1 Samuelsbok 1:20
Og det skede, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg (sagde hun) har begjæret ham af Herren.
Og det skede, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg (sagde hun) har begjæret ham af Herren.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Og Eli svarede og sagde: Gak hen med Fred! og Israels Gud skal give (dig) din Begjæring, som du begjærede af ham.
18 Og hun sagde: Lad din Tjenesteqvinde finde Naade for dine Øine. Da gik Qvinden sin Vei og aad, og hendes Ansigt var ikke ydermere (bedrøvet).
19 Og de stode tidlig op om Morgenen, og der de havde tilbedet for Herrens Ansigt, da vendte de tilbage og kom til deres Huus i Rama; og Elkana kjendte Hanna, sin Hustru, og Herren kom hende ihu.
19 Og hans Moder gjorde ham en liden Overkjortel, og førte ham den op fra Aar til Aar, naar hun gik op med sin Mand til at offre det aarlige Offer.
20 Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru, og sagde: Herren sætte dig Sæd af denne Qvinde istedetfor den Begjæring, som man begjærede af Herren! og de gik til hans Sted.
21 Men Herren besøgte Hanna, saa hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døttre; og Drengen Samuel blev stor hos Herren.
26 Og hun sagde: Hør mig, min Herre! (saa vist som) din Sjæl lever, min Herre! jeg er den Qvinde, som stod her hos dig, for at bede ydmygelig til Herren,
27 Jeg bad ydmygeligen om denne Dreng, og Herren har givet mig min Begjæring, som jeg begjærede af ham.
28 Derfor haver jeg ogsaa laant ham til Herren alle de Dage, han skal være til, thi han er begjæret af Herren; og han tilbad der for Herren.
21 Og den Mand Elkana drog op, og alt hans Huus, at offre til Herren det aarlige Offer og sit Løfte.
22 Men Hanna drog ikke op, thi hun sagde til sin Mand: (Jeg vil bie,) indtil Barnet bliver afvant, da vil jeg føre ham hen, at han skal sees for Herrens Ansigt, og han skal blive der evindelig.
23 Og Elkana, hendes Mand, sagde til hende: Gjør det, som er godt for dine Øine; bliv, indtil du har afvant ham; Herren stadfæste kun sit Ord! Saa blev Qvinden (hjemme) og gav sin Søn at die, indtil hun afvante ham.
24 Og hun førte ham op med sig, der hun havde afvant ham, med tre Stude og een Epha Meel og en Flaske Viin, og hun førte ham til Herrens Huus i Silo; og Drengen var en (liden) Dreng.
4 Og det skede paa en Dag, at Elkana offrede; da gav han Peninna, sin Hustru, og alle hendes Sønner og hendes Døttre Dele.
5 Men han gav Hanna eet Stykke, (som var) anseeligt; thi han elskede Hanna, men Herren havde lukket til for hendes Liv.
6 Og hendes Modstanderinde opirrede hende og saare, at hun kunde gjøre hende fnysende, fordi Herren havde lukket til for hendes Liv.
7 Og saaledes skede det fra Aar til Aar; naarsomhelst hun gik op til Herrens Huus, opirrede hun hende saaledes; og hun græd og aad ikke.
8 Da sagde Elkana, hendes Mand, til hende: Hanna, hvorfor vil du græde, og hvorfor vil du ikke æde, og hvorfor haver dit Hjerte saa ondt? er jeg dig ikke bedre end ti Sønner?
9 Da stod Hanna op, efterat de havde ædet, og efterat de havde drukket i Silo; og Eli, Præsten, sad paa en Stol ved Herrens Tempels Dørstolpe.
10 Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til Herren og græd saare.
11 Og hun lovede et Løfte og sagde: Herre Zebaoth, dersom du seer til din Tjenesteqvindes Elendighed, og kommer mig ihu og ikke glemmer din Tjenesteqvinde, og giver din Tjenesteqvinde mandlig Sæd, da vil jeg give Herren ham alle hans Livs Dage, og der skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved.
12 Og det skede, der hun længe havde bedet for Herrens Ansigt, da tog Eli vare paa hendes Mund.
13 Thi Hanna, hun talede i sit Hjerte, kun hendes Læber rørte sig, men hendes Røst hørtes ikke; derfor holdt Eli hende for (at være) drukken.
15 Og Samuel laae indtil om Morgenen, og han lod Dørene op for Herrens Huus; men Samuel frygtede for at give Eli det Syn tilkjende.
16 Da kaldte Eli ad Samuel og sagde: Samuel, min Søn! og han sagde: See, her er jeg.
6 Da blev Herren ved at kalde ydermere ad Samuel, og Samuel stod op og gik til Eli, og sagde: See, her er jeg, thi du kaldte ad mig; og han sagde: Jeg kaldte ikke, min Søn, gak tilbage, læg dig.
7 Men Samuel kjendte endnu ikke Herren, og Herrens Ord var endnu ikke aabenbaret for ham.
8 Da blev Herren ved at kalde ad Samuel tredie Gang, og han stod op og gik til Eli, og sagde: See, her er jeg, thi du kaldte ad mig; da forstod Eli, at Herren kaldte ad Drengen.
9 Og Eli sagde til Samuel: Gak, læg dig, og det skal skee, dersom han kalder ad dig, da skal du sige: Tal, Herre! thi din Tjener hører; og Samuel gik hen og lagde sig paa sit Sted.
10 Da kom Herren og stillede sig frem, og kaldte som de forrige Gange: Samuel! Samuel! og Samuel sagde: Tal, thi din Tjener hører.
24 Og Qvinden fødte en Søn og kaldte hans Navn Samson; og Drengen blev stor, og Herren velsignede ham.
16 Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved (denne) Aarets Tid, skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nei, min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde.
17 Og Qvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den samme bestemte Tid, ved (samme) Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende.
3 da Samuel havde lagt sig, førend Guds Lampe slukkedes, i Herrens Tempel, der, hvor Guds Ark var,
4 da kaldte Herren ad Samuel, og han sagde: See, her er jeg.
1 Og der var en Mand af Ramathaim-Zophim, af Ephraims Bjerg, og hans Navn var Elkana, Søn af Jeroham, Søn af Elihu, Søn af Thohu, Søn af Zuph, den Ephrathiter.
2 Og han havde to Hustruer; den enes Navn var Hanna, og den andens Navn Peninna; og Peninna havde Børn, men Hanna havde ingen Børn.
26 Men Samuel, Drengen, gik og blev stor og behagelig baade for Herren, saa og for Menneskene.
11 Derefter gik Elkana til Rama, til sit Huus; men Drengen tjente Herren for Elis, Præstens, Ansigt.
1 Og Drengen Samuel tjente Herren for Elis Ansigt; og Herrens Ord var dyrt i de samme Dage, der udbrød intet Syn.
15 Men Herren havde aabenbaret for Samuels Øre een Dag, førend Saul kom, og sagt:
1 Og det skede, der Samuel var gammel, da satte han sine Sønner til Dommere over Israel.
19 Og Samuel blev stor, og Herren var med ham, og han lod ikke falde (noget) af alle sine Ord paa Jorden.
9 Saa tog Samuel et diende Lam og offrede det til et Brændoffer heelt for Herren; og Samuel raabte til Herren for Israel, og Herren svarede ham.
5 Og Samuel sagde: Samler al Israel til Mizpa, og jeg vil ydmygeligen bede for eder til Herren.
15 Og Hanna svarede og sagde: (Det er) ikke (saa), min Herre; jeg er en Qvinde, som er hart (bedrøvet) i Aanden, og jeg har ikke drukket Viin eller stærk Drik, men jeg haver udøst mit Hjerte for Herrens Ansigt.
21 Og Herren blev ved at lade sig see i Silo; thi Herren var aabenbaret for Samuel i Silo ved Herrens Ord.
10 Da skede Herrens Ord til Samuel, sigende:
28 Og Samuels Sønner vare: den Førstefødte Vasni, og Abija.
21 Der Samuel havde hørt alle Folkets Ord, da talede han dem for Herrens Øren.