Apostlenes gjerninger 6:9
Men Nogle af dem, som hørte til den Synagoge, der kaldes de Libertiners og Cyrenæers og Alexandriners, og af dem, som vare fra Cilicia og Asia, opstode og tvistede med Stephanus.
Men Nogle af dem, som hørte til den Synagoge, der kaldes de Libertiners og Cyrenæers og Alexandriners, og af dem, som vare fra Cilicia og Asia, opstode og tvistede med Stephanus.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Og de kunde ikke imodstaae den Viisdom og den Aand, af hvilken han talede.
11Da beskikkede de hemmeligen Mænd, som sagde: Vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og Gud.
12Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham med (sig), og førte ham for Raadet.
13Og de fremstillede falske Vidner, som sagde: Dette Menneske lader ikke af at tale bespottelige Ord mod dette hellige Sted og Mod Loven;
5Og denne Tale fandt Bifald hos den hele Mængde; og de udvalgte Stephanus, en Mand fuld af Tro og den Hellig-Aand, og Philippus, og Prochorus, og Nicanor, og Timon, og Parmenas, og Nicolaus, en Tilhænger af Jødernes Tro, fra Antiochia,
6hvilke de fremstillede for Apostlerne; og disse bade og lagde deres Hænder paa dem.
7Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem, og en stor Hob af Præsterne antoge Troen.
8Men Stephanus, fuld af Tro og Kraft, gjorde Undergjerninger og store Tegn iblandt Folket.
29og lærte frimodigen i den Herres Jesu Navn; og han talede og tvistede med de græskfødte Jøder; men de toge sig for at slaae ham ihjel.
4Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.
5Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,
6og de fik det at vide, undflyede de til Stæderne i Lycaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land.
19De da, som vare adspredte formedelst den Trængsel, som opkom over Stephanus, gik omkring indtil Phoenicien og Cypern og Antiochia, og talede Ordet til Ingen, uden til Jøderne alene.
20Men iblandt dem vare nogle Mænd fra Cypern og Cyrene, som kom til Antiochia og talede til de Græske, og forkyndte Evangeliet om den Herre Jesum.
9Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotamia og Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia,
10Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Libyens Egne ved Cyrene, og vi her boende Romere,
1Men ogsaa Saulus havde Velbehag i hans Mord. Men paa den Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem; og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne.
2Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus og holdt stor Klage over ham.
1Men i de Dage, der Disciplene formeredes, begyndte de græskfødte Jøder at knurre imod Ebræerne, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling.
32Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvilken Aarsag de vare komne tilsammen.
33Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde forsvare sig for Folket.
58Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham; og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.
1Men det skede i Iconium, at de gik tilsammen ind i Jødernes Synagoge og talede saaledes, at en stor Mængde baade af Jøder og Græker troede.
2Men de vantroe Jøder ophidsede og satte Ondt i Hedningernes Sjæle imod Brødrene.
8Men han gik ind i Synagogen og prædikede frimodigen i tre Maaneder, talede med dem og overbeviste om det, som hører til Guds Rige.
9Og der Nogle vare forhærdede og vantroe, og talede ilde om denne Lære for Mængden, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem, og talede dagligen i en Mands Skole, (som hedte) Tyrannus.
2Da der nu opstod en heftig Strid, og Paulus og Barnabas havde en ikke ringe Trætte med dem, saa besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle Andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlerne og de Ældste angaaende dette Spørgsmaal.
5Men det skede Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
6samt Annas, den Ypperstepræst, og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af de Ypperstepræsters Slægt.
7Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
5Men de vantroe Jøder bleve nidkjære og toge nogle onde Mænd til sig af Dagdrivere, og gjorde et Opløb og oprørte Staden; og de stormede mod Jasons Huus og søgte at føre dem for Folket.
2Og der Petrus kom op til Jerusalem, tvistede de, som vare af Omskjærelsen, med ham og sagde:
7Men der han dette havde sagt, opkom der Strid imellem Pharisæerne og Sadducæerne, og Forsamlingen blev splidagtig.
1Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,
6Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overveie denne Sag.
15Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
17Men den Ypperstepræst opstod, og alle de, (som holdt) med ham, —nemlig Sadducæernes Sect — og de bleve fulde af Nidkjærhed;
12og hverken i Templet have de fundet mig at tale for Nogen, eller at stifte Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden;
17Han talede derfor i Synagogen til Jøderne og de Gudfrygtige, og paa Torvet hver Dag til dem, som han traf paa.
18Men nogle Philosopher, Epicuræer og Stoiker, disputerede med ham; og Nogle sagde: Hvad vil denne Ordgyder sige? men Andre: Det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem ved Evangelium Jesum og Opstandelsen.
1Men der vare nogle Propheter og Lærere i Antiochia i den der værende Menighed, nemlig Barnabas og Simeon, som kaldes Niger, og Lucius, den Cyrenæer, og Manaen, som var opfødt med Herodes, den Fjerdingsfyrste, og Saulus.
6Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev forvirret; thi Enhver hørte dem tale i sit eget Tungemaal.
45Men der Jøderne saae den Mængde, bleve de fulde af Nidkjærhed, og imodsagde det, som blev sagt af Paulus, ja imodsagde og bespottede.
14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
8Men de forvirrede Folket og Stadens Øvrighed, som hørte dette.
1Men der de vare reiste igjennem Amphipolis og Apollonia, kom de til Thessalonica, hvor Jøderne havde en Synagoge.
22Ogsaa Mængden opstod imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befole at hudstryge dem.
2— Men der de hørte, at han talede til dem i det ebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. — Og han sagde:
34Men der opstod en Pharisæer i Raadet, ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, som var høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud.
15Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem.