2 Samuelsbok 4:9
Da svarede David Rechab og Baena, hans Broder, Rimmons, den Beerothiters, Sønner, og sagde til dem: (Saa vist som) Herren lever, som haver forløst min Sjæl af al Angest,
Da svarede David Rechab og Baena, hans Broder, Rimmons, den Beerothiters, Sønner, og sagde til dem: (Saa vist som) Herren lever, som haver forløst min Sjæl af al Angest,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Saa gik Rimmons, den Beerothiters, Sønner, Rechab og Baena, og kom, der Dagen var hed, til Isboseths Huus; men han laae paa Sengen om Middagen.
6Og de kom ind i Huset og hentede Hvede, og stak ham ved det femte (Ribbeen); og Rechab og Baena, hans Broder, undkom.
7Thi de vare komne i Huset, der han laae paa sin Seng i sit Sengekammer, og de sloge ham og dræbte ham og borttoge hans Hoved; og de toge hans Hoved og gik bort ad Veien paa den slette Mark den ganske Nat.
8Og de førte Isboseths Hoved til David i Hebron, og de sagde til Kongen: See, (her er) Isboseths, Sauls Søns, din Fjendes, Hoved, som søgte efter dit Liv; saa haver Herren paa denne Dag givet min Herre Kongen megen Hevn paa Saul og paa hans Sæd.
29Da svoer Kongen og sagde: (Saa vist som) Herren lever, som har forløst min Sjæl af al Angest,
10da En forkyndte mig og sagde: See, Saul er død, og han var for sine Øine som den, der fører (et godt) Budskab, da greb jeg ham og ihjelslog ham i Ziklag, han, som (meente), jeg skulde givet ham Løn for (hans) Budskab.
11Meget mere (disse) ugudelige Mænd, som have ihjelslaget en retfærdig Mand i hans Huus paa hans Seng; og nu, skulde jeg ikke udkræve hans Blod af eders Haand og borttage eder af Jorden?
12Og David bød de unge Karle, og de sloge dem ihjel og afhuggede deres Hænder og deres Fødder, og hængte dem over Fiskevandet i Hebron; men de toge Isboseths Hoved og begrove det i Abners Grav i Hebron.
2Og Sauls Søn havde to Mænd, (som vare) Høvedsmænd for Tropperne, den enes Navn var Baena, og den andens Navn Rechab, Rimmons, den Beerothiters, Sønner, af Benjamins Børn; thi Beeroth blev ogsaa regnet iblandt Benjamin.
17Og David gik ud til dem og svarede og sagde til dem: Dersom I komme med Fred til mig for at hjælpe mig, da skal mit Hjerte være tillige til eder; men dersom (I komme) for at bedrage (og overgive) mig til mine Fjender, enddog der er ingen Fortrædelighed i mine Hænder, da skal vore Fædres Gud see (dertil) og straffe det.
23Da sagde David: I skulle ikke saa gjøre, mine Brødre, med det, som Herren haver givet os, og han har bevaret os, og givet denne Trop i vore Hænder, som var kommen over os.
3Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Leir.
4Og David sagde til ham: Hvad er der skeet for en Sag? Kjære, kundgjør mig det; og han sagde: Alt Folket flyede af Krigen, og der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.
5Og David sagde til den unge Karl, den, som forkyndte ham (dette): Hvorledes veed du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde?
10Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
22Da sagde David: Hvad har jeg (at skaffe) med eder, I Zerujas Sønner! at I ville idag blive mig til Satan? skulde nogen Mand idag dødes i Israel? thi mon jeg ikke veed, at jeg (er bleven) Konge idag over Israel?
28Der David hørte det siden, da sagde han: Jeg er uskyldig og mit Rige for Herren evindeligen for Abners, Ners Søns, Blod.
13Og David sagde til den unge Karl, den, som gav ham det tilkjende: Hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en fremmed amalekitisk Mands Søn.
14Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke at udrække din Haand til at fordærve Herrens Salvede?
15Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.
16Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund svarede imod dig og sagde: Jeg, jeg har dræbt Herrens Salvede.
5Thi han har sat sit Liv i sin Haand og slog den Philister, og Herren gjorde en stor Frelsning for al Israel, det har du seet og glædet dig (derved); og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod, at ihjelslaae David uforskyldt?
9Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
10Og David sagde til Saul: Hvorfor hører du de Menneskers Ord, som sige: See, David søger efter din Ulykke?
31Da sagde Kongen til ham: Gjør, saasom han har talet, og fald an paa ham og begrav ham, og du skal bortskaffe det uskyldige Blod, som Joab har udøst, fra mig og fra min Faders Huus.
32Og Herren skal lade hans Blod komme tilbage paa hans Hoved, fordi han faldt an paa to Mænd, som vare retfærdigere og bedre end han, og slog dem ihjel med Sværdet, og min Fader David vidste det ikke, nemlig Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmand over Israel, og Amasa, Jethers Søn, Stridshøvedsmand over Juda;
57Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand.
58Og Saul sagde til ham: Hvis Søn er du, unge Karl? og David sagde: (Jeg er) Isai, den Bethlehemiters, din Tjeners, Søn.
17Og det skede, der David havde endt at tale disse Ord til Saul, da sagde Saul: Er dette din Røst, min Søn David? og Saul opløftede sin Røst og græd.
18Og han sagde til David: Du er retfærdigere end jeg; thi du har betalt mig Godt, men jeg, jeg har betalt dig Ondt.
19Og du har givet tilkjende idag, at du har gjort mig Godt; thi Herren havde indelukket mig i din Haand, og du slog mig ikke ihjel.
9Da sagde han til mig: Kjære, staa hos mig og dræb mig; thi Forfærdelse har grebet mig, men mit Liv er endnu ganske i mig.
10Og jeg stod hos ham og dræbte ham, thi jeg vidste, at han kunde ikke leve efter sit Fald; og jeg tog Kronen, som var paa hans Hoved, og Armsmykket, som var paa hans Arm, og har ført dem hid til min Herre.
22Da svarede David og sagde: See, (her er) Kongens Spyd; men lad en af de unge Karle komme over og hente det.
23Men Herren betale den Mand sin Retfærdighed og sin Troskab, i hvis Haand Herren haver givet dig idag; men jeg vilde ikke udrække min Haand mod Herrens Salvede.
15Da sagde David til ham: Vil du føre mig ned til denne Trop? og han sagde: Sværg mig ved Gud, at du vil ikke slaae mig ihjel eller overantvorde mig i min Herres Haand, saa vil jeg føre dig ned til denne Trop.
10Og David sagde: Herre, Israels Gud! din Tjener har hørt, at Saul søger efter at komme til Keila, for at fordærve Staden for min Skyld.
21Men David havde sagt: Visseligen, jeg haver forgjæves bevaret alt det, denne havde i Ørken, at der savnedes ikke Noget af alt det, som han havde; men han haver betalt mig Ondt for Godt.
19Og Ahimaaz, Zadoks Søn, sagde: Kjære, lad mig løbe og føre Kongen Budskab, at Herren haver skaffet ham Ret af hans Fjenders Haand.
8Og see, du har hos dig Simei, Geras Søn, den Benjaminit, af Bahurim, som bandede mig med en gruelig Forbandelse paa den Dag, jeg gik til Mahanaim; men han, han kom ned mod mig til Jordanen, og jeg svoer ham ved Herren og sagde: Jeg vil ikke slaae dig ihjel med Sværdet.
5Da sendte David Bud til de Mænd af Jabes i Gilead og lod dem sige: Velsignede være I for Herren, at I gjorde denne Miskundhed mod eders Herre, mod Saul, at I begrove ham!
14Og Achimelech svarede Kongen og sagde: Hvilken er og iblandt alle dine Tjenere trofast som David, og (han er) Kongens Svoger og er gaaen hen i din Lydighed, og er æret i dit Huus?
29Da sagde David: Hvad har jeg nu gjort? er det ikke (min) Forretning?
18Saa gjører det nu; thi Herren sagde til David, sigende: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners, Haand af Philisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
12Da sagde David: Mon Mændene af Keila skulle overantvorde mig og mine Mænd i Sauls Haand? og Herren sagde: De skulle overantvorde dig.
9Da sagde Abisai, Zerujas Søn, til Kongen: Hvorfor skulde denne døde Hund bande min Herre Kongen? Kjære, lad mig gaae over, og jeg vil borttage hans Hoved.
19Og han sagde: De vare mine Brødre, min Moders Sønner; (saavist) som Herren lever, dersom I havde ladet dem leve, da vilde jeg ikke slaget eder ihjel.
4Og der han kom til Faarestierne ved Veien, da var der en Hule, og Saul gik ind for at skjule sine Fødder; men David og hans Mænd sadde ved Siderne i Hulen.
4Da blev David ydermere ved at adspørge Herren, og Herren svarede ham og sagde: Staa op, drag ned til Keila, thi jeg giver Philisterne i din Haand.
1Og David sagde: Mon der er endnu Nogen, som er overbleven af Sauls Huus, saa vil jeg gjøre Miskundhed imod ham for Jonathans Skyld?