2 Mosebok 17:3
Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor førte du os op fra Ægypten, at lade mig og mine Børn og mit Fæ døe af Tørst?
Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor førte du os op fra Ægypten, at lade mig og mine Børn og mit Fæ døe af Tørst?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og al Israels Børns Menighed drog fra den Ørk Sin, paa deres Reiser, efter Herrens Mund; og de leirede sig i Rephidim, og Folket havde intet Vand at drikke.
2 Og Folket kivede med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kive med mig? hvad ville I friste Herren?
22 Og Mose lod Israel drage frem fra det røde Hav, og de droge ud til den Ørk Sur, og de vandrede tre Dage i Ørken og fandt ikke Vand.
23 Saa kom de til Marah, men de kunde ikke drikke Vandet i Marah, thi det var beeskt; derfor kaldte han dens Navn Marah.
24 Da knurrede Folket imod Mose og sagde: Hvad skulle vi drikke?
2 Og Menigheden havde intet Vand; da forsamledes de mod Mose og mod Aron.
3 Og Folket kivede med Mose, og de sagde, sigende: Gid vi havde og udgivet Aanden, der vore Brødre udgave Aanden for Herrens Ansigt.
4 Og hvorfor førte I Herrens Menighed i denne Ørk, at vi skulde der døe, vi og vore Dyr?
5 Og hvorfor førte I os op af Ægypten, at føre os til dette onde Sted, (som er) ikke et Sted til Sæd og Figen og Viintræ og Granatæble, og (her) er ikke Vand at drikke?
5 Og Folket talede imod Gud og imod Mose: Hvorfor opførte I os af Ægypten, for at døe i Ørken? thi (her) er hverken Brød eller Vand, og vor Sjæl kjedes ved det meget ringe Brød.
1 Da raabte al Menigheden høit, og de udgave deres Røst; og Folket græd den samme Nat.
2 Og alle Israels Børn knurrede imod Mose og imod Aron, og al Menigheden sagde til dem: Gid vi havde døet i Ægypti Land! eller gid vi maatte døe i denne Ørk!
3 Og hvorfor fører Herren os til dette Land, at (vi skulle) falde ved Sværdet, (og) vore Hustruer og vore smaae Børn blive til Rov? er det os ikke godt at vende tilbage til Ægypten?
4 Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
11 Og de sagde til Mose: Mon der ikke vare Grave i Ægypten, at du derfor udførte os til at døe i Ørken? hvi gjorde du os dette, at udføre os af Ægypten?
12 Er det ei det Ord, som vi sagde til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, og vi ville tjene de Ægypter; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at døe i Ørken?
2 Og al Israels Børns Menighed knurrede imod Mose og imod Aron i Ørken.
3 Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi havde døet ved Herrens Haand i Ægypti Land, da vi sadde ved Kjødgryden, da vi aade Brød, til vi vare mætte; thi I have udført os i denne Ørk, at lade al denne Menighed døe af Hunger.
27 Og I murrede i eders Pauluner og sagde: Fordi Herren hader os, haver han udført os af Ægypti Land, at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os.
6 See, jeg vil staae der for dig, paa Klippen i Horeb, og du skal slaae paa Klippen, saa skal der flyde Vand ud af den, at Folket maa drikke; og Mose gjorde saa for de Ældstes Øine af Israel.
7 Saa kaldte han Stedets Navn Massa og Meriba, for Israels Børns Kiv, og fordi de havde fristet Herren og sagt: Monne Herren være iblandt os, eller ei?
13 Er det for lidet, at du haver opført os af et Land, som flyder med Melk og Honning, for at lade os døe i Ørken? thi du vil ogsaa aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os.
14 Ja du haver ikke ført os ind i et Land, som flyder med Melk og Honning, eller givet os Agre og Viingaarde til Arv; vil du grave Øinene ud paa disse Mænd? vi ville ikke komme op.
10 Og Mose og Aron samlede Menigheden lige for Klippen; og han sagde til dem: Kjære, hører, I Gjenstridige! mon vi kunne udføre eder Vand af denne Klippe?
11 Og Mose opløftede sin Haand og slog Klippen med sin Kjep to Gange; da udgik meget Vand, saa at Menigheden drak, og deres Dyr.
27 Hvor længe (skal jeg see) til denne onde Menighed, dem, som knurre imod mig? jeg haver hørt Israels Børns megen Knur, som de knurre imod mig.
41 Men om anden Dagen knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron, og sagde: I, I have slaaet Herrens Folk ihjel.
7 Og imorgen, da skulle I see Herrens Herlighed, thi han haver hørt eders megen Knur imod Herren; og hvad ere vi, at I knurre imod os?
8 Og Mose sagde: (I skulle finde det,) naar Herren giver eder Kjød at æde iaften, og Brød imorgen, til at mættes, thi Herren haver hørt eders megen Knur, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders megen Knur var ikke imod os, men imod Herren.
9 Og Mose sagde til Aron: Siig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt, thi han hørte eders megen Knur.
16 Og derfra (reiste de) til Beer; det er den Brønd, som Herren talede om til Mose: Samle Folket, og jeg vil give dem Vand.
6 Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?
11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
15 — han, som ledte dig igjennem den store og forfærdelige Ørk, (hvor der vare) brændende Slanger og Skorpioner og Tørhed, hvor der var ikke Vand, han, som lod Vand udflyde til dig af en haard Steenklippe,
11 Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
12 Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk.
1 Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren.
21 Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.
20 (men) en Maaneds Dage, indtil det gaaer ud af eders Næse og er eder til en Afsky, fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have grædt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Ægypten?
17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
22 Og Mose vendte sig til Herren igjen og sagde: Herre, hvi gjør du ilde imod dette Folk? hvi sendte du mig?
20 See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk?
15 at vore Fædre droge ned i Ægypten, og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os og med vore Fædre;
13 Dette er Kivevandet, der, hvor Israels Børn kivede mod Herren; og han blev helliggjort i dem.
24 Men alle Ægypterne grove omkring Floden efter Vand at drikke; thi de kunde ikke drikke af Vandet i Floden.
14 efterdi I vare gjenstridige imod min Mund i den Ørk Zin, der Menigheden kivede, der I skulde helliget mig ved Vandet for deres Øine; det er Kivevandet i Kades, udi den Ørk Zin.
15 Og Mose talede til Herren og sagde:
11 Og Mose sagde til Herren: Hvi gjorde du (saa) ilde ved din Tjener? og hvi finder jeg ikke Naade for dine Øine, at du lægger alt dette Folks Byrde paa mig?
13 Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.