1 Kongebok 17:22
Og Herren hørte Elias Røst, og Barnets Sjæl kom inden i ham igjen, og han blev levende.
Og Herren hørte Elias Røst, og Barnets Sjæl kom inden i ham igjen, og han blev levende.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Og det skede efter disse Handeler, at samme Qvindes, Husets Værtindes, Søn blev syg; og hans Sygdom var saare svar, indtil, der var ikke Aande tilovers i ham.
18 Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg (at gjøre) med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgjerning kommes ihu og at dræbe min Søn.
19 Og han sagde til hende: Giv mig hid din Søn; og han tog ham af hendes Skjød og førte ham op paa Salen, der hvor han boede, og han lagde ham paa sin Seng.
20 Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn?
21 Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange, og raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! Kjære, lad dette Barns Sjæl komme inden i ham igjen.
23 Og Elias tog Barnet og førte det ned fra Salen i Huset og gav hans Moder det; og Elias sagde: See, din Søn lever.
24 Og Qvinden sagde til Elias: Nu veed jeg dette, at du er en Guds Mand, og Herrens Ord i din Mund er Sandhed.
30 Og Drengens Moder sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; da stod han op og gik efter hende.
31 Og Gihesi gik frem for deres Ansigt og lagde Staven paa Drengens Ansigt, men der var ingen Røst og ingen Agtsomhed; saa gik han tilbage og mødte ham, og gav ham tilkjende og sagde: Drengen vaagnede ikke op.
32 Og der Elisa kom i Huset, see, da var den døde Dreng lagt paa hans Seng.
33 Og han gik ind og lukkede Døren til efter dem begge, og bad til Herren.
34 Og han steg op og laae over Barnet, og lagde sin Mund paa hans Mund, og sine Øine paa hans Øine, og sine Hænder paa hans Hænder, og bredte sig ud over ham, saa at Barnets Legeme blev varmt.
35 Og han gik tilbage og gik i Huset, een Gang hid og een Gang did, og steg op og bredte sig ud over ham; da gispede Drengen indtil syv Gange, og Drengen oplod sine Øine.
36 Og han kaldte ad Gihesi og sagde: Kald ad denne Sunamitiske, og der han kaldte ad hende, da kom hun til ham; og han sagde: Tag din Søn.
37 Da kom hun og faldt ned for hans Fødder og bøiede sig ned til Jorden; og hun tog sin Søn og gik ud.
21 Og det skede, at de begrove en Mand, og see, da de saae Troppen, da kastede de Manden i Elisas Grav; og der Manden kom ned og rørte ved Elisas Been, da blev han levende og stod op paa sine Fødder.
17 Og Qvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den samme bestemte Tid, ved (samme) Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende.
18 Og Barnet blev stort; og det skede en Dag, at det gik ud til sin Fader til Høstfolkene.
19 Og det sagde til sin Fader: Mit Hoved, mit Hoved! og han sagde til en Dreng: Bær ham til sin Moder.
20 Og han bar ham og førte ham til sin Moder; og han sad paa hendes Knæ indtil om Middagen, da døde han.
2 Og Herrens Ord skede til ham og sagde:
8 Da skede Herrens Ord til ham og sagde:
13 Da sendte han igjen en Høvedsmand over det tredie Halvtredsindstyve, og hans Halvtredsindstyve; og den tredie Høvedsmand over Halvtredsindstyve steg op og kom og bøiede sig paa sine Knæ for Elias, og bad ham om Naade og talede til ham: Du Guds Mand! Kjære, lad min Sjæl og disse dine halvtredsindstyve Tjeneres Sjæle være dyrebare for dine Øine.
5 Og det skede, der han fortalte Kongen, at han havde gjort en Død levende, see, da raabte den Qvinde, hvis Søn han havde gjort levende, til Kongen om hendes Huus og om hendes Ager; da sagde Gihesi: Min Herre Konge! denne er Qvinden, og denne er hendes Søn, som Elisa gjorde levende.
17 Saa døde han efter Herrens Ord, som Elias havde talet; og Joram blev Konge i hans Sted i det andet Jorams, Josaphats Søns, Judæ Konges, Aar, fordi han havde ingen Søn.
14 Og han traadte til og rørte ved Baaren, — men de, som bare, stode stille — og han sagde: Du unge Karl! jeg siger dig: Staa op!
15 Og den Døde reiste sig op og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham.
6 Herren er den, som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede og fører op (igjen).
22 Og han sagde: Der Barnet endnu levede, fastede og græd jeg; thi jeg sagde: Hvo veed? Herren tør vorde mig naadig, at Barnet maa leve.
17 Og Herrens Ord skede til Elias, den Thisbiter, og sagde:
15 Da sagde Herrens Engel til Elias: Gak ned med ham, frygt ikke for hans Ansigt; og han gjorde sig rede og gik ned med ham til Kongen.
13 Og han tog Elias Kappe op, som var falden fra ham, og vendte tilbage og stod ved Jordanens Bred.
14 Og han tog Elias Kappe, som faldt fra ham, og slog Vandet og sagde: Hvor er Herren, Elias Gud, ja, (hvor er) han? og han slog Vandet, og det skiltes ad til begge Sider, og Elisa gik over.
15 Og der Propheternes Børn, som vare i Jericho tvært over for, saae det, da sagde de: Elias Aand hviler paa Elisa; og de kom at møde ham, og de bøiede sig ned for ham mod Jorden.
37 Bønhør mig, Herre! bønhør mig, at dette Folk maa vide, at du, Herre, du er Gud, og at du har vendt deres Hjerte tilbage!
4 Og Elias sagde til ham: Elisa, Kjære, bliv her, thi Herren haver sendt mig til Jericho; men han sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de kom til Jericho.
30 Da sagde Elias til alt Folket: Kommer frem til mig, og alt Folket kom frem til ham; og han helede Herrens Alter, som var nedbrudt.
28 Og Herrens Ord skede til Elias, den Thisbiter, og sagde:
1 Og det skede, der Herren vilde hente Elias op til Himmelen ved en Storm, da gik Elias og Elisa fra Gilgal.
2 Og Elias sagde til Elisa: Kjære, bliv her, thi Herren sendte mig til Bethel; men Elisa sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de kom ned til Bethel.
6 Og Elias sagde til ham: Kjære, bliv her, thi Herren haver sendt mig til Jordanen; men han sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de gik begge (tilsammen).
51 Men idet han nu gik ned, mødte hans Tjenere ham, og forkyndte og sagde: Dit Barn lever.
12 Saa gjør du dig, rede, gak til dit Huus; naar dine Fødder komme ind i Staden, da skal Barnet døe.
9 Og han gik der ind i en Hule og blev der om Natten; og see, Herrens Ord (kom) til ham og sagde til ham: Hvad har du her (at gjøre), Elias?
22 Saa blev Vandet sundt indtil denne Dag efter Elisas Ord, som han talede.
13 Og Elias sagde til hende: Frygt ikke, gak ind, gjør det efter dine Ord; dog lav mig først en liden Kage deraf og før mig den ud, og siden skal du lave dig og din Søn (Noget).
11 Og hun sagde: O Konge! Kjære, kom Herren din Gud ihu, at Blodhevnere skulle ikke blive mange til at fordærve, og at de ikke ødelægge min Søn; og han sagde: (Saa vist som) Herren lever, der skal ikke falde (noget) af din Søns Haar paa Jorden.
55 Og hendes Aand kom igjen, og hun stod strax op; og han befoel, at man skulde give hende at æde.
13 Og det skede, der Elias det hørte, da omsvøbte han sit Ansigt med sin Kappe, og gik ud og stod i Døren paa Hulen; og see, (da kom der) en Røst til ham og sagde: Hvad har du her (at gjøre), Elias?
21 Og jeg stod op om Morgenen at give min Søn at die, see, da var han død; men om Morgenen gav jeg nøie Agt paa ham, see, da var det ikke min Søn, som jeg havde født.