1 Samuelsbok 16:23
Og det skede, naar den Guds Aand var over Saul, da tog David Harpen og legede med sin Haand; og Saul blev vederqvæget, og det blev godt med ham, og den onde Aand veg fra ham.
Og det skede, naar den Guds Aand var over Saul, da tog David Harpen og legede med sin Haand; og Saul blev vederqvæget, og det blev godt med ham, og den onde Aand veg fra ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Og det blev ved, at der var Krig; og David drog ud og stred imod Philisterne, og slog dem med et stort Slag, og de flyede for hans Ansigt.
9Og Herrens onde Aand var paa Saul, og han sad i sit Huus og havde sit Spyd i sin Haand, og David legede med Haanden.
10Og Saul søgte efter at stikke David med Spydet, (saa det skulde gaae) i Væggen, men han gik bort fra Sauls Ansigt, og han stak Spydet i Væggen; saa flyede David og undkom den samme Nat.
13Saa tog Samuel Oliehornet og salvede ham midt iblandt hans Brødre, og Herrens Aand kom heftig over David fra den samme Dag og fremdeles; derefter gjorde Samuel sig rede og gik til Rama.
14Men Herrens Aand veg fra Saul, og en ond Aand fra Herren forfærdede ham.
15Da sagde Sauls Tjenere til ham: See, Kjære, en ond Guds Aand forfærder dig.
16Vor Herre sige dog til dine Tjenere, (som staae) for dit Ansigt, at de opsøge en Mand, som forstaaer at lege paa Harpe; og det skal skee, naar Guds den onde Aand er over dig, og han leger med sin Haand, da (skal det blive) godt med dig.
17Da sagde Saul til sine Tjenere: Kjære, seer mig om en Mand, som kan vel lege, og fører (ham) til mig.
18Da svarede en af de unge Karle og sagde: See, jeg saae Isai, den Bethlehemiters, Søn, som forstaaer at lege, og er vældig til Strid og en Krigsmand, og forstandig i Ord, og en Mand, (som er deilig) af Skikkelse, og Herren er med ham.
19Da sendte Saul Bud til Isai og lod sige: Send til mig David, din Søn, som er hos Smaaqvæget.
9Og Saul fæstede Øie paa David fra den Dag og derefter.
10Og det skede om anden Dagen, at Guds den onde Aand kom heftig over Saul, og han propheterede midt i Huset, men David legede med sin Haand, som dagligen; og Saul havde et Spyd i Haanden.
11Og Saul kastede Spydet og sagde: Jeg vil stikke David, (saa det skal gaae) i Væggen; men David vendte sig to Gange omkring fra hans Ansigt.
12Og Saul frygtede for Davids Ansigt; thi Herren var med ham, men han var vegen fra Saul.
13Da bortskaffede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over Tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt.
21Saa kom David til Saul og stod for hans Ansigt; og han elskede ham saare, og han blev hans Vaabendrager.
22Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kjære, lad David staae for mit Ansigt, thi han har fundet Naade for mine Øine.
31Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav dem tilkjende for Sauls Ansigt, og han lod hente ham.
20Da sendte Saul Bud, at de skulde hente David, og de saae en Forsamling af Propheter, som propheterede, og Samuel staaende, som var sat over dem; og Guds Aand var over Sauls Bud, at ogsaa de propheterede.
6Da kom Guds Aand heftig over Saul, der han hørte disse Ord, og hans Vrede optændtes saare.
15Saa henter mig nu en Harpeleger; og det skede, der Harpelegeren legede (paa Harpen), da kom Herrens Haand over ham.
16Men Herren skal være Dommer og dømme imellem mig og imellem dig, og han skal see og udføre min Sag, og frie mig fra din Haand.
5Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.
6Men det hændte sig, der de kom, da David kom tilbage fra den Philisters Slag, at Qvinderne af alle Israels Stæder vare udgangne med Sang og Dands imod Kong Saul, med Tromme, med Glæde og med Strængeleg.
1Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand.
25Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.
26Og Saul gik ogsaa til sit Huus til Gibea; og af Hæren gik de med ham, hvilke Gud rørte i deres Hjerte.
23Da gik han derhen til Najoth i Rama; og Guds Aand var ogsaa over ham, og han gik flux og propheterede, indtil han kom til Najoth i Rama.
9Og det skede, der han vendte sin Skulder at gaae fra Samuel, da omvendte Gud hans (Hjerte) til et andet Hjerte; og alle disse Tegn kom paa den samme Dag.
10Og de kom derhen til Høien, see, da (kom) en Hob Propheter imod ham; og Guds Aand kom heftig over ham, og han propheterede midt iblandt dem.
1Og David drog op derfra og blev udi de Befæstninger i En-Gedi.
46Da drog Saul op fra (at jage) efter Philisterne, og Philisterne gik til deres Sted.
15Og der Saul saae, at han handlede saare klogeligen, da gruede han for hans Ansigt.
3Men Samuel var død, og al Israel havde sørget for ham og begravet ham i Rama, i hans Stad; og Saul havde bortskaffet Spaaqvinder og Tegnsudlæggere af Landet.
9Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
19Og det skede, der Saul endnu talede med Præsten, at det Bulder, som var i Philisternes Leir, det fik Fremgang og blev stort; da sagde Saul til Præsten: Borttag din Haand.
13Da gjorde David og hans Mænd sig rede, ved sex hundrede Mænd, og de gik ud af Keila og vandrede hen, hvor de kunde vandre; og det blev Saul tilkjendegivet, at David var undkommen af Keila, da lod han af at fare ud.
15Og Samuel sagde til Saul: Hvorfor gjorde du mig Uro, at du lod hente mig op? da sagde Saul: Jeg er saare angest, thi de Philister stride imod mig, og Gud er vegen fra mig og svarer mig ikke ydermere, hverken formedelst Propheter eller ved Drømme; derfor lod jeg kalde dig, at, du skulde lade mig vide, hvad jeg skal gjøre.
37Fremdeles sagde David: Herren, som friede mig fra Løvens Vold og fra Bjørnens Vold, han skal frie mig af denne Philisters Haand; da sagde Saul til David: Gak, og Herren skal være med dig.
14Da sendte Saul Bud at lade hente David, og hun sagde: Han er syg.
15Der David saae, at Saul var uddragen til at søge efter hans Liv, da blev David i den Ørk Siph i Skoven.
16Da gjorde Jonathan, Sauls Søn, sig rede og gik hen i Skoven til David; og han styrkede hans Haand i Gud.
1Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; Intet er mig bedre, end at jeg aldeles undkommer til Philisternes Land, at Saul kan intet Haab have om mig til at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemærke, at jeg kan undkomme af hans Haand.
57Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand.
5Da sagde Davids Mænd til ham: See, (denne er) den Dag, hvorom Herren har sagt dig: See, jeg giver din Fjende i din Haand, at du skal gjøre med ham, saasom godt er for dine Øine; og David stod op og afskar hemmeligen en Flig af Kappen, som Saul (havde paa).
8Og David og al Israel legede for Guds Ansigt af al Magt, baade med Sange og med Harper og med Psaltere og med Trommer og med Cymbler og med Basuner.
26Og Saul gik paa denne Side af Bjerget, og David og hans Mænd paa den anden Side af Bjerget; og der David hastede at gaae fra Sauls Ansigt, da omringede Saul og hans Mænd David og hans Mænd, for at gribe dem.
30Og Philisternes Høvedsmænd droge ud, og det skede, naar de droge ud, da handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare høit agtet.
7Og han sagde til sine Mænd: Herren lade det være langt fra mig, at jeg skulde gjøre denne Gjerning ved min Herre, Herrens Salvede, at lægge min Haand paa ham; thi han er Herrens Salvede.
21Da sagde Saul: Velsignede være I for Herren, at I ynkes over mig.