2 Mosebok 33:18
Men han sagde: Kjære, lad mig see din Herlighed.
Men han sagde: Kjære, lad mig see din Herlighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Og Mose sagde til Herren: See, du siger til mig: Før dette Folk op, og du, du haver ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig, enddog du haver sagt: Jeg kjender dig ved Navn, og du haver ogsaa fundet Naade for mine Øine.
13 Og nu, Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, da viis mig, Kjære, dine Veie, at jeg kan kjende dig, paa det jeg maa (visseligen) finde Naade for dine Øine; og see (dog), at dette Folk er dit Folk.
14 Og han sagde: Mit Ansigt skal gaae (med), og jeg vil skaffe dig Hvile
15 Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaaer (med os), da lad os ikke fare op herfra.
16 Og hvorpaa skulde det kjendes her, at jeg haver fundet Naade for dine Øine, jeg og dit Folk? mon ikke, naar du gaaer med os? og saaledes skulle vi, jeg og dit Folk, adskilles fra hvert Folk, som er paa Jorderiges Kreds.
17 Da sagde Herren til Mose: Jeg vil ogsaa gjøre dette Ord, som du haver sagt; thi du haver fundet Naade for mine Øine, og jeg kjender dig ved Navn.
19 Og han sagde: Jeg vil lade al min Godhed fare frem for dit Ansigt, og jeg vil kalde paa Herrens Navn for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, som jeg vorder naadig, og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.
20 Og han sagde: Du kan ikke see mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke see mig og leve.
21 Og Herren sagde: See, (her er) et Sted hos mig; og du skal staae paa Klippen.
22 Og det skal skee, naar min Herlighed gaaer forbi, da vil jeg lade dig staae i Kløften paa Klippen; og jeg vil skjule med min Haand over dig, indtil jeg gaaer forbi.
23 Og naar jeg borttager min Haand, da skal du see mig bag til; men mit Ansigt kan ikke sees.
17 Da sagde han til ham: Kjære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øine, da gjør mig et Tegn, at du er den, der taler med mig.
3 Og Mose sagde: Jeg vil nu gaae hen og see dette store Syn, hvi Tornebusken ikke opbrændes.
4 Der Herren saae, at han gik hen til at see, da raabte Gud til ham midt af Tornebusken og sagde: Mose! Mose! og, han sagde: See, her er jeg.
5 Og han sagde: Kom ikke nær her hid, drag dine Skoe af dine Fødder; thi det Sted, som du staaer paa, er en hellig Jord.
6 Og han sagde (fremdeles): Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; og Mose skjulte sit Ansigt, thi han frygtede for at see paa Gud.
6 Da sagde Mose: Dette Ord, som Herren haver befalet, skulle I gjøre; saa skal Herrens Herlighed sees af eder.
17 Og nu, Kjære, lad Herrens Kraft blive stor, saasom du haver talet og sagt:
6 Og Mose og Aron kom fra Menighedens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør, og faldt ned paa deres Ansigter; og Herrens Herlighed blev seet for dem.
8 Og Mose skyndte sig, og bukkede sig til Jorden og tilbad.
9 Og han sagde: Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, Herre, da gaae Herren nu midt iblandt os, endskjøndt dette er et haardnakket Folk, efterdi du haver forladt vor Misgjerning og vor Synd, og taget os til Arv.
5 Og Herren kom ned i Skyen og stod der hos ham; og han kaldte paa det Navn, Herre.
6 Og Herren gik forbi for hans Ansigt og raabte: Herren, Herren, en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed,
11 Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
2 Gud! du er min Gud, jeg vil søg aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kjød længes efter dig udi et tørt og træt Land, hvor intet Vand er.
31 Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham:
32 Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams Gud, og Isaks Gud, og Jakobs Gud. Da bævede Moses og turde ikke see derhen.
25 Kjære, lad mig fare over, og lad mig see det gode Land, som er der over Jordanen, dette gode Bjerg og Libanon.
13 Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
15 Og vil du saa gjøre ved mig, da slaa mig (heller) ihjel, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, og lad mig ikke see paa min Ulykke.
3 Og han sagde: Min Herre! Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, da gak ikke din Tjener forbi.
4 Herre! lad mig kjende dine Veie, lær mig dine Stier.
15 Og Mose talede til Herren og sagde:
16 efter alt det, du begjærede af Herren din Gud i Horeb paa Forsamlingens Dag, og sagde: Jeg kan ikke blive ved at høre Herrens min Guds Røst, og ikke ydermere see denne store Ild, at jeg skal ikke døe.
1 Og Herren talede til Mose og sagde:
23 Og jeg bad Herren om Naade paa den samme Tid, og sagde:
25 Herren lade sit Ansigt lyse over dig, og være dig naadig!
3 at Herren din Gud ville give os til kjende den Vei, som vi skulle vandre paa, og den Ting, som vi skulle gjøre.
32 Og nu, gid du vilde forlade deres Synd: men hvis ikke, da udslet mig nu (ogsaa) af din Bog, som du haver skrevet.
8 Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
19 Kjære, forlad dette Folks Misgjerning efter din store Miskundhed, og ligesom du haver tilgivet dette Folk, fra Ægypten og hidindtil.
11 Og Herren talede til Mose og sagde:
2 Og Gud talede til Mose og sagde til ham: Jeg er Herren.
1 Og Herren talede til Mose og sagde:
13 Og han sagde: (Hør) mig, Herre! send nu, hvem du vil sende.
34 Da skjulte en Sky Forsamlingens Paulun, og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet.
35 Og Mose kunde ikke gaae ind i Forsamlingens Paulun, thi Skyen boede over det; og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet.
11 Og Mose sagde til Gud: Hvo er jeg, at jeg skulde gaae til Pharao, og at jeg skulde udføre Israels Børn af Ægypten?
16 Og Herrens Herlighed boede paa Sinai Bjerg, og Skyen bedækkede det i sex Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen.