2 Mosebok 1:17
Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke saa, som Kongen af Ægypten havde talet til dem, men lode Drengene leve.
Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke saa, som Kongen af Ægypten havde talet til dem, men lode Drengene leve.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Da kaldte Kongen af Ægypten Jordemødrene og sagde til dem: Hvi gjorde I denne Gjerning, at I lode Drengene leve?
19Og Jordemødrene svarede Pharao: Thi de ebraiske ere ikke som de ægyptiske Qvinder, men de ere stærke; førend Jordemoderen kommer til dem, da have de født.
20Derfor gjorde Gud vel imod Jordemødrene; og Folket blev mangfoldigt, og de bleve saare stærke.
21Og det skede, efterdi Jordemødrene frygtede Gud, da byggede han dem Huse.
22Saa bød Pharao alt sit Folk og sagde: Hver den Søn, som fødes, kaster den i Floden, og lader alle Døttre leve.
15Og Kongen af Ægypten talede til de ebraiske Jordemødre, af hvilke den enes Navn var Siphra, og den andens Navn Pua.
16Og han sagde: Naar I hjælpe de ebraiske (Qvinder) at føde, og see paa Stolene, dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve.
23Formedelst Tro blev Moses, der han var født, skjult tre Maaneder af sine Forældre, fordi de saae, at Barnet var deiligt; og de frygtede ikke for Kongens Befaling.
18indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph.
19Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaae Børn kaste ud, at de ikke skulde formeres.
27Og Kongen svarede og sagde: Giver denne det levende Barn, og slaaer det ikke ihjel; hun er Moder dertil.
17Og nu, slaaer alt Mandkjøn ihjel iblandt smaae Børn, og slaaer hver Qvinde ihjel, som haver kjendt Mand, at ligge hos Mandkjøn.
18Men alle smaae Børn af Qvindekjønnet, som ikke have kjendt Mandkjøns Samqvem, lader leve for eder.
20Hvo, som da frygtede Herrens Ord af Pharaos Tjenere, han lod sine Tjenere og sit Fæ flye til Husene.
15Thi det skede, fordi Pharao havde forhærdet sig, saa han ikke lod os fare, da ihjelslog Herren alle Førstefødte i Ægypti Land fra Menneskens Førstefødte indtil Fæets Førstefødte; derfor offrer jeg Herren alt det, som aabner Moders Liv, som er Han, og jeg skal løse hver Førstefødt iblandt mine Sønner.
15Og Mose sagde til dem: Have I ladet hver Qvinde leve?
21Og de sagde til dem: Herren skal see paa eder og dømme, at I have gjort os ildelugtende for Pharao og for hans Tjenere, at give Sværdet i deres Haand til at ihjelslaae os.
2Og Qvinden undfik og fødte en Søn, og der hun saae ham, at han var deilig, da skjulte hun ham tre Maaneder.
6Og der hun oplod den, da saae hun Drengen, og see, Drengen græd; da ynkedes hun over ham og sagde: Denne er en af de Ebræers Drenge.
7Da sagde hans Søster til Pharaos Datter: Skal jeg gaae og hente dig en Kone, (som er) Amme, af de Ebraiske, at hun giver dig Drengen at die?
8Og Pharaos Datter sagde til hende: Gak; og Pigen gik og kaldte Drengens Moder.
9Da sagde Pharaos Datter til hende: Tag denne Dreng hen og giv mig ham at die, og jeg, jeg vil give (dig) din Løn. Og Qvinden tog Drengen og gav ham at die.
4Og da begrove Ægypterne alle Førstefødte, som Herren havde slaget iblandt dem; og Herren havde holdt Dom over deres Guder.
5Og det blev Kongen af Ægypten tilkjendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Pharaos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os?
18Men den tredie Dag sagde Joseph til dem: Gjører dette, saa skulle I leve; jeg frygter Gud.
30Saa frelste Herren Israel den samme Dag af de Ægypters Haand, og Israel saae Ægypterne, (at de laae) døde ved Havets Bred.
31Og Israel saae den store Haand, som Herren havde beviist paa Ægypterne, og Folket frygtede Herren, og de troede paa Herren og paa Mose, hans Tjener.
21Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op og opfostrede ham sig selv til en Søn.
15Og Pharao hørte denne Gjerning og søgte at slaae Mose ihjel; men Mose flyede fra Pharaos Ansigt, og blev i det Land Midian, og blev hos Brønden.
12Men ligesom de plagede det, saa blev det mangfoldigt, og saa udbredte det sig; og de væmmedes ved Israels Børn.
13Og Ægypterne kom Israels Børn til at trælle strengeligen.
29Og det skede om Midnatten, da slog Herren alle Førstefødte i Ægypti Land, fra Pharaos Førstefødte, som sad paa hans Throne, indtil den Fangnes Førstefødte, som var i Fængslets Huus, og alle Førstefødte af Bæster
8Og der opkom en ny Konge over Ægypten, som ikke kjendte Joseph.
15Da kom Israels Børns Fogeder, og raabte til Pharao og sagde: Hvi gjør du saa med dine Tjenere?
10Velan, vi ville være kloge imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde skee, om der blev Leilighed til en Krig, kunde det ogsaa give sig til vore Fjender og føre Krig imod os, og drage op af Landet.
17Og det skede, der Pharao lod Folket fare, da førte Gud dem ikke paa de Philisters Landevei, enddog den var nær; thi Gud sagde: Maaskee det kunde fortryde Folket, naar de see Striden, og de kunde vende tilbage til Ægypten.
23Og det skede lang Tid derefter, da døde Kongen af Ægypten; og Israels Børn sukkede over den Trældom og raabte; og deres Raab over (deres) Trældom kom op for Gud.