Daniel 2:21
Thi han forandrer beleilige og bestemte Tider, han, som afsætter Konger, og som stadfæster Konger; han giver de Vise Viisdom, og dem Kundskab, som kjende Forstand.
Thi han forandrer beleilige og bestemte Tider, han, som afsætter Konger, og som stadfæster Konger; han giver de Vise Viisdom, og dem Kundskab, som kjende Forstand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 Han aabenbarer de dybe og skjulte Ting; han veed, hvad der er i Mørket, og Lyset boer hos ham.
23 Jeg takker og priser dig, mine Fædres Gud! at du haver givet mig Viisdom og Styrke; og du har nu kundgjort mig det, vi begjærede af dig, nemlig, du har kundgjort os Kongens Sag.
24 Derfor gik Daniel op til Arioch, som Kongen havde beskikket at omkomme de Vise i Babel; han gik og sagde saaledes til ham: Du skal ikke omkomme de Vise i Babel; før mig op for Kongen, saa vil jeg kundgjøre Kongen Udtydningen.
19 Da blev det Hemmelige aabenbaret for Daniel i et Syn om Natten; da velsignede Daniel Gud i Himmelen.
20 Daniel svarede og sagde: Guds Navn være velsignet fra Evighed og indtil Evighed! thi Viisdommen og Styrken er hans.
17 Den Sag er i Vægternes besluttede (Raad), og den Begjæring (er stadfæstet) i de Helliges Tale, paa det de, som leve, kunne kjende, at den Høieste haver Magt over Menneskenes Rige, og giver det til den, han vil, og opreiser en Fornedret iblandt Folket over det.
18 Du Konge! den høieste Gud gav din Fader Nebucadnezar Riget og Magten og Æren og Herligheden.
19 Og for den Magts Skyld, som han havde givet ham, skjælvede og frygtede alle Folk, Almue og Tungemaal for ham; han ihjelslog, hvem han vilde, og lod leve, hvem han vilde, og ophøiede, hvem han vilde, og fornedrede, hvem han vilde.
34 Men der de Dage vare tilende, opløftede jeg, jeg Nebucadnezar, mine Øine til Himmelen, og min Forstand kom til mig igjen, og jeg lovede den Høieste, og prisede og ærede den, som lever evindelig; thi hans Herredømme er et evigt Herredømme, og hans Rige (varer) fra Slægt til Slægt.
35 Og Alle, som boe paa Jorden, ere som Intet at regne, og efter sin Villie gjør han med Himmelens Hær og dem, som boe paa Jorden, og der er Ingen, som kan forhindre hans Haand og sige til ham: Hvad gjør du?
37 Du, o Konge! er en Konge over Konger; thi Gud af Himmelen haver givet dig Riget, Magten og Styrken og Æren.
38 Og allesteds, hvor Mennesker boe, Dyrene paa Marken og Fuglene under Himmelen, haver han givet i din Haand og ladet dig herske over alle disse; du er selv det Guldhoved.
13 Og Kongen sagde til de Vise, som forstode sig paa Tiderne, — thi saaledes (skulde) Kongens Sag (skee) for Alle, som forstode sig paa Lov og Ret —
21 Og han blev udstødt fra Menneskens Børn, og hans Hjerte blev ligesom Dyrenes, og hans Bolig var hos vilde (Dyr); man lod ham smage Urter som Øxne, og hans Legeme vædedes af Himmelens Dug, indtil han kjendte, at den høieste Gud haver Magt over Menneskenes Rige, og opreiser over det, hvem han vil.
27 Daniel svarede for Kongen og sagde: Det Hemmelige, som Kongen begjærer, kunne ikke de Vise, Stjernetydere, Spaamænd og Sandsigere kundgjøre Kongen.
28 Men der er en Gud i Himmelen, som aabenbarer hemmelige Ting, han haver kundgjort Kong Nebucadnezar, hvad som skee skal i de sidste Dage; din Drøm og Synerne i dit Hoved paa din Seng ere disse:
29 Dine Tanker, o Konge! opstege hos dig paa din Seng, om hvad der skulde skee derefter, og den, som aabenbarer hemmelige Ting, kundgjorde dig, hvad der skal skee.
7 Thi Ophøielse (kommer) ikke af Øster eller Vester, ei heller af Ørken;
47 Kongen svarede Daniel og sagde: Sandt er det, at eders Gud, han er en Gud over Guder, og en Herre over Konger, og som aabenbarer hemmelige Ting, efterdi du kunde aabenbare dette Hemmelige.
48 Da gjorde Kongen Daniel stor, og gav ham mange store Foræringer, og gjorde ham til en mægtig (Mand) over alt Babels Landskab, og den øverste Forstander over alle Vise i Babel.
16 Hos ham er Styrke og bestandig (Kraft), ham hører den til, som farer vild og som forvilder.
17 Han lader Raadgiverne gaae berøvede bort, og gjør Dommerne gale.
18 Han løser Kongernes Baand, og binder et Bælte om deres Lænder (igjen).
19 Han lader Præsterne gaae berøvede bort, og omkaster de Stærke.
20 Han borttager Læberne fra de Sanddrue, og borttager de Gamles Fornuftighed.
21 Han udøser Foragtelse paa Fyrsterne, og løser de Stærkes Bælte.
13 Hos ham er Viisdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til.
11 Der er en Mand i dit Rige, i hvilken de hellige Guders Aand er, og i din Faders Dage blev Oplysning og Klogskab og Viisdom funden i ham ligesom Guders Viisdom, og din Fader, Kong Nebucadnezar, satte ham over Spaamændene, Stjernetyderne, Chaldæerne, Sandsigerne, (ja) din Fader, o Konge! (gjorde det),
1 Kongens Hjerte er (som) Vandbække i Herrens Haand; til alt det, han haver Lyst til, skal han bøie det.
26 Da skrev Kong Darius til alle Folk, Almue og Tungemaal, som boede i det ganske Land: Eders Fred vorde formeret!
27 Af mig er given Befaling, at man udi mit ganske Riges Herredom skal skjælve og frygte for den Gud, som er Daniels; thi han er den levende Gud, og som (bliver) bestandig evindelig, og hans Rige (er det), som ikke skal fordærves, og hans Herredom naaer til Verdens Ende.
20 Og i alle Sager om Forstands Viisdom, som Kongen spurgte af dem, fandt han dem ti Gange at overgaae alle de Spaamænd og Stjernetydere, som vare i hans ganske Rige.
25 Nemlig, man skal støde dig ud fra Folk, og din Bolig skal være hos Dyrene paa Marken, og man skal lade dig smage Urter som Øxne, og væde dig med Himmelens Dug, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kjender, at den Høieste haver Magt over Menneskenes Rige, og giver det til den, han vil.
26 Men at der sagdes, man skulde lade Stubben af Træet blive med Rødderne, (er, at) dit Rige (skal blive) bestandigt for dig, naar du kjender, at Himlene ere mægtige.
17 Og disse Drenge, disse fire, dem gav Gud Kundskab og Forstand i al Skrift og Viisdom; men han lod Daniel forstaae sig paa alle Syner og Drømme.
12 Og Rigdom og Ære er for dit Ansigt, og du regjerer over Alting, og Kraft og Vælde er i din Haand, og i din Haand (staaer) at gjøre det alt stort og stærkt.
14 Og jeg haver hørt om dig, at Gudernes Aand er i dig, og Oplysning og Klogskab og ypperlig Viisdom er funden i dig.
31 (Der) Ordet (var) endnu i Kongens Mund, faldt en Røst af Himmelen: Det være dig sagt, Kong Nebucadnezar! Riget er gaaet fra dig.
32 Og man skal udstøde dig fra Folk, og din Bolig skal være hos Dyrene paa Marken, man skal lade dig smage Urter som Øxne, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kjender, at den Høieste haver Magt over Menneskenes Rige, og giver det til hvem han vil.
12 saa være Viisdom og Kundskab givet dig; tilmed vil jeg give dig Rigdom og Gods og Ære, saadan som de Konger, der have været før dig, ikke have havt, og efter dig skal saadan ikke være.
6 thi Herren giver Viisdom, af hans Mund er Kundskab og Forstand;
36 Og Kongen skal gjøre efter sin Villie, og ophøie sig og gjøre sig stor over enhver Gud, og tale underlige Ting imod Guders Gud, og han skal have Lykke, indtil Vreden er endt, naar det, som er (fast) bestemt, er gjort.
15 Der Kongen da hørte det Ord, blev han meget bedrøvet derfor og satte sit Hjerte til Daniel, til at udfrie ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham.
3 see, (fordi) du er klogere end Daniel, alt det, som er lønligt, kan man ikke skjule for dig;
22 (det er) du selv, o Konge! som (er saa) stor og stærk, og din Magt er stor og rækker til Himmelen, og dit Herredømme er til Jordens Ende.
16 Og Daniel gik ind og begjærede af Kongen, at han vilde give ham Tid til at kundgjøre Kongen Udtydningen.
12 Og han vender Leilighederne efter sine Raad til deres Gjerning, til alt det, som han byder dem paa Jordens Kreds;
8 Kongen svarede og sagde: Sandeligen, jeg mærker, at I ville vinde Tid, efterdi I see, at den Sag er borte for mig.
12 (Han er den,) som gjorde Jorden ved sin Kraft, som beredte Jorderige ved sin Viisdom og udbredte Himlene ved sin Forstand.
24 Han borttager Hjertet fra Folkenes Øverster i Landet, og gjør, at de fare vild i det Øde, hvor ikke er Vei,