Josva 9:20
(Men) det ville vi gjøre ved dem, at lade dem leve, at der ikke skal komme en (hastig) Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have svoret dem.
(Men) det ville vi gjøre ved dem, at lade dem leve, at der ikke skal komme en (hastig) Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have svoret dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Og Israels Børn sloge dem ikke, thi Menighedens Fyrster havde svoret dem ved Herren, Israels Gud; og al Menigheden knurrede mod Fyrsterne.
19Da sagde alle Fyrsterne til al Menigheden: Vi have svoret dem ved Herren, Israels Gud; derfor kunne vi nu ikke røre dem.
21Fremdeles sagde Fyrsterne til dem: Lader dem leve, at de maae være Vedhuggere og Vanddragere for al Menigheden, ligesom Fyrsterne have sagt til dem.
22Da kaldte Josva ad dem, og talede til dem og sagde: Hvi bedroge I os og sagde: Vi (boe) saare langt fra eder, og I boe (dog) midt iblandt os?
15Og Josva gjorde Fred med dem, og gjorde Pagt med dem, at han vilde lade dem leve; og Menighedens Fyrster svore dem.
12Da sagde de: Vi ville give det igjen og Intet kræve af dem, saaledes ville vi gjøre, ligesom du haver sagt; og jeg kaldte ad Præsterne og tog en Ed af dem, at de skulde gjøre efter dette Ord.
17Og Mændene sagde til hende: Vi ville være uskyldige for denne din Ed, som du kom os til at sværge.
12Og nu, Kjære, sværger mig ved Herren, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gjøre Miskundhed imod min Faders Huus og give mig et sikkert Tegn,
13at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og frie vore Sjæle fra Døden.
14Og Mændene sagde til hende: Vore Sjæle skulle være istedetfor eders til at døe, dersom I ikke kundgjøre denne vor Handel; og det skal skee, naar Herren giver os Landet, da ville vi gjøre Miskundhed og Troskab imod dig.
20Men dersom du kundgjør denne vor Handel, da ville vi være uskyldige for den Ed, som du kom os til at sværge.
7Hvad ville vi gjøre ved dem, som ere overblevne, at (de kunne faae) Hustruer? thi vi, vi have svoret ved Herren, at vi ikke skulle give dem af vore Døttre til Hustruer.
11Derfor sagde vore Ældste og alle vort Lands Indbyggere til os, sigende: Tager Tæring med eder paa Veien og gaaer imod dem, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, saa gjører nu Pagt med os.
10Velan, vi ville være kloge imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde skee, om der blev Leilighed til en Krig, kunde det ogsaa give sig til vore Fjender og føre Krig imod os, og drage op af Landet.
16Da svoer Kong Zedekias Jeremias i Løndom og sagde: (Saa vist som) Herren lever, som gjorde os denne Sjæl, da vil jeg ikke dræbe dig, ei heller give dig i disse Mænds Hænder, som søge efter dit Liv.
22Dog i saa Maade ville Mændene være os til Villie, at boe hos os, at være eet Folk (med os), om vi ville omskjære alt Mandkjøn iblandt os, ligesom de ere omskaarne.
23Deres Fæ og deres Gods og alle deres Bæster blive de ikke vore? ikkun at vi ere dem til Villie, da ville de boe hos os.
14Skulde vi (da) vende om og gjøre dine Bud til Intet, og gjøre Svogerskab med Folk, som have (gjort) disse Vederstyggeligheder? mon du ikke skulde blive vred paa os, indtil at der gjordes Ende paa os, saa der blev Ingen tilovers, ei heller (nogen) Redning?
10Nu (er det) i mit Hjerte at gjøre en Pagt for Herren, Israels Gud, at han maa vende sin grumme Vrede af fra os.
15Dog ville vi være eder til Villie i dette, dersom I ville blive som vi, at lade omskjære hos eder alt Mandkjøn.
16Og vi ville give eder vore Døttre og tage os eders Døttre, og boe hos eder, og vi ville være eet Folk.
38Og i alt dette gjøre vi en trofast (Pagt) og skrive den, og til Besegling (ere overværende) vore Fyrster, vore Leviter, vore Præster.
6Og de gik til Josva i Leiren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Mænd: Vi ere komne fra et langt fraliggende Land; saa gjører nu Pagt med os.
7Da sagde Israels Mænd til Heviten: Maaskee du boer midt iblandt mig, hvorledes kan jeg da gjøre Pagt med dig?
24og dersom vi ikke gjorde dette af Omhyggelighed for denne Sags Skyld, sigende: Eders Børn maatte sige til vore Børn herefter, sigende: Hvad have I (at gjøre) med Herren, Israels Gud?
28Og de svarede: Vi see klarligen, at Herren er med dig, derfor sagde vi: Kjære, lad være en Ed imellem os (indbyrdes), imellem os og imellem dig, og vi ville gjøre et Forbund med dig,
29at du ikke skal gjøre Ondt imod os, ligesom vi have ikke rørt dig, og ligesom vi have ikke gjort dig andet end Godt, og vi lode dig fare i Fred; du er nu Herrens Velsignede.
24Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere vist tilkjendegivet, hvad Herren din Gud bød Mose, sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelægge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt; og vi frygtede saare for vort Liv for eders Ansigt, og have gjort denne Gjerning.
5Da stod Esra op og tog en Ed af de Øverste, af Præsterne, Leviterne og al Israel, at de vilde gjøre efter dette Ord, og de svore.
28at det Lands (Indbyggere), fra hvilket du udførte os, ikke skulle sige: Fordi Herren ikke kunde føre dem ind i det Land, som han havde tilsagt dem, og for hans Hads Skyld til dem, førte han dem ud, at slaae dem ihjel i Ørken.
9Saa holder denne Pagtes Ord og gjører efter dem, at I kunne gjøre viseligen alt det, som I skulle gjøre.
29de holdt sig fast til deres Brødre, de Ypperlige af dem, og de kom i Forbandelse og i Ed, at de vilde vandre i Guds Lov, som er given formedelst Mose, den Guds Tjener, og at de vilde holde og gjøre alle Herrens vor Herres Bud og hans Rette og hans Skikke,
30og at vi ikke skulde give Folkene i Landet vore Døttre, ei heller tage deres Døttre til vore Sønner,
10Da sagde de Ældste af Gilead til Jephthah: Herren skal være Tilhører imellem os, dersom vi ikke skulde gjøre saaledes efter dine Ord.
26Og han gjorde saaledes ved dem; og han reddede dem fra Israels Børns Haand, og de sloge dem ikke ihjel.
14Og de svore Herren med stor Røst og med Frydeskrig, og med Basuner og med Trompeter.
5Da sagde de til Jeremias: Herren være et sandt og trofast Vidne imellem os, om vi ikke gjøre efter alt det Ord, med hvilket Herren din Gud sender dig til os.
18Men vi, vi kunne ikke give dem Hustruer af vore Døttre; thi Israels Børn have svoret og sagt: Forbandet være den, som giver Benjamin en Hustru!
27men det skal være et Vidne imellem os og imellem eder og imellem vore Efterkommere efter os, at vi maae betjene Herrens Tjeneste for hans Ansigt med vore Brændoffere og med vore Slagtoffere og med vore Takoffere; og eders Børn skulle ikke herefter sige til vore Børn: I have ingen Deel i Herren.
9Dersom de sige saaledes til os: Værer stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staae paa vort Sted og ikke gaae op til dem.
17Og lad Intet af det Bandsatte hænge ved din Haand, at Herren maa afvendes fra sin grumme Vrede, og give dig Barmhjertigheder, og forbarme sig over dig, og mangfoldiggjøre dig, ligesom han haver svoret dine Fædre.
12Og de sagde til ham: Vi ere nedkomne for at binde dig, for at give dig i Philisternes Haand; og Samson sagde til dem: Sværger mig, at I ikke ville falde an paa mig.
32Og naar du gaaer med os, da skal det skee, at det samme Gode, hvorudi Herren vil gjøre vel imod os, (deri) ville vi gjøre vel imod dig.
3Herren haver ikke gjort denne Pagt med vore Fædre, men med os, ja med os selv, som her ere allesammen levende paa denne Dag.
13Og de sagde til dem: I skulle ikke føre de Fangne herind, thi (det vilde blive) til Skyld over os for Herren, (det, som) I sige, til at lægge til over vore Synder og over vor Skyld; thi (vi have) megen Skyld paa os, og der er en grum Vrede over Israel.