Daniel 6:15
Der Kongen da hørte det Ord, blev han meget bedrøvet derfor og satte sit Hjerte til Daniel, til at udfrie ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham.
Der Kongen da hørte det Ord, blev han meget bedrøvet derfor og satte sit Hjerte til Daniel, til at udfrie ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Da overgik denne Daniel Landshøvdingerne og Statholderne, fordi der var en ypperlig Aand i ham, og Kongen tænkte at beskikke ham over det ganske Rige.
5 Da søgte Landshøvdingerne og Statholderne at finde Sag imod Daniel, Riget anlangende; men de kunde ingen Sag eller Misgjerning finde, fordi han var trofast, og ingen Forgribelse eller Misgjerning fandtes i ham.
6 Da sagde samme Mænd: Vi finde dog ingen Sag imod denne Daniel, uden vi, kunde finde den imod ham i hans Guds Lov.
7 Da kom samme Landshøvdinger og Statholdere i Hobetal til Kongen, og de sagde saa til ham: Kong Darius leve evindeligen!
8 Alle Landshøvdinger, Rigets Forstandere og Statholdere, Raadsherrer og Fyrster have raadslaget at stadfæste en kongelig Befaling og bekræfte et Forbud, at hver, som beder en Bøn af nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage, uden alene af dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen.
9 Nu, o Konge! stadfæste du samme Forbud, og lade det forfatte skriftlig; det skal ikke forandres, efter de Meders og Persers Lov, som ikke skal overtrædes.
11 Og der Daniel fik at vide, at det var skriftlig forfattet, gik han op i sit Huus, — men han havde aabne Vinduer paa sin Sal imod Jerusalem — og han knælede tre Gange hver Dag paa sine Knæ og bad og bekjendte for Gud, aldeles som han gjorde tilforn.
12 Da kom disse Mænd i Hobetal og fandt Daniel, som begjærede og bad om Naade for sin Gud.
13 Da kom de frem og sagde for Kongen om Kongens Forbud: Haver du ikke ladet forfatte et Forbud, at hvert Menneske, som begjærer (Noget) af nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage, uden af dig, o Konge! skulde kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Det Ord er fast, efter de Meders og Persers Lov, som ikke maa overtrædes.
14 Da svarede de og sagde for Kongen: Daniel, som er af de bortførte Børn af Juda, haver ikke agtet paa din Befaling, o Konge! eller paa dit Forbud, som du haver ladet forfatte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen.
16 Da kom de Mænd i Hobetal til Kongen, og de sagde til Kongen: Du skal vide, o Konge! at det er de Meders og Persers Lov, at alt Forbud og Befaling, som Kongen stadfæster, maa ikke forandres.
17 Da befoel Kongen, og de fremførte Daniel og kastede (ham) i Løvekulen. Kongen svarede og sagde til Daniel: Din Gud, som du stedse ærer, han skal udfrie dig.
24 Da blev Kongen ganske glad derfor og sagde, at man skulde drage Daniel op af Kulen; og man drog Daniel op af Kulen, og der blev ingen Skade funden paa ham, thi han troede paa sin Gud.
25 Da befoel Kongen, og de samme Mænd bleve fremførte, som havde udsagt Beskyldninger imod Daniel, og kastedes i Løvekulen, de, deres Børn og deres Hustruer; og de kom ikke til Bunden i Kulen, førend Løverne bleve mægtige over dem og knuste alle deres Been.
26 Da skrev Kong Darius til alle Folk, Almue og Tungemaal, som boede i det ganske Land: Eders Fred vorde formeret!
13 Og Kongen sagde til de Vise, som forstode sig paa Tiderne, — thi saaledes (skulde) Kongens Sag (skee) for Alle, som forstode sig paa Lov og Ret —
15 Han svarede og sagde til Arioch, Kongens mægtige (Mand): Hvorfor kommer (saa) hastig en Dom fra Kongen? saa gav Arioch Daniel det Ord tilkjende.
16 Og Daniel gik ind og begjærede af Kongen, at han vilde give ham Tid til at kundgjøre Kongen Udtydningen.
1 Da gav Kong Darius Befaling, og de ledte i Cancelliet, der Liggendefæet var henlagt i Babel.
1 Og Darius, den Meder, antog Riget, (der han var) allerede to og tredsindstyve Aar gammel.
2 Det syntes Darius godt, at han beskikkede over Riget hundrede og tyve Statholdere, som skulde være i det ganske Rige,
9 Thi dersom I ikke kundgjøre mig Drømmen, (da) er den ene Dom over eder, som dem, der have taget eder for at sige løgnagtig og fordærvelig Tale for mig, indtil Tiden er forandret; derfor siger mig Drømmen, saa kan jeg vide, at I kunne kundgjøre mig Udtydningen derpaa.
10 (Da) svarede Chaldæerne for Kongen og sagde: Der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgjøre det, som Kongen taler; saa er der ingen (saa) stor og mægtig en Konge, som begjærer saadan Ting af nogen Spaamand eller Stjernetyder eller Chaldæer.
12 (Nu) ere der jødiske Mænd, som du haver beskikket over Bestillingerne i det Landskab Babel: Sadrach, Mesach og Abed-Nego; disse Mænd agtede ikke, o Konge! din Befaling, de ærede ikke din Gud, og tilbade ikke det Guldbillede, som du haver ladet opreise.
11 Fremdeles er der given Befaling af mig, at hvert Menneske, som forandrer denne Ting, af hans Huus skal udrives et Træ og opreises, saa han skal udslettes derpaa, og hans Huus skal gjøres til en Møgdynge derfor.
12 Og Gud, som haver ladet sit Navn boe der, nedslaae hver Konge og Folk, som udrækker sin Haand at forandre det, at fordærve dette Guds Huus, som er i Jerusalem; jeg Darius haver givet Befaling, at det skal gjøres hasteligen.
19 Dersom (det synes) Kongen godt, saa lade man et kongeligt Bud udgaae fra ham og skrives iblandt de Persers og Meders Love, saa at det ikke overtrædes: at Vasthi skal ikke komme for Kong Ahasveri Ansigt, og Kongen give hendes Næste, som er bedre end hun, hendes Rige.
12 For dette blev Kongen fortørnet og meget vred, og, han sagde, at man skulde omkomme alle Vise i Babel.
13 Og der udgik en Dom, og de Vise ihjelsloges; og man ledte efter Daniel og hans Medbrødre, at de skulde ihjelslaaes.
19 Da gik Kongen bort til sit Palads, og aad Intet den Nat, og lod intet Spil bære for sig, og hans Søvn veg fra ham.
20 Da stod Kongen op om Morgenen, i Dagningen, og gik hasteligen hen til Løvekulen.
28 Nebucadnezar svarede og sagde: Lovet være deres Gud, Sadrachs, Mesachs og Abed-Negos! som sendte sin Engel og reddede sine Tjenere, som forlode sig paa ham, idet de forandrede Kongens Ord og hengave deres Legemer, fordi de ikke vilde ære eller tilbede nogen Gud uden deres Gud!
29 Og der er givet en Befaling af mig, at alt Folk, Almue og Tungemaal, som taler (nogen) Bespottelse imod deres, det er Sadrachs, Mesachs og Abeo-Negos, Gud, skal hugges i Stykker, og hans Huus skal blive til en Møgdynge, fordi der er ingen anden Gud, der kan udfrie, som han.
19 Og Kongen talede med dem, og Ingen blev funden af dem allesammen som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt.
27 Daniel svarede for Kongen og sagde: Det Hemmelige, som Kongen begjærer, kunne ikke de Vise, Stjernetydere, Spaamænd og Sandsigere kundgjøre Kongen.
15 Hvad skal man efter Loven gjøre ved Dronning Vasthi, fordi at hun ikke haver gjort efter Kongens, Ahasveri, Ord ved Kammertjenerne?
6 Da skiftedes Kongens Farve, og hans Tanker forfærdede ham, og hans Lænders Baand bleve slappe, og hans Knæ stødte sig imod hverandre.
15 Og nu vare de Vise, Stjernetyderne, som skulde læse denne Skrift og kundgjøre mig dens Udtydning, førte op for mig, og de kunde ikke kundgjøre mig denne Sags Udtydning.
1 I den samme Nat kunde Kongen ikke sove, og han bød at hente Historiebogen om de daglige Handeler, og de bleve læste for Kongens Ansigt.
24 Derfor gik Daniel op til Arioch, som Kongen havde beskikket at omkomme de Vise i Babel; han gik og sagde saaledes til ham: Du skal ikke omkomme de Vise i Babel; før mig op for Kongen, saa vil jeg kundgjøre Kongen Udtydningen.
10 (Da) gik Dronningen op til Gjæstebudshuset for Kongens og hans Vældiges Sags Skyld; (og) Dronningen svarede og sagde: Kongen leve evindeligen! lad dine Tanker ikke forfærde dig, og skift ikke din Farve.
28 (Han er) den, som udfrier, og som redder, og gjør Tegn og underlige Ting i Himmelen og paa Jorden, han udfriede Daniel af Løvernes Vold.
28 Peres, adskilt er dit Rige og givet de Meder og Perser.
13 Da blev Daniel ført op for Kongen; (og) Kongen svarede og sagde til Daniel: Er du den Daniel, som er af de bortførte Børn af Juda, hvilke Kongen, min Fader, lod føre fra Juda?
10 Og den øverste Kammertjener sagde til Daniel: Jeg frygter for min Herre, Kongen, som haver beskikket eders Mad og eders Drikke; thi hvorfor skulde han see, at eders Ansigter (saae) slettere (ud) end Drengenes, som ere af lige (Vilkaar) med eder, og I skulde sætte mit Hoved i Fare hos Kongen?
17 Da svarede Daniel og sagde til Kongen: Behold du din Skjenk, og giv en Anden din Gave, jeg skal alligevel læse Skriften for Kongen og kundgjøre ham Udtydningen.
6 Derfor blev given Befaling af mig at lade alle Vise i Babel komme op for mig, at de skulde kundgjøre mig den Drøms Udtydning.
21 Og det Ord syntes godt for Kongens og Fyrsternes Øine, og Kongen gjorde efter Memuchans Ord.
18 Og om (han) ikke (vilde, da) skal det være dig vitterligt, o Konge! at vi ikke ville ære dine Guder og ei tilbede det Guldbillede, som du haver ladet opreise.
18 for at de skulde begjære Barmhjertighed af Gud i Himmelen over dette Hemmelige, saa man ikke skulde omkomme Daniel og hans Medbrødre med de øvrige Vise i Babel.