Lukas 22:43
Men en Engel af Himmelen blev seet af ham og styrkede ham.
Men en Engel af Himmelen blev seet af ham og styrkede ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
44 Og der han stred hart (med Dødsangest), bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden.
45 Og der han var opstanden fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
46 Og han sagde til dem: Hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
40 Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: Beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
41 Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
42 Fader, vil du tage denne Kalk fra mig! — dog skee ikke min Villie, men din!
32 Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: Sætter eder her, indtil jeg faaer bedet.
33 Og han tog Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes.
34 Og han sagde til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager.
35 Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt.
36 Og han sagde: Abba, Fader! Alting er dig muligt, tag denne Kalk fra mig; dog (skee) ikke, hvad jeg vil, men hvad du (vil).
37 Og han kom og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?
38 Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
39 Og han gik atter hen og bad, og sagde de samme Ord.
40 Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
41 Og han kom tredie Gang og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.
42 Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.
36 Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: Sætter eder her, imedens jeg gaaer bort derhen og beder.
37 Og han tog Peder og de to Zebedæi Sønner til sig, og begyndte at bedrøves og svarligen at ængstes.
38 Da siger han til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.
39 Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: Min Fader! er det muligt, da gaae denne Kalk fra mig! dog ikke som jeg vil, men som du vil.
40 Og han kom til Disciplene og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Saa kunde I da ikke vaage een Time med mig?
41 Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
42 Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: Min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden at jeg skal drikke den, da skee din Villie!
43 Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øine vare betyngede.
44 Og han lod dem blive, og gik atter hen og bad tredie Gang og talede de samme Ord.
45 Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? See, Timen er nær, og Menneskens Søn skal overantvordes i Synderes Hænder.
53 Eller mener du, at jeg ikke kan nu bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle?
54 Hvorledes skulde da Skrifterne fuldkommes? thi det bør saaledes gaae til.
11 Da forlod Djævelen ham; og see, Englene gik til ham og tjente ham.
27 Nu er min Sjæl forfærdet, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time! dog, derfor er jeg kommen til denne Time.
28 Fader, herliggjør dit Navn! Der kom da en Røst af Himmelen: Baade haver jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det.
29 Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: En Engel talede til ham.
2 Og see, der skede et stort Jordskjælv; thi Herrens Engel foer ned af Himmelen, traadte til og væltede Stenen fra Døren, og satte sig paa den.
3 Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee.
4 Men Vogterne skjælvede af Frygt for ham og bleve ligesom døde.
11 Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsens Alter.
7 Han, som i sine Kjøds Dage, der han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,
7 Og see, Herrens Engel stod over ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Petrus paa Siden, og vakte ham op og sagde: Staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne.
13 Og han var der i Ørkenen fyrretyve Dage og blev fristet af Satan, og var hos Dyrene: og Englene tjente ham.
12 Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til Bjerget at bede; og han blev Natten over i Bønnen til Gud.
18 Og han blev ved og rørte ved mig, han, som (havde) et Menneskes Skikkelse, og styrkede mig og sagde: Frygt ikke, du (meget) elskelige Mand! Fred (være) med dig! vær frimodig, ja, vær frimodig; og der han talede med mig, blev jeg styrket og sagde: Min Herre! tal, thi du haver styrket mig.
19 Og han sagde: Veed du, hvorfor jeg er kommen til dig? dog nu maa jeg vende tilbage til at stride imod Fyrsten i Persien, og naar jeg drager ud, see, saa skal Grækenlands Fyrste komme.
10 Thi der er skrevet: Han skal befale sine Engle angaaende dig, at bevare dig,
13 Og strax var der hos Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde:
12 Da aabenbaredes Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren være med dig, du Vældige til Strid!
9 Og see, Herrens Engel stod for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare.
3 Og see, Moses og Elias bleve seede af dem og talede med ham.
32 Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal aflade; og naar, du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.
29 Og der han bad, blev hans Ansigts Skikkelse anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og skinnende.