2 Mosebok 1:10
Velan, vi ville være kloge imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde skee, om der blev Leilighed til en Krig, kunde det ogsaa give sig til vore Fjender og føre Krig imod os, og drage op af Landet.
Velan, vi ville være kloge imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde skee, om der blev Leilighed til en Krig, kunde det ogsaa give sig til vore Fjender og føre Krig imod os, og drage op af Landet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Og Israels Børn bleve frugtbare og vrimlede, og bleve mangfoldige og vare ganske meget stærke, og Landet blev fuldt af dem.
8Og der opkom en ny Konge over Ægypten, som ikke kjendte Joseph.
9Og han sagde til sit Folk: See, Israels Børns Folk ere flere og stærkere end vi.
11Saa satte de Skattens Betjente over det, at de skulde plage det med deres Byrder; og man byggede (da) Pharao Forraadsstæder, nemlig Pithom og Raamses.
12Men ligesom de plagede det, saa blev det mangfoldigt, og saa udbredte det sig; og de væmmedes ved Israels Børn.
19Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaae Børn kaste ud, at de ikke skulde formeres.
5Og det blev Kongen af Ægypten tilkjendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Pharaos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os?
11See, (her er) et Folk, som er udgaaet af Ægypten og skjuler Jordens Kreds; gak nu hid, forband mig det, maaskee jeg kunde stride imod det og uddrive det.
10Saa gak nu, og jeg vil sende dig til Pharao; og udfør mit Folk, Israels Børn, af Ægypten.
6Men Gud sagde saaledes, at hans Afkom skulde boe som Udlendinge udi et fremmed Land, og de skulde gjøre den til Trælle og handle ilde med den i fire hundrede Aar.
12Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk.
15at vore Fædre droge ned i Ægypten, og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os og med vore Fædre;
20Derfor gjorde Gud vel imod Jordemødrene; og Folket blev mangfoldigt, og de bleve saare stærke.
22Dog i saa Maade ville Mændene være os til Villie, at boe hos os, at være eet Folk (med os), om vi ville omskjære alt Mandkjøn iblandt os, ligesom de ere omskaarne.
23Deres Fæ og deres Gods og alle deres Bæster blive de ikke vore? ikkun at vi ere dem til Villie, da ville de boe hos os.
21Og de sagde til dem: Herren skal see paa eder og dømme, at I have gjort os ildelugtende for Pharao og for hans Tjenere, at give Sværdet i deres Haand til at ihjelslaae os.
3Thi Pharao skal sige om Israels Børn: De ere forvildede i Landet, Ørken haver indesluttet dem.
10Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg vil fortære dem og gjøre dig til et stort Folk.
20(Men) det ville vi gjøre ved dem, at lade dem leve, at der ikke skal komme en (hastig) Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have svoret dem.
3Og de sagde: De Ebræers Gud mødte os; Kjære, lad os gaae tre Dages Reise i Ørken og gjøre Herren vor Gud Offer, at han ikke skal møde os med Pestilentse eller med Sværdet.
4Da sagde Kongen af Ægypten til dem: (Du) Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gjerninger? gaaer hen til eders Byrder.
24Og han gjorde sit Folk saare frugtbart, og gjorde det mægtigere end dets Modstandere.
14Lad af fra mig, og jeg vil ødelægge dem og udslette deres Navn fra at være under Himmelen, og jeg vil gjøre dig til et stærkere og større Folk end dette.
10Da sagde han til dem: Saa være Herren med eder, saa (vist) som jeg vil lade eder og eders smaae Børn fare; seer der, at I have Ondt i Sinde.
12Og det skede, der Jøderne, som boede hos dem, kom og sagde os det (vel) ti Gange, af alle Steder, af hvilke I kunde komme tilbage til os,
28at det Lands (Indbyggere), fra hvilket du udførte os, ikke skulle sige: Fordi Herren ikke kunde føre dem ind i det Land, som han havde tilsagt dem, og for hans Hads Skyld til dem, førte han dem ud, at slaae dem ihjel i Ørken.
17Og det skede, der Pharao lod Folket fare, da førte Gud dem ikke paa de Philisters Landevei, enddog den var nær; thi Gud sagde: Maaskee det kunde fortryde Folket, naar de see Striden, og de kunde vende tilbage til Ægypten.
6Men Ægypterne handlede ilde med os og plagede os, og lagde en haard Tjeneste paa os.
12Forvar dig, at du ei gjør Pagt med nogen Indbygger i det Land, til hvilket du kommer, paa det han ikke skal blive til en Snare midt iblandt dig
4De gjøre trædskeligen et hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaae mod dine Skjulte.
33Og Ægypterne trængte haardt paa Folket, at drive dem hasteligen ud af Landet; thi de sagde: Vi døe alle.
7Da sagde Pharaos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare? lad de Mænd fare, at de maae tjene Herren deres Gud; mon du endnu ikke veed, at Ægypten er fordærvet?
12Er det ei det Ord, som vi sagde til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, og vi ville tjene de Ægypter; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at døe i Ørken?
10Og Pharao kom nær til; og Israels Børn opløftede deres Øine, og see, Ægypterne droge efter dem, da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til Herren
3Og hvorfor fører Herren os til dette Land, at (vi skulle) falde ved Sværdet, (og) vore Hustruer og vore smaae Børn blive til Rov? er det os ikke godt at vende tilbage til Ægypten?