5 Mosebok 4:33
Om et Folk har hørt Guds Røst talende midt ud af Ilden, saasom du, du har hørt, og er blevet ved Live?
Om et Folk har hørt Guds Røst talende midt ud af Ilden, saasom du, du har hørt, og er blevet ved Live?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23 Og det skede, der I havde hørt Røsten midt af Mørket og af Bjerget, som brændte med Ild, da kom I nær til mig, alle øverste iblandt eders Stammer og eders Ældste.
24 Og I sagde: See, Herren vor Gud haver ladet os see sin Herlighed og sin Storhed, og vi have hørt hans Røst midt af Ilden; vi have seet paa denne Dag, at Gud vilde tale med et Menneske, og det blev ved Live.
25 Og nu, hvorfor skulle vi døe, at denne store Ild skal fortære os? dersom vi blive ydermere ved at høre Herrens vor Guds Røst, da døe vi.
26 Thi hvo er af alt Kjød, der, som vi, kan høre den levende Guds Røst, som taler midt af Ilden, og (dog) blive ved Live?
27 Gak du nær til, og hør alt det, som Herren vor Gud vil tale; og du skal tale til os alt det, som Herren vor Gud vil tale til dig, og vi ville høre, og gjøre det.
28 Og Herren hørte eders Ords Røst, der I talede til mig; da sagde Herren til mig: Jeg haver hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet.
32 Thi spørg, Kjære, om de forrige Dage, som for dig have været, fra den Dag, Gud skabte Menneskene paa Jorden, og fra (den ene) Himmelens Ende og indtil (den anden) Himmelens Ende, om der er skeet Noget, som denne store Ting, eller om der er hørt Noget, som dette?
34 eller om Gud har forsøgt at komme, at tage sig et Folk midt af Folket ved Forsøgelser, ved Tegn, og ved underlige Gjerninger, og ved Krig, og ved en stærk Haand, og ved en udrakt Arm, og ved store Forskrækkelser, efter alt det, som Herren eders Gud haver gjort ved eder i Ægypten for dine Øine?
35 Dig er det blevet viist, at du skal vide, at Herren, han er Gud, (ja) Ingen uden han alene.
36 Af Himmelen haver han ladet dig høre sin Røst, for at undervise dig, og paa Jorden haver han ladet dig see sin den store Ild, og du haver hørt hans Ord midt af Ilden.
10 Den Dag, da du stod for Herrens din Guds Ansigt ved Horeb, der Herren sagde til mig: Samle til mig Folket, saa vil jeg lade dem høre mine Ord, som de skulle lære, for at frygte mig alle de Dage, som de leve paa Jorden, og de skulle lære deres Børn dem.
11 Og I kom nær til og stode nede ved Bjerget, og Bjerget brændte med Ild, indtil midt op i Himmelen, der var Mørke, Sky, ja (forfærdeligt) Mørke.
12 Og Herren talede til eder midt af Ilden; I hørte Ordets Røst, men I saae ingen Lignelse foruden Røsten.
4 Herren talede med eder Ansigt til Ansigt paa Bjerget midt ud af Ilden.
5 Jeg stod imellem Herren og eder paa den samme Tid, at give eder Herrens Ord tilkjende; thi I frygtede for Ildens Aasyn og gik ikke op paa Bjerget, og han sagde:
16 efter alt det, du begjærede af Herren din Gud i Horeb paa Forsamlingens Dag, og sagde: Jeg kan ikke blive ved at høre Herrens min Guds Røst, og ikke ydermere see denne store Ild, at jeg skal ikke døe.
15 Saa bevarer eders Sjæle saare (vel), thi I saae slet ingen Lignelse paa den Dag, der Herren talede til eder paa Horeb midt udaf Ilden,
33 som gik for eders Ansigt paa Veien, at opsøge for eder Stedet, hvor I skulde leire eder, i en Ild om Natten, at vise eder Veien, som I skulde gaae paa, og i en Sky om Dagen.
34 Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:
18 Og alt Folket saae Tordenen og Blussene og Basunens Lyd, og Bjerget ryge; ja Folket saae det, og de flyede og stode langt borte.
19 Og de sagde til Mose: Tal du med os, og vi ville være lydige; og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke døe.
20 Men eder tog Herren og udførte eder af den Jernovn, af Ægypten, for at være hans Arvs Folk, som (man seer) paa denne Dag.
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
13 Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
14 Og de skulle sige til dette Lands Indbyggere, — naar de høre, at du, Herre, er midt iblandt dette Folk, for hvilke du, Herre, sees øiensynligen, og din Sky staaer over dem, og du gaaer for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten;
7 Herrens Røst udhugger Ildsluer.
31 Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham:
7 Thi hvilket er saa stort et Folk, som Gud holder sig nær til, som Herren vor Gud (til os), saa tidt vi kalde paa ham?
4 hvilken jeg bød eders Fædre paa den Dag, jeg udførte dem af Ægypti Land af Jernovnen, sigende: Adlyder min Røst og gjører disse Ting efter alt det, som jeg haver budet eder, saa skulle I være mit Folk, og jeg, jeg vil være eders Gud;
13 Hører, I, som ere langt borte, hvad jeg haver gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke!
19 de store Forsøgelser, som dine Øine saae, og de Tegn og de underlige Ting, og den stærke Haand og den udrakte Arm, med hvilken Herren din Gud udførte dig; saaledes skal Herren din Gud gjøre ved alle de Folk, for hvis Ansigt du frygter.
24 Thi Herren din Gud, han er en fortærende Ild, en nidkjær Gud.
1 Til Sangmesteren; (en Psalme,) som giver Underviisning, for Korahs Børn.
10 Og han sagde: See, jeg vil gjøre en Pagt: For alt dit Folk vil jeg gjøre underlige Ting, som ikke ere skabte i noget Land eller iblandt nogle Hedninger; og alt det Folk, som du er midt iblandt, skal see Herrens Gjerning, thi det er forfærdeligt, hvad jeg skal gjøre med dig.
19 og til en Basuns Lyd og til Ords Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at Talen ikke mere maatte skee til dem;
3 de store Forsøgelser, som dine Øine have seet, de Tegn og de store underlige Ting.
22 Og Herren sagde til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: I have seet, at jeg haver talet af Himmelen med eder.
9 Og da vil jeg, jeg ogsaa bekjende om dig, at din høire Haand kan frelse dig.
4 Der Herren saae, at han gik hen til at see, da raabte Gud til ham midt af Tornebusken og sagde: Mose! Mose! og, han sagde: See, her er jeg.
4 Men I, som hængte hart ved Herren eders Gud, I leve alle paa denne Dag.
30 Naar du faaer Angest, og alle disse Ting ramme dig, i de sidste Dage, da skal du omvende dig til Herren din Gud og høre paa hans Røst.
2 Og Herrens Engel aabenbaredes for ham i en Ildslue, midt af en Tornebusk; og han saae, og see, Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret.
24 Og Ild udkom fra Herrens Ansigt og fortærede paa Alteret Brændofferet og det Fede; og alt Folket saae det, og de frydede sig, og de faldt ned paa deres Ansigter.
21 Og hvo er et Folk paa Jorden som dit Folk Israel? for hvis Skyld Gud gik hen til at forløse sig det til et Folk (og) at sætte sig et Navn ved store og forfærdelige Ting, ved at uddrive Hedningerne for dit Folks Ansigt, som du forløste af Ægypten.
12 Og efter det Jordskjælv (kom) en Ild, Herren var ikke i Ilden; men efter Ilden (kom der) en stille sagte Lyd.
2 Og de sagde: Taler Herren ikkun aleneste ved Mose? mon han ikke ogsaa taler ved os? og Herren hørte det.
23 Og hvo er et Folk paa Jorden som dit Folk, som Israel? for hvis Skyld Gud gik bort at forløse sig det til et Folk og at sætte sig et Navn, og at gjøre for eders Skyld de store og forfærdelige Ting mod dit Land, for dit Folks Ansigt, som du forløste dig af Ægypten, fra Hedningerne og deres Guder.
29 Thi og vor Gud er en fortærende Ild.
33 Have Hedningernes Guder aldeles friet hver sit Land af Kongen af Assyriens Haand?
9 Og du saae vore Fædres Elendighed i Ægypten, og hørte deres Raab ved det røde Hav.