2 Peters brev 3:16

Original Norsk Bibel 1866

som og i alle Brevene, naar han i dem taler om disse Ting; hvoriblandt der er Noget svart at forstaae, hvilket de Ukyndige og Ubefæstede forvende, ligesom og de øvrige Skrifter, til deres egen Fordærvelse.

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

Ὡς καὶ ἐν πάσαις ταῖς ἐπιστολαῖς, λαλῶν ἐν αὐταῖς περὶ τούτων· ἐν οἷς ἐστιν δυσνόητά τινα, ἃ οἱ ἀμαθεῖς καὶ ἀστήρικτοι στρεβλοῦσιν, ὡς καὶ τὰς λοιπὰς γραφὰς, πρὸς τὴν ἰδίαν αὐτῶν ἀπώλειαν.

Translitterasjon

As also in all the epistolais, lalōn in them about these; in which estin dysnoēta some, which the amatheis and astēriktoi strebloustin, as also the loipas graphas, toward the idian of-them apōleian.

Grammatikkdetaljer

• *epistolais*: dative, feminine, plural - letters/epistles
• *lalōn*: present active participle, nominative, masculine, singular - speaking/talking
• *estin*: present active indicative, 3rd person singular - is/are
• *dysnoēta*: nominative, neuter, plural - hard to understand/difficult
• *amatheis*: nominative, masculine, plural - ignorant/unlearned
• *astēriktoi*: nominative, masculine, plural - unstable/unsteadfast
• *strebloustin*: present active indicative, 3rd person plural - distort/twist
• *loipas*: accusative, feminine, plural - remaining/other
• *graphas*: accusative, feminine, plural - writings/scriptures
• *idian*: accusative, feminine, singular - own/personal
• *apōleian*: accusative, feminine, singular - destruction/ruin

Ordbetydninger

• *epistolais*: letters/epistles/written communications
• *lalōn*: speaking/talking/discussing
• *estin*: is/are/exist
• *dysnoēta*: hard to understand/difficult/complex
• *amatheis*: ignorant/unlearned/untaught
• *astēriktoi*: unstable/unsteadfast/not firmly established
• *strebloustin*: distort/twist/pervert
• *loipas*: remaining/other/rest of
• *graphas*: writings/scriptures/sacred texts
• *idian*: own/personal/private
• *apōleian*: destruction/ruin/perdition

Henviste vers

• 2 Pet 2:14 : 14 De have Øine fulde af Horeri, som ei lade af fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte øvet i Gjerrighed; (de ere) Forbandelsens Børn.
• Hebr 5:11 : 11 Herom have vi meget at sige, og som er svart at udlægge, efterdi I ere blevne seendrægtige til at fatte.
• Matt 15:6 : 6 Og I have tilintetgjort Guds Bud for eders Skiks Skyld.
• Jer 23:36 : 36 Og I skulle ikke ydermere tale om Herrens Byrde; thi hver Mands (eget) Ord skal være ham en Byrde, efterdi I forvende den levende Guds, den Herre Zebaoths, vor Guds Ord.
• Hab 1:4 : 4 Derfor er Loven svækket, og Dommen udkommer ikke evindeligen; thi den Ugudelige omgiver den Retfærdige, derfor udkommer forvendt Dom.
• Matt 15:3 : 3 Men han svarede og sagde til dem: Hvi overtræde og I Guds Bud for eders Skiks Skyld?
• Jud 1:4 : 4 Thi nogle Mennesker have indsneget sig, om hvilke fordum denne Dom er forud skreven: (De ere) Ugudelige, som misbruge vor Guds Naade til Uteerlighed og fornegte den eneste Hersker, Gud, og vor Herre Jesum Christum.
• Jak 1:8 : 8 En tvesindet Mand (er) ustadig i alle sine Veie.
• 1 Pet 1:1 : 1 Petrus, Jesu Christi Apostel, til de Udlendinge, som ere adspredte i Pontus, Galatien, Cappadocien, Asien og Bithynien, udvalgte
• 1 Pet 2:8 : 8 hvilke støde an, idet de ikke troe Ordet, hvortil de og vare bestemte.
• 2 Pet 2:1 : 1 Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt eder skulle komme falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte; hvilke skulle føre over sig selv en hastig Fordærvelse.
• Matt 22:29 : 29 Men Jesus svarede og sagde til dem: I fare vild, idet I kjende ikke Skrifterne, ei heller Guds Kraft.
• Rom 8:1-9 : 1 Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christo Jesu, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden; 2 thi Aandens Lov, der giver Liv i Christo Jesu, haver frigjort mig fra Syndens og Dødens Lov. 3 Thi det, som var Loven umuligt, idet den var kraftesløs formedelst Kjødet, (det gjorde) Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds Lignelse og til et Syndoffer, og fordømte Synden i Kjødet; 4 paa det at Lovens Fordring skulde fuldbringes i os, som ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden. 5 Thi de, som ere efter Kjødet, sandse det Kjødelige, men de, som ere efter Aanden, (sandse) det Aandelige. 6 Thi Kjødets Sands er Døden, men Aandens Sands er Liv og Fred; 7 efterdi Kjødets Sands er Fjendskab imod Gud; thi den er ikke Guds Lov underdanig, ja kan ei heller være det. 8 Men de, som ere kjødelige, kunne ikke tækkes Gud. 9 Men I ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand boer i eder; men om Nogen ikke haver Christi Aand, denne er ikke hans. 10 Men om Christus er i eder, da er vel Legemet dødt formedelst Synden, men Aanden er Liv formedelst Retfærdighed. 11 Men om hans Aand, der opreiste Jesum fra de Døde, boer i eder, da skal han, som opreiste Christum fra de Døde, levendegjøre ogsaa eders dødelige Legemer formedelst sin Aand, som boer i eder. 12 Derfor, Brødre! ere vi ikke Kjødets Skyldnere, at vi skulle leve efter Kjødet; 13 thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe; men dersom I døde Legemets Gjerninger formedelst Aanden, skulle I leve. 14 Thi saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn. 15 Thi I annammede ikke atter en Trældoms Aand til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelses Aand, ved hvilken vi raabe: Abba, Fader! 16 Den samme Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn. 17 Men dersom vi ere Børn, ere vi og Arvinger, nemlig Guds Arvinger, men Christi Medarvinger, saafremt vi lide med ham, at vi og skulle herliggjøres med ham. 18 Thi jeg slutter, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os. 19 Thi Skabningens Længsel venter paa Guds Børns Aabenbarelse; 20 thi Skabningen er Forfængeligheden underlagt, — ikke med sin Villie, men ved ham, som lagde den derunder; — 21 dog med det Haab, at Skabningen skal og selv blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed. 22 Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu. 23 Ja ikke det alene, men ogsaa selv de, som have Aandens Førstegrøde, ogsaa vi selv sukke i os selv, idet vi forvente en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning. 24 Thi vi ere frelste i Haabet. Men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvorledes skulde Nogen haabe det, som han seer? 25 Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed. 26 Men desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke. 27 Men han, som randsager Hjerterne, veed, hvad Aandens Sands er; thi den træder frem for de Hellige efter Guds (Villie). 28 Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte. 29 Thi hvilke han forud kjendte, dem haver han og forud beskikket at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det at han skal være den Førstefødte iblandt mange Brødre. 30 Men hvilke han forud beskikkede, dem haver han og kaldet; og hvilke han kaldte, dem haver han og retfærdiggjort; men hvilke han retfærdiggjorde, dem haver han og herliggjort. 31 Hvad skulle vi da hertil sige? Er Gud for os, hvo (kan da være) imod os? 32 Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke ogsaa skjenke os alle Ting Med ham? 33 Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør. 34 Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som og er opreist, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os. 35 Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel, eller Angest, eller Forfølgelse, eller Hunger, eller Nøgenhed, eller Fare, eller Sværd? 36 — Ligesom skrevet er: For din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar. — 37 Men i alle disse Ting mere end seire vi ved ham, som os elskede. 38 Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstendømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende, 39 ei heller det Høie, ei heller det Dybe, ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christo Jesu, vor Herre.
• 1 Kor 15:1-9 : 1 Men jeg minder eder, Brødre! om det Evangelium, som jeg forkyndte eder, hvilket I og annammede, udi hvilket I og ere vedblevne, 2 ved hvilket I og blive salige, dersom I beholde det efter den Maade, paa hvilken jeg forkyndte eder det, saafremt I ikke have troet forgjæves. 3 Thi jeg overantvordede eder iblandt de første Ting det, som og jeg annammede, at Christus døde for vore Synder efter Skrifterne; 4 og at han blev begraven; 5 og at han opstod den tredie Dag efter Skrifterne; 6 og at han blev seet af Kephas, derefter af de Tolv. 7 Derefter blev han seet af mere end fem hundrede Brødre paa eengang, af hvilke de Fleste ere endnu i Live, men Nogle ere og hensovede. 8 Derefter blev han seet af Jakobus, dernæst af alle Apostlerne. 9 Men sidst af Alle blev han og seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes en Apostel, fordi jeg haver forfulgt Guds Menighed. 10 Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade mod mig haver ikke været forgjæves, men jeg haver arbeidet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig. 11 Hvad enten det da er mig, eller hine, da prædike vi saaledes, og saaledes troede I. 12 Men naar Christus prædikes at være opstanden fra de Døde, hvorledes sige da Nogle iblandt eder, at der er ikke Dødes Opstandelse? 13 Men dersom der ikke er Dødes Opstandelse, da er ikke heller Christus opstanden. 14 Men er Christus ikke opstanden, da er vor Prædiken jo forgjæves, saa er og eders Tro forgjæves. 15 Men vi blive da og fundne som falske Vidner om Gud, idet at vi have vidnet om Gud, at han opreiste Christum, hvilken han ikke haver opreist, saafremt nemlig de Døde ikke opreises. 16 Thi dersom de Døde ikke opstaae, da er ikke heller Christus opstanden. 17 Men dersom Christus ikke er opstanden, da er eders Tro forfængelig, saa ere I endnu i eders Synder; 18 saa ere og de fortabte, som ere hensovede i Christo. 19 Haabe vi alene paa Christum i dette Liv, da ere vi de elendigste iblandt alle Mennesker. 20 Men nu er Christus opstanden fra de Døde og er bleven Førstegrøden af de Hensovede. 21 Thi efterdi Døden kom ved et Menneske, er og de Dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. 22 Thi ligesom Alle døe i Adam, saa skulle og Alle levendegjøres i Christo. 23 Dog hver i sin Orden: Førstegrøden er Christus, dernæst de, som ere Christi, i hans Tilkommelse. 24 Derefter (kommer) Enden, naar han haver overantvordet Gud og Faderen Riget, naar han faaer tilintetgjort alt Fyrstendømme og al Vælde og Magt. 25 Thi ham bør det at regjere, indtil han faaer lagt alle Fjender under sine Fødder. 26 Den sidste Fjende, som tilintetgjøres, er Døden. 27 Thi han haver lagt alle Ting under hans Fødder. Men naar han siger, at alle Ting ere (ham) underlagte, da er det aabenbart, at (det er) ham undtagen, som haver underlagt ham alle Ting. 28 Men naar alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal og Sønnen selv underlægge sig ham, som haver underlagt ham alle Ting, paa det at Gud skal være Alt i Alle. 29 Hvad monne de ellers gjøre, som døbes over de Døde, dersom de Døde aldeles ikke opreises? hvi døbes de og over de Døde? 30 Hvi staae og vi hver Time i Fare? 31 Jeg døer dagligen, (det vidner jeg) ved den vor Ros, som jeg haver i Christo Jesu, vor Herre. 32 Stred jeg, efter menneskelig Viis (at tale), med vilde Dyr i Ephesus, hvad hjælper det mig, dersom de Døde ikke opstaae? (Da) lader os æde og drikke; thi imorgen døe vi. 33 Forføres ikke; ond Tale fordærver gode Sæder. 34 Vaagner op, som ret er, og synder ikke! thi Nogle vide Intet af Gud; det siger jeg eder til Blusel. 35 Men der maatte Nogen sige: Hvorledes opstaae de Døde? men med hvordant et Legeme komme de frem? 36 Du Daare! det, som du saaer, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke døer. 37 Og i hvad du saaer, saaer du ikke det Legeme, der skal vorde, men et blot Korn, det være sig af Hvede eller af nogen af de andre (Arter Sæd). 38 Men Gud giver det et Legeme, ligesom han haver villet, og hvert Slags Sæd sit eget Legeme. 39 Alt Kjød er ikke det samme Kjød; men eet er Menneskers Kjød, et andet Qvægs, et andet Fiskes, et andet Fugles. 40 Og der ere himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes, en anden de jordiskes Herlighed. 41 Een er Solens Glands, og en anden Maanens Glands, og en anden Stjernernes Glands; thi een Stjerne overgaaer den anden i Klarhed. 42 Saaledes er og de Dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed; 43 det saaes i Vanære, det opstaaer i Herlighed; det saaes i Skrøbelighed, det opstaaer i Kraft; 44 der saaes et naturligt Legeme, der opstaaer et aandeligt Legeme. Der er et naturligt Legeme, og der er et aandeligt Legeme. 45 Saaledes er der ogsaa skrevet: Det første Menneske, Adam, er blevet til en levende Sjæl; den sidste Adam til en levendegjørende Aand. 46 Men det Aandelige er ikke det første, men det Naturlige; derefter det Aandelige. 47 Det første Menneske (var) af Jord, jordisk; det andet Menneske (er) Herren af Himmelen. 48 Saadan som den Jordiske var, saadanne ere og de Jordiske; og saadan som den Himmelske er, saadanne ere og de Himmelske. 49 Og ligesom vi have baaret den Jordiskes Billede, saa skulle vi og bære den Himmelskes Billede. 50 Men dette siger jeg, Brødre! at Kjød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ei heller skal Forkrænkelighed arve Uforkrænkelighed. 51 See, jeg siger eder en Hemmelighed: Vi skulle vel ikke alle hensove, men vi skulle alle forandres, 52 i en Hast, i et Øieblik, ved den sidste Basune; thi Basunen skal lyde, og de Døde skulle opstaae uforkrænkelige, og vi skulle forandres. 53 Thi det bør dette Forkrænkelige at iføres Uforkrænkelighed, og dette Dødelige at iføres Udødelighed. 54 Men naar dette Forkrænkelige iføres Uforkrænkelighed, og dette Dødelige iføres Udødelighed, da opfyldes det Ord, som er skrevet: Døden er opslugt til Seier. 55 Død! hvor er den Braad? Helvede! hvor er din Seier? 56 Men Dødens Braad er Synden; men Syndens Kraft er Loven. 57 Men Gud være Tak, som giver os Seier formedelst vor Herre Jesum Christum! 58 Derfor, mine kjære Brødre! bliver faste, ubevægelige, altid rige i Herrens Gjerning, vidende, at eders Arbeide er ikke forfængeligt i Herren.
• Fil 3:19 : 19 hvis Ende er Fordærvelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i deres Skjændsel, hvilke tragte efter de jordiske Ting.
• 1 Tess 4:1-5 : 1 Iøvrigt, Brødre! bede og formane vi eder altsaa i den Herre Jesu, at ligesom I have lært af os, hvorledes det bør eder at omgaaes og tækkes Gud, I (derudi) maatte ydermere tiltage. 2 I vide jo, hvordanne Bud vi gave eder formedelst den Herre Jesum. 3 Thi dette er Guds Villie, eders Helliggjørelse, at I skulle skye Horeri; 4 saa at hver af eder veed at bevare sit Legeme i Hellighed og Ære, 5 ikke i Begjærligheds Brynde, som og Hedningerne, der ikke kjende Gud;
• 2 Tim 3:5-7 : 5 som have Gudfrygtigheds Skin, men fornegte dens Kraft. Fly ogsaa disse! 6 Thi af dem ere de, som snige sig ind i Husene og besnære Qvindfolk, som ere betyngede med Synder og drives af mangehaande Lyster, 7 som lære altid og kunne aldrig komme til Sandheds Erkjendelse.
• 1 Mos 49:4 : 4 Letfærdig som Vandet, du skal ikke være ypperlig, thi du opsteg i din Faders Leie; da besmittede du det, — han haver opsteget paa min Seng!
• 2 Mos 23:2 : 2 Du skal ikke følge Mængden til det Onde, og du skal ikke svare saaledes i nogen Trætte, at du efter Mængden viger fra (Retten) og forvender den.
• 2 Mos 23:6 : 6 Du skal ikke bøie din Fattiges Ret i hans Trætte.
• 5 Mos 16:19 : 19 Du skal ikke bøie Retten, du skal og ikke ansee Nogens Person, og du skal ikke tage Gave; thi Gaven forblinder de Vises Øine og forvender de Retfærdiges Sager.
• 1 Kong 10:1 : 1 Og Dronningen af Seba hørte Salomos Rygte i Herrens Navn, og kom for at friste ham med mørke Taler.
• 2 Kong 1:1-9 : 1 Og Moab faldt af fra Israel efter Achabs Død. 2 Og Ahasia faldt igjennem Sprinkelet i sin Sal, som var i Samaria, og blev syg; og han sendte Bud og sagde til dem: Gaaer hen, adspørger ved Baal-Sebub, Ekrons Gud, om jeg skal leve af denne Sygdom. 3 Men Herrens Engel sagde til Elias, den Thisbiter: Staa op, gak op at møde Kongen af Samarias Bud, og siig til dem: (Skeer det), fordi der er ingen Gud i Israel, at I gaae bort at adspørge ved Baal-Sebub, Ekrons Gud? 4 Derfor, saa sagde Herren: Du skal ikke komme ned af din Seng, som du lagde dig op paa, men visseligen døe; og Elias gik bort. 5 Der Budene kom til ham tilbage, da sagde han til dem: Hvi komme I (nu) igjen? 6 Og de sagde til ham: Der kom en Mand op imod os og sagde til os: Gaaer, vender tilbage til Kongen, som sendte eder, og siger til ham: Saa siger Herren: (Skeer det), fordi der er ingen Gud i Israel, at du sender til at adspørge ved Baal-Sebub, Ekrons Gud? derfor skal du ikke komme ned af Sengen, som du lagde dig op paa, men visseligen døe. 7 Og han sagde til dem: Hvorledes var den Mands Skikkelse, som kom op at møde eder og sagde disse Ord til eder? 8 Og de sagde til ham: Han var en Mand, som havde en laaden (Kappe) paa og var ombunden med et Læderbælte om sine Lænder; da sagde han: Han er Elias, den Thisbiter. 9 Og han sendte en Høvedsmand over Halvtredsindstyve til ham, og hans Halvtredsindstyve; og han kom op til ham, og see, han sad paa Bjergets Top, og han sagde til ham: Du Guds Mand! Kongen siger: Kom ned. 10 Men Elias svarede og sagde til den Høvedsmand over Halvtredsindstyve: Dersom jeg er en Guds Mand, da nedfalde Ild af Himmelen og fortære dig og dine Halvtredsindstyve! og Ild faldt ned af Himmelen og fortærede ham og hans Halvtredsindstyve. 11 Og han sendte atter en anden Høvedsmand over Halvtredsindstyve til ham, og hans Halvtredsindstyve; og han svarede og sagde til ham: Du Guds Mand! saa sagde Kongen: Kom snart ned. 12 Og Elias svarede og sagde til ham: Dersom jeg er en Guds Mand, da falde Ild ned af Himmelen og fortære dig og dine Halvtredsindstyve! og Guds Ild faldt ned af Himmelen og fortærede ham og hans Halvtredsindstyve. 13 Da sendte han igjen en Høvedsmand over det tredie Halvtredsindstyve, og hans Halvtredsindstyve; og den tredie Høvedsmand over Halvtredsindstyve steg op og kom og bøiede sig paa sine Knæ for Elias, og bad ham om Naade og talede til ham: Du Guds Mand! Kjære, lad min Sjæl og disse dine halvtredsindstyve Tjeneres Sjæle være dyrebare for dine Øine. 14 See, der faldt Ild ned af Himmelen og fortærede de to første Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og deres Halvtredsindstyve; men nu, lad min Sjæl være dyrebar for dine Øine. 15 Da sagde Herrens Engel til Elias: Gak ned med ham, frygt ikke for hans Ansigt; og han gjorde sig rede og gik ned med ham til Kongen. 16 Og han talede til ham: Saa sagde Herren: Fordi at du sendte Bud til at adspørge ved Baal-Sebub, Ekrons Gud, mon (det skede), fordi der var ingen Gud i Israel, at du kunde adspørge ved hans Ord? derfor skal du ikke komme ned af Sengen, som du lagde dig op paa, men visseligen døe. 17 Saa døde han efter Herrens Ord, som Elias havde talet; og Joram blev Konge i hans Sted i det andet Jorams, Josaphats Søns, Judæ Konges, Aar, fordi han havde ingen Søn. 18 Men det Øvrige af Ahasias Handeler, hvad han gjorde, er det ikke skrevet i Israels Kongers daglige Handelers Bog?
• Sal 56:5 : 5 I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde Kjød gjøre mig?