Verse 26
Og paa den samme Tid svoer Josva og sagde: Forbandet være den Mand for Herrens Ansigt, som opstaaer og bygger denne Stad Jericho; naar han lægger dens Grundvold, koste det (ham) hans Førstefødte, og naar han sætter dens Porte, koste det (ham) hans yngste (Søn).
Referenced Verses
- 1 Kong 16:34 : 34 I hans Dage byggede Hiel, den Betheliter, Jericho; (det kostede ham) Abiram, hans førstefødte (Søn), der han lagde dens Grundvold, og Segub, hans yngste (Søn), der han satte dens Porte, efter Herrens Ord, som han havde talet ved Josva, Nuns Søn.
- 1 Kong 22:16 : 16 Og Kongen sagde til ham: Hvor mange Gange skal jeg besværge dig, at du Intet siger mig uden Sandheden i Herrens Navn?
- Mal 1:4 : 4 Omendskjøndt Edom vilde sige: Vi ere vel blevne fattige, men vi ville komme igjen og bygge de øde Steder, saa sagde den Herre Zebaoth: Ville de bygge, da vil jeg, jeg nedbryde, og man skal kalde dem Ugudeligheds Landemærke og det Folk, paa hvilket Herren er vred indtil evig (Tid).
- Matt 26:63 : 63 Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Christus, den Guds Søn.
- Apg 19:13 : 13 Men nogle af de omløbende Jøder, der vare Besværgere, dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, og sagde: Vi besværge eder ved Jesum, hvilken Paulus prædiker.
- 4 Mos 5:19-21 : 19 Og Præsten skal besværge hende og sige til Qvinden: Dersom ingen Mand haver ligget hos dig, og dersom du ikke er modvilligen undveget fra at være under din Mand, til Ureenhed, da vær fri for dette beske Vand, som gjør Forbandelse 20 Men er du modvilligen undveget fra at være under din Mand, og om du er bleven ureen, og haver nogen Mand ligget hos dig foruden din Mand, 21 da skal Præsten besværge Qvinden ved Forbandelsens Ed, og Præsten skal sige til Qvinden: Herren skal sætte dig til en Forbandelse og til en Ed midt iblandt dit Folk, at Herren lader dine Lænder svinde og din Bug opsvulme.
- 1 Sam 14:24-46 : 24 Og Israels Mænd bleve udmattede paa den samme Dag; thi Saul besvoer Folket og sagde: Forbandet være den Mand, som æder nogen Mad indtil Aftenen! at jeg kan hevne mig paa mine Fjender; derfor smagte det ganske Folk ingen Mad. 25 Og de kom af det ganske Land i Skoven; men der var Honning paa Marken. 26 Og Folket kom ind i Skoven, see, da flød Honningen; og Ingen lod sin Haand røre ved sin Mund; thi Folket frygtede for den Ed. 27 Men Jonathan havde ikke hørt det, der hans Fader besvoer Folket, og udrakte det Yderste af Kjeppen, som han havde i sin Haand, og dyppede den i en Honningkage; og han vendte sin Haand til sin Mund, og hans Øine saae klart. 28 Da svarede en Mand af Folket og sagde: Din Fader besvoer Folket haardeligen og sagde: Forbandet være hver Mand, som æder nogen Mad idag; og Folket var træt. 29 Da sagde Jonathan: Min Fader har forstyrret Landet; seer, Kjære, at mine Øine ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning. 30 Ja, gid Folket havde ædet idag af sine Fjenders Bytte, som det fandt; thi endnu har Slaget ikke været stort imod Philisterne. 31 Og de sloge Philisterne paa den Dag fra Michmas indtil Ajalon, og Folket blev meget træt. 32 Og Folket lavede Byttet til, og de toge Faar og Øxne og Kalve, og slagtede paa Jorden; og Folket aad med Blodet. 33 Da forkyndte de Saul det og sagde: See, Folket synder for Herren, at de æde med Blodet; og han sagde: I have handlet fortrædeligen, vælter nu en stor Steen til mig. 34 Og Saul sagde (ydermere): Adspreder eder iblandt Folket og siger til dem: Fører hver sin Oxe og hver sit Lam hid til mig, og slagter dem her og æder, og, synder ikke imod Herren ved at æde med Blodet; da førte alt Folket hver sin Oxe med sin Haand derhen om Natten, og de slagtede der. 35 Da byggede Saul Herren et Alter; det var det (første) Alter, han begyndte at bygge Herren. 36 Og Saul sagde: Lader os drage ned efter Philisterne inat og røve dem, indtil det bliver lys Morgen, og vi ville ikke lade en Mand af dem blive tilovers; og de sagde: Gjør alt det, som er godt for dine Øine; men Præsten sagde: Lader os holde os nær hid til Gud. 37 Og Saul adspurgte Gud: Skal jeg drage ned efter Philisterne? vil du give dem i Israels Haand? men han svarede ham ikke paa den Dag. 38 Da sagde Saul: Kommer frem herhid af alle Hjørner af Folket, og kjender og seer, paa hvilken denne Synd er idag. 39 Thi (saa vist som) Herren lever, der frelser Israel, var den end paa Jonathan, min Søn, da skal han visseligen døe; og Ingen svarede ham af alt Folket. 40 Og han sagde til al Israel: I skulle være paa een Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være paa een Side; og Folket sagde til Saul: Gjør det, som godt er for dine Øine. 41 Og Saul sagde til Herren, Israels Gud: Bring Sandheden frem; og Jonathan og Saul bleve rammede, men Folket gik (frit) ud. 42 Da sagde Saul: Kaster (Lod) imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan rammet. 43 Og Saul sagde til Jonathan: Giv mig tilkjende, hvad har du gjort? og Jonathan gav ham tilkjende og sagde: Jeg smagte med det Yderste af den Kjep, som er i min Haand, lidet Honning, see, her er jeg, skal jeg døe? 44 Da sagde Saul: Gud gjøre saa og lægge saa dertil, du skal visseligen døe, Jonathan! 45 Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan døe, som har gjort denne store Frelsning i Israel? det være langt fra! (saa vist som) Herren lever, skal der ikke falde (eet) af hans Hovedhaar paa Jorden, thi han har gjort dette i denne Dag ved Gud; saa forløste Folket Jonathan, at han ikke maatte døe. 46 Da drog Saul op fra (at jage) efter Philisterne, og Philisterne gik til deres Sted.