Da sagde Hasael: Hvi græder min Herre? og han sage: Fordi jeg veed det Onde, som du skal gjøre Israels Børn: Du skal sætte Ild paa deres faste Stæder og slaae deres udvalgte (Mandkjøn) ihjel med Sværd, og knuse deres spæde Børn og sønderhugge deres frugtsommelige (Qvinder).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Og Hasael sagde: Men hvad er din Tjener, den Hund, at han skulde gjøre denne store Ting? og Elisa sagde: Herren haver ladet mig see, at du skal blive Konge over Syrien.
14 Saa gik han fra Elisa og kom til sin Herre; og han sagde til ham: Hvad sagde Elisa dig? og han sagde: Han sagde mig: Du skal visseligen leve.
15 Og det skede den anden Dag, da tog han Ryen og dyppede den i Vandet og udbredte den over hans Ansigt, og han døde; og Hasael blev Konge i hans Sted.
8 Da sagde Kongen til Hasael: Tag en Gave med dig og gak imod den Guds Mand, og spørg Herren ad ved ham og siig: Skal jeg leve af denne Sygdom?
9 Og Hasael gik imod ham og tog Gave med sig og allehaande Godt af Damascus, fyrretyve Kamelers Byrde; og han kom og stod for hans Ansigt og sagde: Din Søn Benhadad, Kongen i Syrien, sendte mig til dig og lader sige: Mon jeg skal leve af denne Sygdom?
10 Og Elisa sagde til ham: Gak og siig: Du skal aldeles ikke leve; thi Herren haver ladet mig see, at han skal visselig døe.
11 Og han gjorde sit Ansigt stivt og vendte det (til ham), indiil han bluedes derved: og den Guds Mand græd.
3 Saa sagde Herren: For tre Damasci Overtrædelsers Skyld og for fire vil jeg ikke afvende det, fordi de have tærsket Gilead med jernskarpe (Tærskevogne).
4 Derfor vil jeg sende en Ild i Hasaels Huus, og den skal fortære Benhadads Paladser.
5 Og jeg vil sønderbryde Stængerne i Damascus, og udrydde Indbyggerne af Avens Dal, og den, som holder Spiret, af Beth-Eden; og Folket af Syrien skal bortføres til Kir, sagde Herren.
15 Og Herren sagde til ham: Gak, vend tilbage ad din Vei igjennem Ørken til Damascus, og du skal gaae ind og salve Hasael til Konge over Syrien.
17 Og det skal skee, at hvo, som undkommer fra Hasaels Sværd, den skal Jehu ihjelslaae, og hvo, som undkommer fra Jehu Sværd, den skal Elisa ihjelslaae.
4 Thi førend Barnet skal forstaae at raabe: min Fader, og: min Moder! skal man bortføre Damasci Gods og Samarias Bytte hen for Kongen af Assyriens Ansigt.
5 Og Herren blev endnu ved at tale til mig, sigende:
3 Derfor optændtes Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Hasaels, Kongen af Syriens, Haand, og i Benhadads, Hasaels Søns, Haand alle Dage.
22 Og Hasael, Kongen af Syrien, trængte Israel alle Joahas Dage.
21 Og Israels Konge sagde til Elisa, der han saae dem: Min Fader, maa jeg slaae, maa jeg slaae (dem)?
32 I de samme Dage begyndte Herren at afkorte i Israel; thi Hasael slog dem i alt Israels Landemærke,
21 Derfor giv deres Børn til Hungeren, og lad dem adspredes ved Sværdets Magt, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker, og deres Mænd ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive slagne med Sværd i Krigen.
17 Da drog Hasael, Kongen af Syrien, op og stred imod Gath og indtog den; og Hasael rettede sit Ansigt til at drage op til Jerusalem.
14 Derfor skal et Bulder opkomme iblandt dine Folk, og alle dine Fæstninger forstyrres, som Salman forstyrrede Beth-Arbel paa Krigens Dag, (der) Moderen blev knust tilligemed Børnene.
16 Og deres spæde (Børn) skulle sønderknuses for deres Øine, deres Huse plyndres, og deres Hustruer skjændes.
7 Og nu, saa sagde Herren, Zebaoths Gud, Israels Gud: Hvorfor gjøre I denne store Ondskab imod eders Sjæle, saa at (jeg maa) udrydde eder Mand og Qvinde, spæde og diende Børn af Juda, og lade Intet, (som er) øvrigt, blive ydermere til overs for eder, —
7 Og du skal slaae Achabs, din Herres, Huus, og jeg vil hevne (og udkræve) mine Tjeneres, Propheternes, Blod og alle Herrens Tjeneres, Blod af Jesabels Haand.
8 Og alt Achabs Huus skal omkomme, og jeg vil udrydde af Achab den, som pisser paa Væggen, (ja) og den Beholdne og den Efterladte i Israel.
30 Og det skede, der Kongen hørte den Qvindes Ord, da sønderrev han sine Klæder, og han gik forbi paa Muren; da saae Folket, og see, der var en Sæk indentil paa hans Kjød.
31 Og han sagde: Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil, om Elisas, Saphats Søns, Hoved skal staae idag paa ham.
18 Men (deres) Buer skulle sønderknuse Drengene, og de skulle ikke forbarme sig over Livsfrugt, deres Øie skal ikke spare Børnene.
21 See, jeg vil føre Ulykke over dig og borttage dine Efterkommere, og udrydde af Achab den, som pisser paa Væggen, og den Beholdne og den Efterladte i Israel.
20 Herre! see og sku, hvem du haver saa handlet med; mon Qvinder skulde æde deres Frugt, de spæde Børn, (som man bærer) paa Hænderne? mon Præst og Prophet skulde ihjelslaaes i Herrens Helligdom?
27 Og jeg vil antænde en Ild paa Murene i Damascus, og den skal fortære Benhadads Paladser.
13 Saa sagde Herren: For tre Ammons Børns Overtrædelser og for fire vil jeg ikke afvende det, fordi de sønderreve de Fruktsommelige i Gilead for at udvide deres Landemærke.
14 see, saa skal Herren slaae dig med stor Plage paa dit Folk og paa dine Børn og paa dine Hustruer og paa alt dit Gods.
5 Og det skal skee paa den samme Dag, da vil jeg sønderbryde Israels Bue i Jisreels Dal.
8 Men det skede, der Elisa, den Guds Mand, hørte, at Israels Konge havde sønderrevet sine Klæder, da sendte han til Kongen og lod sige: Hvorfor haver du sønderrevet dine Klæder? Kjære, lad ham komme til mig, saa skal han fornemme, at her er en Prophet i Israel.
12 Og Kongen stod op om Natten og sagde til sine Tjenere: Kjære, jeg vil kundgjøre eder, hvad de Syrer have gjort med os: De vide, at vi lide Hunger, derfor ere de udgangne af Leiren for at skjule sig paa Marken, sigende: Naar de udgaae af Staden, da ville vi gribe dem levende og komme i Staden.
8 Og det skede, der de havde slaget dem, da var jeg overbleven; og jeg faldt paa mit Ansigt og raabte og sagde: Ak, Herre Herre! vil du fordærve alt Overblevet i Israel, idet du udøser din Grumhed over Jerusalem?
24 Saa optændes min Vrede, og jeg ihjelslaaer eder med Sværd; og eders Hustruer skulle blive Enker, og eders Børn faderløse.
19 Da blev den Guds Mand vred paa ham og sagde: Havde du slaget fem eller sex Gange, da skulde du slaget de Syrer, indtil du havde gjort Ende (paa dem); men nu skal du slaae de Syrer tre Gange.
11 Mine Øine forsmægtede for den (megen) Graad, mine Indvolde rørtes, min Lever er udgydt paa Jorden over mit Folks Datters Forstyrrelse, der de spæde og diende Børn forsmægtede paa Gaderne i Staden.
5 Derfor gav Herren hans Gud ham i Kongen af Syriens Haand, at de sloge ham og bortførte en stor (Hob) fangen af hans (Folk) og førte (dem) til Damascus; og han blev ogsaa given i Kongen af Israels Haand, at han slog ham (med) et stort Slag.
11 Da blev Kongen af Syriens Hjerte heftig oprørt over denne Handel, og han kaldte ad sine Tjenere og sagde til dem: Ville I ikke give mig tilkjende, hvem af os (der førte det) til Israels Konge?
8 Han skal ihjelslaae dine Døttre paa Marken med Sværdet, og sætte Bolværk imod dig, og opkaste Vold imod dig, og opreise Skjold imod dig.
17 Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øine rinde med Graad Nat og Dag, og holde ikke op; thi Jomfruen, mit Folks Datter, er forstyrret med stor Forstyrrelse, (hendes) Saar er meget svagt.
8 Og Israels Børn førte fangne bort af deres Brødre to hundrede tusinde Qvinder, Sønner og Døttre, og røvede tilmed meget Rov fra dem; og de førte det Rov til Samaria.
1 Og Elisa talede til den Qvinde, hvis Søn han havde gjort levende, og sagde: Gjør dig rede og gak bort, du og dit Huus, og vær fremmed, hvor du kan være fremmed; thi Herren kalder ad Hungeren, og den skal ogsaa komme i Landet i syv Aar.
28 Og han drog i Krig med Joram, Achabs Søn, mod Hasael, Kongen af Syrien, til Ramoth i Gilead; og de Syrer sloge Joram.
5 Og han sagde til de andre for mine Øren: Gaaer igjennem Staden efter ham, og slaaer; eders Øine skulle ikke spare, og I skulle ikke skaane.
20 Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn?