2 Kongebok 2:21
Da gik han ud til Vandspringet, og han kastede Saltet derhen og sagde: Saa sagde Herren: Jeg haver gjort dette Vand sundt, at der skal ingen Død eller Ufrugtbarhed ydermere komme deraf.
Da gik han ud til Vandspringet, og han kastede Saltet derhen og sagde: Saa sagde Herren: Jeg haver gjort dette Vand sundt, at der skal ingen Død eller Ufrugtbarhed ydermere komme deraf.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 Saa blev Vandet sundt indtil denne Dag efter Elisas Ord, som han talede.
18 Da kom de tilbage til ham, men han var bleven i Jericho; og han sagde til dem: Sagde jeg ei til eder, at I ikke skulde gaae?
19 Og Mændene i Staden sagde til Elisa: Kjære, see, (her er) godt at boe i Staden, ligesom min Herre seer; men (her er) ondt Vand, og Landet er ufrugtbart.
20 Og han sagde: Henter mig en ny Skaal og lægger der Salt udi; og de hentede det til ham.
11 (Men) Dyndpudsene derhos og Grøfterne derhos, de skulle ikke læges, de skulle gives til Salt.
8 Og han sagde til mig: Disse Vande gaae ud til det forreste Galilæa, og flyde ned over den slette Mark, og de gaae i Havet; naar de ere udgangne til Havet, da læges Vandene.
13 Og han tog Elias Kappe op, som var falden fra ham, og vendte tilbage og stod ved Jordanens Bred.
14 Og han tog Elias Kappe, som faldt fra ham, og slog Vandet og sagde: Hvor er Herren, Elias Gud, ja, (hvor er) han? og han slog Vandet, og det skiltes ad til begge Sider, og Elisa gik over.
9 Saa kom Naaman med sine Heste og sin Vogn, og stod for Elisas Huses Dør.
10 Da sendte Elisa et Bud til ham og lod sige: Gak og to dig syv Gange i Jordanen, saa skal dit Kjød komme sig paa dig igjen, og du skal blive reen.
11 Da blev Naaman vred og foer bort; og han sagde: See, jeg tænkte, han skulde vist komme ud til mig, og staae og paakalde Herrens sin Guds Navn, og røre med sin Haand paa Stedet og skille mig af med Spedalskheden.
12 Ere ikke de Floder Abana og Pharphar i Damascus bedre end alle de Vande i Israel? kunde jeg ikke toe mig i dem og blive reen? og han vendte sig og foer bort med Vrede.
13 Da gik hans Tjenere frem og talede til ham, og de sagde: Min Fader, havde Propheten talet til dig om en stor Ting, skulde du ikke gjort det? og hvor meget mere, da han sagde til dig: To dig, saa skal du blive reen!
14 Da gik han ned og dyppede sig i Jordanen syv Gange efter den Guds Mands Ord; og hans Kjød kom igjen, ligesom en liden Drengs Kjød, og han blev reen.
15 Og han vendte om til den Guds Mand igjen, han og hans ganske Hær, og han kom og stod for hans Ansigt og sagde: Kjære, see, jeg veed, at der er ikke en Gud paa al Jorden uden i Israel; og nu Kjære, tag en Velsignelse af din Tjener.
10 Og Elisa sagde til ham: Gak og siig: Du skal aldeles ikke leve; thi Herren haver ladet mig see, at han skal visselig døe.
35 Og Vandet løb trindt omkring Alteret, og han opfyldte ogsaa Graven med Vand.
41 Da sagde han: Tager dog Meel hid, og han kastede det i Gryden og sagde: Øs op for Folket, at de maae æde; da var der intet Ondt i Gryden.
8 Da tog Elias sin Kappe og svøbte den tilsammen, og slog Vandet, og det skiltes ad til begge Sider, og de gik begge igjennem paa det Tørre.
17 Og det skede efter disse Handeler, at samme Qvindes, Husets Værtindes, Søn blev syg; og hans Sygdom var saare svar, indtil, der var ikke Aande tilovers i ham.
14 Saa gik han fra Elisa og kom til sin Herre; og han sagde til ham: Hvad sagde Elisa dig? og han sagde: Han sagde mig: Du skal visseligen leve.
2 Og Herrens Ord skede til ham og sagde:
25 Og han gik derfra til det Bjerg Carmel, og han vendte tilbage derfra til Samaria.
20 Og Elisa døde, og de begrove ham; og Moabs Tropper kom i Landet, der Aaret gik an.
21 Og det skede, at de begrove en Mand, og see, da de saae Troppen, da kastede de Manden i Elisas Grav; og der Manden kom ned og rørte ved Elisas Been, da blev han levende og stod op paa sine Fødder.
11 Og Josaphat sagde: Er her ingen Herrens Prophet, at vi kunde adspørge Herren ved ham? da svarede en af Israels Konges Tjenere og sagde: Her er Elisa, Saphats Søn, som øste Vand paa Elias Hænder.
16 Og han sagde: Saa siger Herren: Gjører Grøfter ved Grøfter i denne Dal.
5 Og han gik og gjorde efter Herrens Ord, og gik og blev ved den Bæk Chrith, som er lige over for Jordanen.
32 Og der Elisa kom i Huset, see, da var den døde Dreng lagt paa hans Seng.
21 Og han raabte til den Guds Mand, som var kommen fra Juda, og sagde: Saa sagde Herren: Fordi at du har været Herrens Mund gjenstridig og har ikke holdt det Bud, som Herren din Gud bød dig,
22 men du vendte tilbage og aad Brød og drak Vand paa det Sted, hvorom jeg sagde dig: Du skal hverken æde Brød, ei heller drikke Vand, da skal dit Legeme ikke komme i dine Fædres Grav.
6 Og han førte Brevet til Israels Konge, (hvori) han lod sige: Og nu, naar dette Brev kommer til dig, see, (da skal du vide,) jeg haver sendt Naaman, min Tjener, til dig, at du vilde skille ham af med hans Spedalskhed.
20 Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn?
21 Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange, og raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! Kjære, lad dette Barns Sjæl komme inden i ham igjen.
31 Og han sagde: Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil, om Elisas, Saphats Søns, Hoved skal staae idag paa ham.
25 Saa raabte han til Herren, og Herren viste ham et Træ, og han kastede det i Vandet, saa blev Vandet sødt; der satte han dem Skik og Ret, og der forsøgte han dem.
23 Og Præsten skal skrive disse Forbandelser i en Bog og udslette (dem) med det beske Vand.
3 Og hun sagde til sin Frue: Ak! var min Herre for den Prophets Ansigt, som er i Samaria, da skulde han skille ham af med hans Spedalskhed.
4 Da gik han ind og gav sin Herre det tilkjende og sagde: Saa og saa haver den Pige talet, som er af Israels Land.
27 Derfor skal Naamans Spedalskhed hænge ved dig og ved din Sæd evindeligen; og han gik ud fra hans Ansigt spedalsk som Snee.
4 Og Elias sagde til ham: Elisa, Kjære, bliv her, thi Herren haver sendt mig til Jericho; men han sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de kom til Jericho.
34 et frugtbart Land til et salt (Land) for deres Ondskab, som boede deri.
20 Og det skede om Morgenen, da (man pleiede) at offre Madofferet, see, da kom der Vand fra den Vei fra Edom, og Landet fyldtes med Vandet.
1 Og Elisa talede til den Qvinde, hvis Søn han havde gjort levende, og sagde: Gjør dig rede og gak bort, du og dit Huus, og vær fremmed, hvor du kan være fremmed; thi Herren kalder ad Hungeren, og den skal ogsaa komme i Landet i syv Aar.
8 Da skede Herrens Ord til ham og sagde:
2 Og Elias sagde til Elisa: Kjære, bliv her, thi Herren sendte mig til Bethel; men Elisa sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de kom ned til Bethel.
23 Og Elias tog Barnet og førte det ned fra Salen i Huset og gav hans Moder det; og Elias sagde: See, din Søn lever.
17 Da sagde Naaman: Kjære, maa da ikke din Tjener gives en Byrde Jord, (saa meget, som) et Par Muler (kunne bære)? thi din Tjener vil ikke ydermere gjøre Brændoffer eller Slagtoffer til andre Guder, men til Herren.
15 Da sagde Elisa til ham: Tag Bue og Pile; og han tog Bue og Pile til ham.