2 Korinterbrev 4:9
forfulgte, men ikke forladte; nedslagne, men ikke fortabte;
forfulgte, men ikke forladte; nedslagne, men ikke fortabte;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Men vi have dette Liggendefæ i Leerkar, saa at den overvættes Kraft maa være Guds og ikke af os;
8vi, som trænges paa alle Maader, men ikke forsage; som ere tvivlende, men ikke fortvivlende;
10Vi ere Daarer for Christi Skyld, men I ere kloge i Christo; vi skrøbelige, men I stærke; I herlige, men vi foragtede.
11Indtil denne Time lide vi baade Hunger og Tørst, og ere nøgne, og faae Mundslag, og have intet vist Opholdssted,
12og arbeide møisommeligen med vore egne Hænder. Overskjældede velsigne vi; forfulgte taale vi;
13bespottede formane vi; vi ere blevne som Udskud i Verden, Alles Skovisk indtil nu.
9som miskjendte, og dog erkjendte; som de, der døe, og see, vi leve; som de, der ere revsede, og dog ikke ihjelslagne;
10som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gjøre Mange rige; som de, der have Intet, og dog besidde Alt.
16Derfor blive vi ikke trætte, men om endog vort udvortes Menneske gaaer til grunde, fornyes dog det indvortes Dag fra Dag;
17thi vor Trængsel, som er stakket og let, bringer os en evig og over al Maade vigtig Herlighed;
18idet vi ikke have de synlige Ting for Øie, men de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige evige.
10ombærende altid den Herres Jesu Død i Legemet, at og Jesu Liv maa aabenbares i vort Legeme;
11thi skjøndt vi leve, hengives vi stedse til Døden for Jesu Skyld, at Jesu Liv maa og aabenbares i vort dødelige Kjød.
12Saa er da Døden kraftig i os, men Livet i eder.
8Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om vor Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
9Ja! vi havde selv fældet den Dom hos os selv, at vi maatte døe, paa det at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de Døde,
35Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel, eller Angest, eller Forfølgelse, eller Hunger, eller Nøgenhed, eller Fare, eller Sværd?
36— Ligesom skrevet er: For din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar. —
37Men i alle disse Ting mere end seire vi ved ham, som os elskede.
4saa at vi selv rose os af eder i Guds Menigheder, formedelst eders Taalmodighed og Tro under alle eders Forfølgelser og Trængsler, som I udholde;
5et Beviis paa Guds retfærdige Dom, paa det at I skulle befindes værdige til Guds Rige, for hvilket I og lide;
1Derfor, da vi have denne Tjeneste, efter som os er skeet Barmhjertighed, saa blive vi ikke trætte;
4men vi bevise os selv i Alting som Guds Tjenere: med stor Taalmodighed, i Trængsler, i Nød, i Angester,
37de bleve stenede, gjennemsaugede, fristede, henrettede med Sværd, gik omkring i Faare- og Gjedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede,
4som os trøster i al vor Trængsel, saa at vi kunne trøste dem, som ere i allehaande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud!
12I Elskelige! forundrer eder ikke over den Ildprøve, som kommer over eder til en Prøvelse, som om der hændtes eder noget Underligt.
13Men som I ere deelagtige i Christi Lidelser, saa glæder eder, at I og ved hans Herligheds Aabenbarelse skulle glæde og fryde eder.
6Derfor ere vi altid frimodige, enddog vi vide, at medens vi ere tilhuse i Legemet, ere vi borte fra Herren.
7— Thi vi vandre i Tro, ikke i Beskuelse. —
19Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.
11i Forfølgelser, i Lidelser, saadanne som mig ere vederfarne i Antiochia, i Iconium, i Lystra, hvilke Forfølgelser jeg haver udstaaet, og Herren friede mig af dem alle.
12Ja, ogsaa Alle, som ville leve gudeligen i Christo Jesu, skulle forfølges.
28og ikke lade Eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne, hvilket er dem et Tegn paa Undergang, men Eder paa Frelse, og dette fra Gud.
4— thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige for Gud til at forstyrre Befæstninger —
3at ikke Nogen skulde blive vankelmodig i disse Trængsler; thi I vide selv, at vi ere dertil bestemte.
4Thi ogsaa der vi vare hos eder, sagde vi eder det forud, at vi skulde lide Trængsler; som og er skeet, og I vide.
6Men hvad enten vi trænges, (skeer det) for eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, (skeer det) til eders Trøst, der viser sig virksom i (eders) Taalmodighed under de samme Lidelser, som ogsaa vi lide;
9Ikke fordi vi jo havde Magt dertil, men vi vilde give eder os selv til et Mønster at efterfølge.
9Staaer ham imod, faste i Troen, efterdi I vide, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa eders Brødre i Verden.
9for hvilket jeg lider Ondt, indtil at være bunden som en Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet.
8Derfor skam dig ikke ved vor Herres Vidnesbyrd eller ved mig, hans Bundne, men lid Ondt med Evangelium ved Guds Kraft,
10Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.
7saa ere vi derved, Brødre! trøstede ved eder i al vor Trængsel og Nød, formedelst eders Tro.
4Min Frimodighed er stor imod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fyldt med Trøst, jeg haver en overvættes stor Glæde i al vor Trængsel.
5Thi der vi kom til Macedonien, havde vort Kjød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader; udvortes (var) Strid, indvortes Frygt.
6hvorover I skulle fryde eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser,
16Ved mit første Forsvar mødte Ingen med mig, men Alle forlode mig; — gid det ikke tilregnes dem! —
10Salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres.
19Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
22skulde Gud (da) ikke undersøge det, efterdi han kjender Hjertets skjulte Ting?