Apostlenes gjerninger 7:25
Men han meente, at hans Brødre skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.
Men han meente, at hans Brødre skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han isinde at besøge sine Brødre, Israels Børn.
24Og der han saae En lide Uret, beskjærmede han ham og hevnede den, som blev ilde medhandlet, idet han slog Ægypteren ihjel.
26Men den anden Dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre; hvi gjøre I hverandre Uret?
7Og Joseph saae sine Brødre, og kjendte dem, og holdt sig fremmed mod dem, og talede haarde Ting med dem, og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Canaan, for at kjøbe Spise.
8Og Joseph kjendte sine Brødre; men de, de kjendte ham ikke.
23Men de vidste ikke, at Joseph forstod det; thi Tolken (talede) imellem dem.
27Kommer, og lader os sælge de Ismaeliter ham, at vor Haand skal ikke være paa ham, thi han er vor Broder, vort Kjød; saa adløde hans Brødre ham.
5Thi hans Brødre troede ikke heller paa ham.
10Og der han fortalte det til sin Fader og til sine Brødre, da straffede hans Fader ham og sagde til ham: Hvad er denne for en Drøm, den du drømte? mon jeg og din Moder og dine Brødre skulde visseligen komme, at bøie os for dig til Jorden?
11Og hans Brødre bleve avindsyge paa ham; men hans Fader bevarede den Tale.
11Og det skede i de samme Dage, der Mose var bleven stor, da gik han ud til sine Brødre og saae paa deres Byrder, og han saae en ægyptisk Mand, som slog en ebraisk Mand af hans Brødre.
12Da vendte han sig hid og did og saae, at der var Ingen, og slog den Ægypter og skjulte ham i Sandet.
13Og anden Dagen gik han ud, og see, to ebraiske Mænd trættedes (tilsammen); da sagde han til den Ugudelige: Hvi slaaer du din Næste?
14Og han sagde: Hvo haver sat dig til en Mand, (som skal være) Fyrste og Dommer over os? tænker du at slaae mig ihjel, saasom du slog den Ægypter ihjel? da frygtede Mose og sagde: Sandeligen, den Gjerning er bleven vitterlig.
15Da sagde Joseph til dem: Hvad er dette for en Gjerning, som I have gjort? vide I ikke, at en Mand, som jeg er, kunde vist forfare?
50Og de forstode ikke det Ord, som han talede til dem.
8Da sagde hans Brødre til ham: Skulde du visseligen regjere over os? eller skulde du visseligen herske over os? saa fik de end mere Had til ham for hans Drømme og for hans Tale.
4Der hans Brødre saae, at deres Fader elskede ham mere end alle hans Brødre, da fik de Had til ham og kunde ikke tale fredeligen til ham.
5Og Joseph drømte en Drøm og forkyndte sine Brødre den; da fik de end større Had til ham.
18Der de saae ham langt fra, og før han kom nær til dem, da lagde de Raad op mod ham, at slaae ham ihjel.
9Og Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham.
10Og han udfriede ham af alle hans Trængsler; og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Ægypten, som satte ham til en Fyrste over Ægypten og over sit hele Huus.
18indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph.
19Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaae Børn kaste ud, at de ikke skulde formeres.
21Men de sagde, den Ene til den Anden: Vi forskyldte sandeligen dette paa vor Broder, at vi saae hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre; derfor kommer denne Angest over os.
6Men Gud sagde saaledes, at hans Afkom skulde boe som Udlendinge udi et fremmed Land, og de skulde gjøre den til Trælle og handle ilde med den i fire hundrede Aar.
27(Men) de forstode ikke, at han talede til dem om Faderen.
42De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød,
7Og de sagde til ham: Hvi taler min Herre saadanne Ord? det være langt fra dine Tjenere at gjøre saadan Gjerning.
13Og anden Gang blev Joseph gjenkjendt af sine Brødre, og Josephs Slægt blev Pharao bekjendt.
20Og nu, gaaer og lader os ihjelslaae ham og kaste ham i en af Gravene, og sige: Et ondt Dyr haver ædet ham, saa ville vi see, hvad hans Drømme blive til.
21Der Ruben det hørte, friede han ham af deres Hænder og sagde: Lader os ikke slaae ham ihjel.
4Men Jakob lod ikke Benjamin, Josephs Broder, fare med sine Brødre; thi han sagde: Ham maatte nogen Ulykke vederfares.
6Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talede til dem.
28Og han sagde til sine Brødre: Mine Penge ere komne igjen, og see, de ere ogsaa i min Pose; da faldt deres Mod, og de forskrækkedes imellem hverandre og sagde: Hvorfor haver Gud gjort os dette?
6Og de sagde: Manden spurgte nøie om os og om vor Slægt, og sagde: Lever eders Fader endnu? have I (endnu nogen) Broder? da kundgjorde vi ham, eftersom han adspurgte; hvorlunde kunde vi saa lige vide, at han skulde sige: Fører eders Broder ned?
24Og han lod sine Brødre fare, og de gik; og han sagde til dem: Kives ikke paa Veien.
23Og det skede, der Joseph kom til sine Brødre, da afførte de Joseph hans Kjortel, som var af adskillige Farver, som han havde, paa sig.