over deres Børn. 17 Og Herrens, vor Guds, Liflighed være over os, og befæst du vore Hænders Gjerning hos os; ja, befæst vore Hænders Gjerning!