Og han blev ved og rørte ved mig, han, som (havde) et Menneskes Skikkelse, og styrkede mig og sagde: Frygt ikke, du (meget) elskelige Mand! Fred (være) med dig! vær frimodig, ja, vær frimodig; og der han talede med mig, blev jeg styrket og sagde: Min Herre! tal, thi du haver styrket mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Og han sagde: Veed du, hvorfor jeg er kommen til dig? dog nu maa jeg vende tilbage til at stride imod Fyrsten i Persien, og naar jeg drager ud, see, saa skal Grækenlands Fyrste komme.
20Dog vil jeg kundgjøre dig, hvad der er i Skriften antegnet, (som er) Sandhed; men der er ikke Een, som styrker sig med mig til disse Ting, uden Michael, eders Fyrste.
5da opløftede jeg mine Øine og saae, og see (der stod) en Mand, iført i (linnede) Klæder, og hans Lænder vare ombundne med kosteligt Guld af Uphas.
6Og hans Legeme var som en Turkous, og hans Ansigt var som en Lynets Skikkelse, og hans Øine som gloende Blus, og hans Arme og hans Fødder som poleret Kobbers Farve, og hans Ords Røst var som et Bulders Røst.
7Og jeg, Daniel, jeg saae det samme Syn alene, men de Mænd, som vare hos mig, saae ikke det Syn; men der faldt en stor Forfærdelse paa dem, og de flyede for at skjule sig.
8Og jeg, jeg blev tilovers alene og saae dette store Syn, men der blev ingen Kraft tilovers i mig, og min Magt blev forvendt i mig, saa den blev fordærvet, og jeg formaaede ikke (Noget) med (min) Kraft.
9Og jeg hørte hans Ords Røst; og som jeg hørte hans Ords Røst, faldt jeg i en dyb Søvn paa mit Ansigt, og mit Ansigt var (vendt) mod Jorden.
10Og see, en Haand rørte ved mig og gjorde, at jeg ravede paa mine Knæ og paa mine flade Hænder.
11Og han sagde til mig: Daniel, du (meget) elskelige Mand! giv Agt paa de Ord, som jeg taler til dig, og staa paa dit Sted, thi jeg er nu sendt til dig; og der han talede dette Ord til mig, stod jeg og bævede.
12Og han sagde til mig: Frygt ikke, Daniel! thi fra den første Dag, da du gav dit Hjerte til at forstaae og til at ydmyge dig for din Gud, ere dine Ord hørte, og jeg, jeg er kommen for dine Ords Skyld.
13Men Persiens Riges Fyrste stod imod mig een og tyve Dage, og see, Michael, en af de fornemste Fyrster, kom for at hjelpe mig; derfor blev jeg der hos Kongerne i Persien.
14Men jeg er kommen for at lade dig forstaae, hvad der skal vederfares dit Folk i de sidste Dage; thi (her er) endnu et Syn (forhaanden) for de Dage.
15Og der han talede med mig efter disse Ord, (da) vendte jeg mit Ansigt mod Jorden og blev stum.
16Og see, En, (som var) efter et Menneskes Sønners Lignelse, rørte ved mine Læber, og jeg oplod min Mund og talede og sagde til den, som stod tvært over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere mine Piner vendte over mig, og jeg formaaer ikke Noget med (min) Kraft.
17Og hvorledes kan denne min Herres Tjener tale med denne min Herre? thi (hvad) mig (angaaer), fra nu af bestaaer ingen Kraft i mig, og (min) Aande er ikke bleven tilovers i mig.
15Og det skede, der jeg, Daniel, jeg saae samme Syn, da søgte jeg at forstaae det, og see, der stod for mig som en Mands Skikkelse.
16Og jeg hørte et Menneskes Røst imellem Ulai, og han raabte og sagde: Gabriel! lad denne forstaae dette Syn.
17Og han kom (derhen) hos, hvor jeg stod, og der han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit Ansigt; og han sagde til mig: Giv Agt paa, du Menneskesøn! thi det Syn (hører) til Endens Tid.
18Og der han talede med mig, faldt jeg i en dyb Søvn paa mit Ansigt til Jorden; da rørte han ved mig og kom mig til at staae paa mit Sted.
1Og Engelen, som talede med mig, kom igjen og opvakte mig som en Mand, der opvækkes af sin Søvn.
21ja, der jeg endnu talede i Bønnen, da kom den Mand Gabriel, hvilken jeg havde seet tilforn i et Syn, hasteligen flyvende, (og) rørte ved mig ved Aftens Madoffers Tid.
22Og han underviste og talede med mig og sagde: Daniel! nu er jeg udgangen til at undervise dig med Forstand.
23I Begyndelsen paa dine (ydmyge) Begjæringer udgik et Ord, og jeg, jeg er kommen at kundgjøre (dig det), thi du er (meget) elskelig; derfor forstaa Ordet, og giv Agt paa Synet!
43Men en Engel af Himmelen blev seet af ham og styrkede ham.
1Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! staa paa dine Fødder, og jeg vil tale med dig.
2Og der kom en Aand i mig, der han talede til mig, og den stillede mig paa mine Fødder; og jeg hørte ham, der talede til mig.
15Anlangende mig, Daniel, min Aand blev afmægtig midt i mit Liv, og Synerne i mit Hoved forfærdede mig.
16Jeg gik frem til En af dem, som stode (der), og spurgte ham (om noget) Vist om alt dette; og han sagde mig det og kundgjorde mig Udtydningen paa de Ting.
14Og en Aand opløftede mig og tog mig, og jeg foer hen, beskeligen (bedrøvet) i min Aands Hastighed, og Herrens Haand var stærk over mig.
13Jeg saae i Synerne om Natten, og see, der kom En i Himmelens Skyer, som Menneskens Søn, og han kom ind til den Gamle af Dage, og de førte ham frem for ham.
6Og jeg hørte En tale til mig af Huset, og der var en Mand, som stod hos mig.
22Og Herrens Haand var der over mig, og han sagde til mig: Gjør dig rede, gak ud i Dalen, og der vil jeg tale med dig.
28og haver bøiet Miskundhed til mig for Kongens og hans Raadsherrers Ansigt og alle Kongens vældige Fyrster! og jeg, jeg styrkede mig efter Herrens min Guds Haand over mig og samlede de Øverste af Israel til at drage op med mig.
9Thi de vilde allesammen gjøre os frygtagtige og sagde: De skulle drage deres Hænder af fra Gjerningen, og den skal ikke udrettes; men nu, bekræft mine Hænder!
8Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
3Da han havde ført mig derhen, see, da (var der) en Mand, hans Skikkelse var som Kobberets Skikkelse, og der var en linned Snor i hans Haand, og et Maalerør, og han stod i Porten.
1Og jeg, jeg stod i det første Darii den Meders Aar, til at styrke (Folket) og (at give) det Kraft.
15Og en Aand gik frem for mit Ansigt, Haarene reiste sig paa mit Legeme.
16Den stod, og jeg kunde ikke kjende dens Skikkelse, der var et Billede for mine Øine; det var stille, og jeg hørte en Røst, (som sagde:)
12Da aabenbaredes Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren være med dig, du Vældige til Strid!
18Og jeg gav dem tilkjende min Guds Haand, som var god over mig, tilmed Kongens Ord, som han havde sagt mig; og de sagde: Lader os gjøre os rede og bygge; og de bestyrkede deres Hænder til det Gode.
6Da skiftedes Kongens Farve, og hans Tanker forfærdede ham, og hans Lænders Baand bleve slappe, og hans Knæ stødte sig imod hverandre.
27Og det var (næsten) forbi med mig, Daniel, og jeg var (nogle) Dage syg, siden stod jeg op og udrettede Kongens Gjerning: og jeg var forskrækket over det Syn, men (der var) Ingen, som mærkede det.
9Og jeg saae, og see, der var en Haand udrakt til mig; og see, en Bogs Rolle var i den.
24Og der kom en Aand i mig, og stillede mig paa mine Fødder; og han talede med mig og sagde til mig: Gak, luk dig inde i dit Huus.
1Og Herrens Ord skede til mig, sigende: