1 Kongebok 17:23

Original Norsk Bibel 1866

Og Elias tog Barnet og førte det ned fra Salen i Huset og gav hans Moder det; og Elias sagde: See, din Søn lever.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 2 Kong 4:36-37 : 36 Og han kaldte ad Gihesi og sagde: Kald ad denne Sunamitiske, og der han kaldte ad hende, da kom hun til ham; og han sagde: Tag din Søn. 37 Da kom hun og faldt ned for hans Fødder og bøiede sig ned til Jorden; og hun tog sin Søn og gik ud.
  • Luk 7:15 : 15 Og den Døde reiste sig op og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham.
  • Apg 9:41 : 41 Men han gav hende Haanden og reiste hende op; og han kaldte ad de Hellige og Enkerne, og fremstillede hende levende.
  • Hebr 11:35 : 35 Qvinder fik deres Døde igjen, der opstode; Andre bleve udspilede til Piinsel, da de ikke modtoge Befrielsen, for at de maatte erholde en herligere Opstandelse; 1 Kong. 17, 23. 2 Kong. 4, 36.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 88%

    15Og hun gik og gjorde efter Elias Ord; og hun aad, ja, han og hun og hendes Huus i et Aar.

    16Melet i Krukken blev ikke fortæret, og Oliekruset fattedes Intet, efter Herrens Ord, som han talede formedelst Elias.

    17Og det skede efter disse Handeler, at samme Qvindes, Husets Værtindes, Søn blev syg; og hans Sygdom var saare svar, indtil, der var ikke Aande tilovers i ham.

    18Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg (at gjøre) med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgjerning kommes ihu og at dræbe min Søn.

    19Og han sagde til hende: Giv mig hid din Søn; og han tog ham af hendes Skjød og førte ham op paa Salen, der hvor han boede, og han lagde ham paa sin Seng.

    20Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn?

    21Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange, og raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! Kjære, lad dette Barns Sjæl komme inden i ham igjen.

    22Og Herren hørte Elias Røst, og Barnets Sjæl kom inden i ham igjen, og han blev levende.

  • 24Og Qvinden sagde til Elias: Nu veed jeg dette, at du er en Guds Mand, og Herrens Ord i din Mund er Sandhed.

  • 78%

    34Og han steg op og laae over Barnet, og lagde sin Mund paa hans Mund, og sine Øine paa hans Øine, og sine Hænder paa hans Hænder, og bredte sig ud over ham, saa at Barnets Legeme blev varmt.

    35Og han gik tilbage og gik i Huset, een Gang hid og een Gang did, og steg op og bredte sig ud over ham; da gispede Drengen indtil syv Gange, og Drengen oplod sine Øine.

    36Og han kaldte ad Gihesi og sagde: Kald ad denne Sunamitiske, og der han kaldte ad hende, da kom hun til ham; og han sagde: Tag din Søn.

    37Da kom hun og faldt ned for hans Fødder og bøiede sig ned til Jorden; og hun tog sin Søn og gik ud.

  • 77%

    30Og Drengens Moder sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; da stod han op og gik efter hende.

    31Og Gihesi gik frem for deres Ansigt og lagde Staven paa Drengens Ansigt, men der var ingen Røst og ingen Agtsomhed; saa gik han tilbage og mødte ham, og gav ham tilkjende og sagde: Drengen vaagnede ikke op.

    32Og der Elisa kom i Huset, see, da var den døde Dreng lagt paa hans Seng.

  • 77%

    17Og Qvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den samme bestemte Tid, ved (samme) Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende.

    18Og Barnet blev stort; og det skede en Dag, at det gik ud til sin Fader til Høstfolkene.

    19Og det sagde til sin Fader: Mit Hoved, mit Hoved! og han sagde til en Dreng: Bær ham til sin Moder.

    20Og han bar ham og førte ham til sin Moder; og han sad paa hendes Knæ indtil om Middagen, da døde han.

    21Saa gik hun op og lagde ham paa den Guds Mands Seng, og hun lukkede for ham og gik ud.

  • 74%

    11Da gik hun at hente; og han kaldte ad hende og sagde: Kjære, tag mig et Stykke Brød med i din Haand.

    12Men hun sagde: (Saa vist som) Herren din Gud lever, jeg har ikke en Kage, uden en Haandfuld Meel i en Krukke og lidet Olie i et Kruus; og see, jeg sanker to Træer og gaaer ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi maae æde det og døe.

    13Og Elias sagde til hende: Frygt ikke, gak ind, gjør det efter dine Ord; dog lav mig først en liden Kage deraf og før mig den ud, og siden skal du lave dig og din Søn (Noget).

  • 5Og det skede, der han fortalte Kongen, at han havde gjort en Død levende, see, da raabte den Qvinde, hvis Søn han havde gjort levende, til Kongen om hendes Huus og om hendes Ager; da sagde Gihesi: Min Herre Konge! denne er Qvinden, og denne er hendes Søn, som Elisa gjorde levende.

  • 15Da sagde Herrens Engel til Elias: Gak ned med ham, frygt ikke for hans Ansigt; og han gjorde sig rede og gik ned med ham til Kongen.

  • 13Da sendte han igjen en Høvedsmand over det tredie Halvtredsindstyve, og hans Halvtredsindstyve; og den tredie Høvedsmand over Halvtredsindstyve steg op og kom og bøiede sig paa sine Knæ for Elias, og bad ham om Naade og talede til ham: Du Guds Mand! Kjære, lad min Sjæl og disse dine halvtredsindstyve Tjeneres Sjæle være dyrebare for dine Øine.

  • 15Og den Døde reiste sig op og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham.

  • 51Men idet han nu gik ned, mødte hans Tjenere ham, og forkyndte og sagde: Dit Barn lever.

  • 11Og du siger nu: Gak, siig din Herre: See, Elias (er her).

  • 2Og Herrens Ord skede til ham og sagde:

  • 1Og Elisa talede til den Qvinde, hvis Søn han havde gjort levende, og sagde: Gjør dig rede og gak bort, du og dit Huus, og vær fremmed, hvor du kan være fremmed; thi Herren kalder ad Hungeren, og den skal ogsaa komme i Landet i syv Aar.

  • 8Da skede Herrens Ord til ham og sagde:

  • 21Og det skede, at de begrove en Mand, og see, da de saae Troppen, da kastede de Manden i Elisas Grav; og der Manden kom ned og rørte ved Elisas Been, da blev han levende og stod op paa sine Fødder.

  • 17Saa døde han efter Herrens Ord, som Elias havde talet; og Joram blev Konge i hans Sted i det andet Jorams, Josaphats Søns, Judæ Konges, Aar, fordi han havde ingen Søn.

  • 71%

    21Og jeg stod op om Morgenen at give min Søn at die, see, da var han død; men om Morgenen gav jeg nøie Agt paa ham, see, da var det ikke min Søn, som jeg havde født.

    22Og den anden Qvinde sagde: Det er ikke saa, thi den levende er min Søn, men den døde er din Søn; og denne sagde: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn; og de talede (saa) for Kongens Ansigt.

  • 27Og Kongen svarede og sagde: Giver denne det levende Barn, og slaaer det ikke ihjel; hun er Moder dertil.

  • 6Og Elias sagde til ham: Kjære, bliv her, thi Herren haver sendt mig til Jordanen; men han sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de gik begge (tilsammen).

  • 1Og en Qvinde af Propheternes Børns Hustruer raabte til Elisa og sagde: Din Tjener, min Mand, er død, og du, du veed, at din Tjener frygtede Herren; nu kommer Aagerkarlen og vil tage begge mine Sønner til sine Tjenere.

  • 17Og Herrens Ord skede til Elias, den Thisbiter, og sagde:

  • 4Og Elias sagde til ham: Elisa, Kjære, bliv her, thi Herren haver sendt mig til Jericho; men han sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de kom til Jericho.

  • 12Saa gjør du dig, rede, gak til dit Huus; naar dine Fødder komme ind i Staden, da skal Barnet døe.

  • 70%

    14Og han tog Elias Kappe, som faldt fra ham, og slog Vandet og sagde: Hvor er Herren, Elias Gud, ja, (hvor er) han? og han slog Vandet, og det skiltes ad til begge Sider, og Elisa gik over.

    15Og der Propheternes Børn, som vare i Jericho tvært over for, saae det, da sagde de: Elias Aand hviler paa Elisa; og de kom at møde ham, og de bøiede sig ned for ham mod Jorden.

  • 2Og Elias sagde til Elisa: Kjære, bliv her, thi Herren sendte mig til Bethel; men Elisa sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de kom ned til Bethel.

  • 7Da kom hun og gav den Guds Mand det tilkjende, og han sagde: Gak bort, sælg Olien og betal din Gjæld; saa maa du og dine Sønner leve af det, som overbliver.

  • 11Og hun sagde: O Konge! Kjære, kom Herren din Gud ihu, at Blodhevnere skulle ikke blive mange til at fordærve, og at de ikke ødelægge min Søn; og han sagde: (Saa vist som) Herren lever, der skal ikke falde (noget) af din Søns Haar paa Jorden.

  • 4Derfor, saa sagde Herren: Du skal ikke komme ned af din Seng, som du lagde dig op paa, men visseligen døe; og Elias gik bort.

  • 26Kjære, løb nu for at møde hende, og siig til hende: (Gaaer det) dig vel? (gaaer det) din Mand vel? (gaaer det) Barnet vel? og hun sagde: Vel.