1 Mosebok 34:22
Dog i saa Maade ville Mændene være os til Villie, at boe hos os, at være eet Folk (med os), om vi ville omskjære alt Mandkjøn iblandt os, ligesom de ere omskaarne.
Dog i saa Maade ville Mændene være os til Villie, at boe hos os, at være eet Folk (med os), om vi ville omskjære alt Mandkjøn iblandt os, ligesom de ere omskaarne.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Og de sagde til dem: Vi kunne ikke gjøre denne Gjerning at give vor Søster en Mand, som haver Forhud; thi det er os en Haanhed.
15Dog ville vi være eder til Villie i dette, dersom I ville blive som vi, at lade omskjære hos eder alt Mandkjøn.
16Og vi ville give eder vore Døttre og tage os eders Døttre, og boe hos eder, og vi ville være eet Folk.
17Men dersom I ikke ville høre os, at omskjæres, da ville vi tage vor Datter og drage bort.
18Og deres Tale behagede Hemor og Sichem, Hemors Søn.
23Deres Fæ og deres Gods og alle deres Bæster blive de ikke vore? ikkun at vi ere dem til Villie, da ville de boe hos os.
24Og de adløde Hemor og hans Søn, Sichem, alle de, som gik ud af hans Stadsport; og alt Mandkjøn lod sig omskjære, Alle, som gik ud af hans Stadsport.
20Saa kom Hemor og Sichem, hans Søn, til deres Stadsport, og talede til deres Bymænd og sagde:
21Disse Mænd ere fredsommelige hos os, og ville boe i Landet og handle derudi; og see, Landet er vidt nok for dem; vi ville tage os deres Døttre til Hustruer og give dem vore Døttre.
9og gjører Svogerskab med os; giver os eders Døttre, og tager eder vore Døttre.
10Og I skulle boe hos os, og Landet skal være (aabent) for eders Aasyn; boer og handler derudi, og erhverver eder Eiendom derudi.
10Denne er min Pagt, som I skulle holde imellem mig og imellem eder, og imellem din Afkom efter dig: Alt Mandkjøn skal omskjæres hos eder.
11Og I skulle omskjære eders Forhuds Kjød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder.
12Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskjæres af eder hos eders Efterkommere, det hjemmefødte Barn og det, som er kjøbt for Penge af hver Fremmeds Søn, som ikke er selv af din Afkom.
13Din Hjemmefødte og den for dine Penge Kjøbte skal visseligen omskjæres, og min Pagt i eders Kjød skal være til en evig Pagt.
14Og er det et Drengebarn, som haver Forhud, og hans Forhuds Kjød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Person udslettes fra sine Folk; han haver brudt min Pagt.
23Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle Fødte i sit Huus, og alle Kjøbte for sine Penge, alt Mandkjøn af Mændene, som vare i Abrahams Huus; og han omskar deres Forhuds Kjød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.
24Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kjød blev omskaaret.
48Og naar nogen Fremmed opholder sig hos dig og vil holde Paaske for Herren, da skal alt hans Mandkjøn omskjæres, og da maa han komme nær til at gjøre det, og være som en Indfødt i Landet; og Ingen, som haver Forhud, skal æde deraf.
14Og Mændene sagde til hende: Vore Sjæle skulle være istedetfor eders til at døe, dersom I ikke kundgjøre denne vor Handel; og det skal skee, naar Herren giver os Landet, da ville vi gjøre Miskundhed og Troskab imod dig.
10Velan, vi ville være kloge imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde skee, om der blev Leilighed til en Krig, kunde det ogsaa give sig til vore Fjender og føre Krig imod os, og drage op af Landet.
4Og denne er Sagen, hvorfor Josva omskar (dem): Alt Folket af Mandkjøn, som var udgaaet af Ægypten, (ja) alt Krigsfolket var død i Ørken paa Veien, siden de gik ud af Ægypten.
5Thi alt Folket, som udgik, var omskaaret; men alt Folket, som var født i Ørken paa Veien, siden de udgik af Ægypten, havde de ikke omskaaret.
20(Men) det ville vi gjøre ved dem, at lade dem leve, at der ikke skal komme en (hastig) Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have svoret dem.
27Og alle Mænd i hans Huus, den Hjemmefødte og den, som var kjøbt for Penge af den Fremmedes Søn, de bleve omskaarne med ham.
30og at vi ikke skulde give Folkene i Landet vore Døttre, ei heller tage deres Døttre til vore Sønner,
6Og de gik til Josva i Leiren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Mænd: Vi ere komne fra et langt fraliggende Land; saa gjører nu Pagt med os.
7Da sagde Israels Mænd til Heviten: Maaskee du boer midt iblandt mig, hvorledes kan jeg da gjøre Pagt med dig?
16Derfor skulle I omskjære eders Hjertes Forhud, og I skulle ikke ydermere forhærde eders Nakke.
7Hvad ville vi gjøre ved dem, som ere overblevne, at (de kunne faae) Hustruer? thi vi, vi have svoret ved Herren, at vi ikke skulle give dem af vore Døttre til Hustruer.
26Ægypten og Juda og Edom og Ammons Børn og Moab og alle de Yderste i Hjørnet, de, som boe i Ørken; thi alle Hedningerne have Forhud, men alt Israels Huus, de have Forhud paa Hjertet.
16Da gik de frem til ham og sagde: Vi ville ikkun bygge Faarestier her til vort Fæ, og Stæder for vore smaae Børn.
17Men vi, vi ville bevæbne os og være færdige for Israels Børns Ansigt, indtil at vi føre dem til deres Sted, og vore smaae Børn skulle blive i de faste Stæder for Landets Indbyggeres Skyld.
22Og det skal skee, naar deres Fædre eller deres Brødre komme at trætte for os, da ville vi sige til dem: Værer dem naadige for vor Skyld, fordi vi have ikke taget (dem) hver sin Hustru i Krigen; thi I, I have ikke givet dem (Hustruer), ellers skulde I have Skyld efter denne Tids (Leilighed).
11Derfor sagde vore Ældste og alle vort Lands Indbyggere til os, sigende: Tager Tæring med eder paa Veien og gaaer imod dem, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, saa gjører nu Pagt med os.
28Og de svarede: Vi see klarligen, at Herren er med dig, derfor sagde vi: Kjære, lad være en Ed imellem os (indbyrdes), imellem os og imellem dig, og vi ville gjøre et Forbund med dig,