Esekiel 20:36

Original Norsk Bibel 1866

Ligesom jeg gik irette med eders Fædre i Ørken ved Ægypti Land, saa vil jeg gaae irette med eder, siger den Herre Herre.

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

כַּאֲשֶׁ֤ר נִשְׁפַּ֙טְתִּי֙ אֶת־אֲב֣וֹתֵיכֶ֔ם בְּמִדְבַּ֖ר אֶ֣רֶץ מִצְרָ֑יִם כֵּ֚ן אִשָּׁפֵ֣ט אִתְּכֶ֔ם נְאֻ֖ם אֲדֹנָ֥י יְהוִֽה׃

Translitterasjon

kaʾăšer nišpaṭtî ʾeṯ-ʾăḇôṯêḵem bəmiḏbar ʾereṣ miṣrāyim kēn ʾiššāp̄ēṭ ʾittəḵem nəʾum ʾăḏōnāy YHWH

Grammatikkdetaljer

• *kaʾăšer*: preposition + relative pronoun - just as/according to how
• *nišpaṭtî*: niphal perfect, 1st singular - I entered into judgment
• *ʾeṯ*: direct object marker
• *ʾăḇôṯêḵem*: noun, masculine plural construct + 2nd masculine plural suffix - your fathers
• *bəmiḏbar*: preposition + noun, masculine singular construct - in wilderness of
• *ʾereṣ*: noun, feminine singular construct - land of
• *miṣrāyim*: proper noun - Egypt
• *kēn*: adverb - so/thus
• *ʾiššāp̄ēṭ*: niphal imperfect, 1st singular - I will enter into judgment
• *ʾittəḵem*: preposition + 2nd masculine plural suffix - with you
• *nəʾum*: construct noun, masculine singular - declaration of
• *ʾăḏōnāy*: noun, masculine singular - Lord/Master
• *YHWH*: proper noun - the divine name

Ordbetydninger

• *kaʾăšer*: just as/according to how/in the same way that
• *nišpaṭtî*: I entered into judgment/I contended/I executed judgment
• *ʾăḇôṯêḵem*: your fathers/your ancestors/your forefathers
• *bəmiḏbar*: in the wilderness of/in the desert of/in the uninhabited region of
• *ʾiššāp̄ēṭ*: I will enter into judgment/I will contend/I will execute judgment
• *nəʾum*: declaration of/utterance of/oracle of

Henviste vers

• 4 Mos 11:1-9 : 1 Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren. 2 Da raabte Folket til Mose; og Mose bad til Herren, saa blev Ilden dæmpet. 3 Og han kaldte det samme Steds Navn Tabeera; thi Herrens Ild brændte iblandt dem. 4 Og det menige Folk, som var midt iblandt dem, fik stor Begjærlighed; derfor begyndte ogsaa Israels Børn igjen at græde og sagde: Hvo vil give os Kjød at æde? 5 Vi komme ihu den Fisk, som vi aade for Intet i Ægypten, Græskarrene og Melonerne og Løgene og Rødløgene og Hvidløgene. 6 Men nu borttørres vort Liv; (thi her er) slet Intet, uden det Man for vore Øine. 7 Men det Man var som Corianderfrø, og dets Farve var ligesom Bdellions Farve. 8 Folket, de løb hid og did og sankede, og malede det i Møllerne eller stødte det i Morteren, og kogte det i Potten, og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag. 9 Og naar Duggen faldt over Leiren om Natten, da faldt Man ned derpaa. 10 Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine. 11 Og Mose sagde til Herren: Hvi gjorde du (saa) ilde ved din Tjener? og hvi finder jeg ikke Naade for dine Øine, at du lægger alt dette Folks Byrde paa mig? 12 Mon jeg, jeg haver undfanget alt dette Folk? mon jeg haver født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer et diende Barn, ind i det Land, som du haver svoret dets Fædre. 13 Hvorfra skal jeg (tage) Kjød, at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kjød, at vi kunne æde. 14 Jeg, jeg kan ikke for mig alene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart. 15 Og vil du saa gjøre ved mig, da slaa mig (heller) ihjel, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, og lad mig ikke see paa min Ulykke. 16 Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, hvilke du veed, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig. 17 Og jeg vil komme ned og tale der med dig, og jeg vil tage af den Aand, som er paa dig, og lægge paa dem, at de skulle bære paa Folkets Byrde med dig, og du skal ikke for dig alene bære (den). 18 Og til Folket skal du sige: Helliger eder til imorgen, saa skulle I æde Kjød; thi I have grædt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kjød at æde? thi det gik os vel i Ægypten; derfor vil Herren give eder Kjød, at I skulle æde. 19 I skulle ikke æde een Dag, og ei to Dage, og ei fem Dage, og ei ti Dage, og ei tyve Dage (alene); 20 (men) en Maaneds Dage, indtil det gaaer ud af eders Næse og er eder til en Afsky, fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have grædt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Ægypten? 21 Og Mose sagde: Sex hundrede tusinde Mænd tilfods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du, du siger: Jeg vil give dem Kjød, og de skulle æde en (heel) Maaneds Dage. 22 Mon der skal slagtes smaat Qvæg og stort Qvæg for dem, at der kan findes (nok) til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan findes (nok) til dem? 23 Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Haand være forkortet? nu skal du see, om mit Ord skal vederfares dig eller ei. 24 Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Mænd af Folkets Ældste, og stillede dem rundt omkring Paulunet. 25 Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Aand, som var paa ham, og lagde paa de halvfjerdsindstyve ældste Mænd; og det skede, der Aanden hvilede paa dem, da propheterede de, men de gjorde det ikke mere. 26 Men der vare to Mænd blevne tilovers i Leiren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Aanden hvilede paa dem, thi de vare iblandt de Skrevne, men de vare (dog) ikke udgangne til Paulunet; og de propheterede i Leiren. 27 Da løb en Dreng og gav Mose tilkjende og sagde: Eldad og Medad prophetere i Leiren. 28 Da svarede Josva, Nuns Søn, Mose Tjener, af hans Udvalgte, og sagde: Min Herre, Mose, forhindre dem! 29 Men Mose sagde til ham: Er du nidkjær for mig? gid alt Herrens Folk vare Propheter, og Herren vilde give sin Aand over dem! 30 Og Mose forføiede sig til Leiren, (ja) han og de Ældste af Israel. 31 Da foer der et Veir ud fra Herren, og førte Vagteler fra Havet, og strøede (dem) over Leiren, her ved en Dags Reise, og der ved en Dags Reise (langt), trindt omkring Leiren, og ved to Alen (høit) over Jorden. 32 Da stod Folket op den samme ganske Dag og den ganske Nat og den anden ganske Dag, og de sankede Vagteler; hvo mindst havde, havde sanket ti Homer; og de bredte dem flux ud trindt omkring Leiren. 33 Der Kjødet var endnu imellem Tænderne paa dem, før det blev aldeles fortæret, da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog paa Folket med en saare stor Plage. 34 Og man kaldte det samme Steds Navn Kibroth-Hattaava, fordi man begrov der Folket, dem, som havde været begjærlige. 35 Fra Kibroth-Hattaava reiste Folket til Hazeroth; og de vare i Hazeroth (nogen Tid).
• 1 Kor 10:5-9 : 5 men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørkenen. 6 Men disse Ting ere blevne Forbilleder for os, at vi ikke skulle have Lyst til det Onde, ligesom de havde Lyst (dertil). 7 Bliver ei heller Afgudsdyrkere, som Nogle af dem, som skrevet er: Folket satte sig ned at æde og at drikke, og stod op at lege. 8 Lader os ei heller bedrive Hor, som Nogle af dem bedreve Hor og faldt paa een Dag tre og tyve tusinde. 9 Lader os ei heller friste Christum, som og Nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger. 10 Knurrer ei heller, som og Nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Fordærveren.
• Esek 20:13 : 13 Men Israels Huus var gjenstridigt imod mig i Ørken, de vandrede ikke efter mine Skikke, men forkastede mine Rette, hvilke Mennesket skal gjøre og leve ved dem, og de vanhelligede mine Sabbater saare; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over dem i Ørken, at gjøre Ende paa dem.
• Esek 20:21 : 21 Men Børnene vare gjenstridige imod mig, de vandrede ikke efter mine Skikke og holdt ikke mine Rette at gjøre efter dem, hvilke Mennesket skal gjøre efter og leve ved dem; de vanhelligede mine Sabbater; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over dem, at fuldende min Vrede over dem i Ørken,
• 2 Mos 32:7-9 : 7 Da sagde Herren til Mose: Gak, stig ned; thi dit Folk, som du førte op fra Ægypti Land, haver handlet fordærveligen. 8 De vege snart af fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og offret til den, og sagt: Disse ere dine Guder, Israel, som førte dig op fra Ægypti Land. 9 Og Herren sagde til Mose: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk. 10 Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg vil fortære dem og gjøre dig til et stort Folk. 11 Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand? 12 Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk. 13 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel, ihu, hvilke du haver tilsvoret ved dig selv og tilsagt dem: Jeg vil gjøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen, og alt det Land, som jeg haver sagt, vil jeg give eders Sæd, og de skulle eie det evindeligen. 14 Saa fortrød det Onde Herren, som han havde truet at gjøre sit Folk. 15 Og Mose vendte sig og gik ned af Bjerget, og havde to Vidnesbyrdets Tavler i sin Haand, Tavler, som vare beskrevne paa begge deres Sider, de vare beskrevne baade paa den ene og paa den anden. 16 Og de Tavler vare Guds Arbeide, og den Skrift var Guds Skrift, som var graven i Tavlerne. 17 Der Josva hørte Folkets Lyd, at de raabte, da sagde han til Mose: Der er en Krigslyd i Leiren. 18 Og han sagde: Det er ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de vinde, og ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de tabe; men jeg hører en syngende Lyd. 19 Og det skede, der han kom nær til Leiren og saae Kalven og Dands, da optændtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Hænder, og sønderbrød dem neden ved Bjerget. 20 Og han tog Kalven, som de havde gjort, og opbrændte den med Ild, og malede den til Pulver, og strøede det ovenpaa Vandet, og gav Israels Børn at drikke. 21 Og Mose sagde til Aron: Hvad haver dette Folk gjort dig, at du haver ført en saa stor Synd over det? 22 Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du, du kjender Folket, at det (ligger) i det Onde. 23 Og de sagde til mig: Gjør os Guder, som kunne gaae for os; thi denne Mose, Manden, som førte os op fra Ægypti Land, vide vi ikke, hvad er skeet. 24 Da sagde jeg til dem: Hvo, som haver Guld, de maae rive det af, og de gave mig det; og jeg kastede det i Ilden, og denne Kalv kom ud. 25 Der Mose saae Folket, at det var blottet, thi Aron havde blottet det, til en Spot for deres Modstandere, 26 da stod Mose i Leirens Port og sagde: Hvo, der hører Herren til, (han komme) til mig; da forsamledes alle Levi Børn til ham. 27 Og han sagde til dem: Saa siger Herren, Israels Gud: Hver binde sit Sværd ved sin Side; gaaer igjennem og kommer tilbage fra (den ene) Port i Leiren til den anden, og ihjelslaaer hver sin Broder, og hver sinVen, og hver sin Næste. 28 Og Levi Børn gjorde, som Mose havde sagt, og der faldt af Folket paa den samme Dag henved tre tusinde Mænd. 29 Og Mose havde sagt: Fylder eders Haand idag for Herren, hver paa sin Søn og paa sin Broder, for at (Gud kan) give Velsignelse over eder idag. 30 Og det skede om anden Dagen, da sagde Mose til Folket: I, I have syndet en stor Synd; dog nu vil jeg stige op til Herren, om jeg maaskee kan gjøre Forligelse for eders Synd. 31 Der Mose kom igjen til Herren, sagde han: Ak! dette Folk haver syndet en stor Synd, og de have gjort sig Guder af Guld. 32 Og nu, gid du vilde forlade deres Synd: men hvis ikke, da udslet mig nu (ogsaa) af din Bog, som du haver skrevet. 33 Og Herren sagde til Mose: Hver den, som synder imod mig, den vil jeg udslette af min Bog. 34 Og nu, gak, før Folket did, som jeg sagde dig; see, min Engel skal gaae for dit Ansigt; men naar min Tid (kommer) at hjemsøge, da vil jeg hjemsøge deres Synd over dem. 35 Og Herren slog Folket, fordi de havde gjort den Kalv, hvilken Aron havde gjort.
• 4 Mos 14:1-9 : 1 Da raabte al Menigheden høit, og de udgave deres Røst; og Folket græd den samme Nat. 2 Og alle Israels Børn knurrede imod Mose og imod Aron, og al Menigheden sagde til dem: Gid vi havde døet i Ægypti Land! eller gid vi maatte døe i denne Ørk! 3 Og hvorfor fører Herren os til dette Land, at (vi skulle) falde ved Sværdet, (og) vore Hustruer og vore smaae Børn blive til Rov? er det os ikke godt at vende tilbage til Ægypten? 4 Og den Ene sagde til den Anden: Lader os sætte (os) en Høvedsmand og vende tilbage til Ægypten. 5 Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt. 6 Og Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, af dem, der havde bespeidet Landet, de sønderreve deres Klæder. 7 Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igjennem, til at bespeide det, er et saare meget godt Land. 8 Dersom Herren haver Behagelighed til os, da fører han os ind i dette Land og giver os det, et Land, som flyder med Melk og Honning. 9 Aleneste værer I ikke gjenstridige imod Herren, og I, frygter ikke for Folket i det Land, thi vi ville æde dem; deres Beskjærmelse er veget fra dem, men Herren er med os, frygter ikke for dem. 10 Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene; da blev Herrens Herlighed seet i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn 11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem? 12 Jeg vil slaae dem med Pestilentse og udrydde dem, og jeg vil gjøre dig til et større og stærkere Folk, end dette er. 13 Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem. 14 Og de skulle sige til dette Lands Indbyggere, — naar de høre, at du, Herre, er midt iblandt dette Folk, for hvilke du, Herre, sees øiensynligen, og din Sky staaer over dem, og du gaaer for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten; 15 og du slaaer dette Folk ihjel, som een Mand, — da skulle Hedningerne tale, naar de høre det Rygte om dig, og sige: 16 Fordi Herren ikke formaaede at føre dette Folk i det Land, som han havde svoret dem, derfor har han slagtet dem i Ørken. 17 Og nu, Kjære, lad Herrens Kraft blive stor, saasom du haver talet og sagt: 18 Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgjerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde (den Skyldige) for uskyldig at være, som hjemsøger Fædrenes Misgjerninger paa Børnene, paa dem i tredie og paa dem i fjerde (Led). 19 Kjære, forlad dette Folks Misgjerning efter din store Miskundhed, og ligesom du haver tilgivet dette Folk, fra Ægypten og hidindtil. 20 Og Herren sagde: Jeg haver forladt det, efter dit Ord. 21 Men sandeligen, saa sandt som jeg lever, da skal alt Landet opfyldes med Herrens Herlighed. 22 Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst, 23 de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det. 24 Men min Tjener Caleb, fordi at der er en anden Aand med ham, og han haver fuldkommeligen efterfulgt mig, derfor vil jeg føre ham til det Land, der han var kommen hen, og hans Sæd skal eie det. 25 Men Amalekiten og Cananiten boer i Dalen; vender eder imorgen, og reiser i Ørken paa Veien til det røde Hav. 26 Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde: 27 Hvor længe (skal jeg see) til denne onde Menighed, dem, som knurre imod mig? jeg haver hørt Israels Børns megen Knur, som de knurre imod mig. 28 Siig til dem: Saa sandt som jeg lever, siger Herren, ligesom I have talet for mine Øren, saaledes vil jeg gjøre ved eder. 29 Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig. 30 I skulle ikke komme i det Land, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at lade eder boe deri, undtagen Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn. 31 Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kjende det Land, som I have foragtet. 32 Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk. 33 Og eders Børn skulle være Hyrder i Ørken fyrretyve Aar, og bære eders Horeri, indtil eders døde Kroppe faae Ende i denne Ørk. 34 Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespeidet Landet,(som vare) fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I bære eders Misgjerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme min Afvendelse. 35 Jeg Herren haver sagt: Jeg vil visseligen gjøre dette ved al denne onde Menighed, som haver forsamlet sig imod mig; de skulle faae Ende i denne Ørk og døe der. 36 Og de Mænd, som Mose havde sendt til at bespeide Landet, og som vare komne igjen og kom al Menigheden til at knurre imod ham, idet de udførte ondt Rygte om Landet, 37 ja de Mænd, som havde udført ondt Rygte om Landet, de døde i den Plage for Herrens Ansigt. 38 Men Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, de bleve levende af de samme Mænd, som vare gangne til at bespeide Landet. 39 Og Mose talede disse Ord til alle Israels Børn; da sørgede Folket saare. 40 Og om Morgenen stode de tidlig op, og gik op ovenpaa Bjerget, og sagde: See, her ere vi, og vi ville drage op til det Sted, som Herren haver talet om, thi vi have syndet. 41 Men Mose sagde: Hvorfor overtræde I Herrens Befaling? og det skal ikke lykkes. 42 Drager ikke op, thi Herren er ikke midt iblandt eder, at I ikke skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt. 43 Thi Amalekiterne og Cananiterne ere der for eders Ansigt, og I skulle falde ved Sværdet; thi fordi I have vendt eder tilbage fra Herren, da skal Herren ikke være med eder. 44 Men de formastede sig hovmodeligen til at drage op ovenpaa Bjerget; men Herrens Pagtes Ark og Mose, de vege ikke midt ud af Leiren. 45 Da kom Amalekiten og Cananiten ned, som boede paa det samme Bjerg, og de sloge dem og sønderknuste dem indtil Horma.
• 4 Mos 16:1-9 : 1 Og Korah, Jizehars Søn, Kahaths, Levi Søns, Søn, tog (til sig) baade Dathan og Abiram, Eliabs Sønner, og On, Pelets Søn, Rubens Børn. 2 Og de stode op for Mose Ansigt, og to hundrede og halvtredsindstyve Mænd af Israels Børn, Menighedens Fyrster, udnævnte af Forsamlingen, navnkundige Mænd. 3 Og de samledes imod Mose og imod Aron, og de sagde til dem: I (gjøre for) meget af det; thi den ganske Menighed er alsammen hellig, og Herren er midt iblandt dem, og hvi ophøie I eder over Herrens Menighed? 4 Der Mose det hørte, da faldt han paa sit Ansigt. 5 Og han sagde til Korah og alt hans Selskab, sigende: Imorgen skal Herren give tilkjende, hvo hans er, og den, som hellig er, og den, han skal lade komme nær til sig; og hvilken han udvælger, den skal han lade komme nær til sig. 6 Gjører dette: Tager eder Ildkar, Korah og alt hans Selskab, 7 og lægger Ild i dem, og lægger Røgelse paa dem for Herrens Ansigt imorgen; og det skal skee, hvilken Mand Herren udvælger, den er hellig; I (gjøre for) meget af det, Levi Børn! 8 Og Mose sagde til Korah: Kjære, hører, Levi Børn! 9 Er det eder for lidet, at Israels Gud haver adskilt eder fra Israels Menighed, at lade eder komme nær til sig, til at betjene Herrens Tabernakels Tjeneste og til at staae for Menighedens Ansigt, til at tjene dem? 10 Og han haver ladet dig komme nær til, og alle dine Brødre, Levi Børn, med dig; og I søge ogsaa Præstedømmet. 11 Derfor er du og alt dit Selskab, de, som ere forsamlede, imod Herren; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham? 12 Og Mose sendte hen, at kalde ad Dathan og ad Abiram, Eliabs Sønner; og de sagde: Vi komme ikke op. 13 Er det for lidet, at du haver opført os af et Land, som flyder med Melk og Honning, for at lade os døe i Ørken? thi du vil ogsaa aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os. 14 Ja du haver ikke ført os ind i et Land, som flyder med Melk og Honning, eller givet os Agre og Viingaarde til Arv; vil du grave Øinene ud paa disse Mænd? vi ville ikke komme op. 15 Da blev Mose saare vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg haver ikke taget eet Asen fra dem, og jeg haver ikke gjort Een ondt iblandt dem. 16 Og Mose sagde til Korah: Du og dit ganske Selskab være for Herrens Ansigt imorgen, (ja) du, og de, og Aron. 17 Og tager hver sit Ildkar, og lægger Røgelse paa dem, og hver føre sit Ildkar nær til for Herrens Ansigt, to hundrede og halvtredsindstyve Ildkar, og du og Aron, hver sit Ildkar. 18 Og de toge hver sit Ildkar og lagde Ild i dem, og lagde Røgelse paa dem; og de stode for Forsamlingens Pauluns Dør, og Mose og Aron (med). 19 Og Korah samlede den ganske Menighed imod dem, til Forsamlingens Pauluns Dør; men Herrens Herlighed blev seet for den ganske Menighed. 20 Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde: 21 Fraskiller eder midt udaf denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik. 22 Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud! som er alt Kjøds Aanders Gud, om den ene Mand vilde synde, vilde du derfor blive vred paa al Menigheden? 23 Og Herren talede til Mose og sagde: 24 Tal til Menigheden og siig: Gaaer op trindt omkring, fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig. 25 Og Mose stod op og gik til Dathan og Abiram; og de Ældste af Israel gik efter ham. 26 Og han talede til Menigheden og sagde: Kjære, viger fra disse ugudelige Mænds Pauluner, og rører ikke ved Noget af det, som dem hører til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder. 27 Og de gik op fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig, trindt omkring; men Dathan og Abiram gik ud og stode i deres Pauluners Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres smaae Børn. 28 Og Mose sagde: Derpaa skulle I kjende, at Herren haver sendt mig at gjøre alle disse Gjerninger, (og) at de ikke ere af mit Hjerte: 29 Dersom disse døe, som alle Mennesker døe, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da haver Herren ikke sendt mig. 30 Men dersom Herren skaber (noget) Nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de nedfare levende i Helvede, da skulle I kjende, at disse Mænd have opirret Herren. 31 Og det skede, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem. 32 Og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som var hos Korah, og alt Godset. 33 Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte over dem, og de omkom midt af Menigheden. 34 Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede for deres Røst; thi de sagde: Paa det at Jorden ikke opsluger os. 35 Og en Ild foer ud fra Herren og fortærede de to hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som offrede Røgelse. 36 Og Herren talede til Mose og sagde: 37 Siig til Eleasar, Arons Søn, Præsten, at han skal optage Ildkarrene af Branden og udsprede Ilden bort, thi de ere hellige; 38 nemlig deres Ildkar, som syndede imod deres Sjæle, og man skal slaae dem i brede Plader, at beslaae Alteret med; thi de offrede dem for Herrens Ansigt, og de ere hellige, og de skulle være Israels Børn til et Tegn. 39 Saa tog Eleasar, Præsten, de Ildkar af Kobber, som de Opbrændte havde offret med, og slog dem ud til Plader, til at beslaae Alteret med, 40 Israels Børn til en Ihukommelse, paa det at ingen fremmed Mand, som er ikke af Arons Sæd, skal komme nær til, at gjøre Røgoffer af Røgelse for Herrens Ansigt, og at han ikke skal blive som Korah og som hans Selskab, eftersom Herren havde sagt ham formedelst Mose. 41 Men om anden Dagen knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron, og sagde: I, I have slaaet Herrens Folk ihjel. 42 Og det skede, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte de sig til Forsamlingens Paulun, og see, Skyen skjulte det, og Herrens Herlighed blev seet. 43 Og Mose og Aron kom foran Forsamlingens Paulun 44 Og Herren talede til Mose og sagde: 45 Forføier eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik; og de faldt ned paa deres Ansigter. 46 Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret, og læg Ild (derpaa) af Alteret, og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden, og gjør Forligelse for dem; thi en (hastig) Vrede er udgangen fra Herrens Ansigt, Plagen er begyndt. 47 Og Aron tog det, saasom Mose havde sagt, og løb hen midt iblandt Forsamlingen, og see, Plagen var begyndt iblandt Folket; saa gav han Røgelse (derpaa) og gjorde Forligelse for Folket. 48 Og han stod imellem de Døde og imellem de Levende, og Plagen stilledes. 49 Men de, som døde i Plagen, vare fjorten tusinde og syv hundrede, foruden dem, som døde for Korahs Handels Skyld. 50 Og Aron kom til Mose igjen for Forsamlingens Pauluns Dør, og Plagen var stillet.
• 4 Mos 25:1-9 : 1 Og Israel boede i Sittim; og Folket begyndte at bedrive Hor med Moabiternes Døttre. 2 Og de indbøde Folket til deres Guders Offere; og Folket aad, og de tilbade for deres Guder. 3 Og Israel føiede sig til Baal-Peor; da optændtes Herrens Vrede imod Israel. 4 Og Herren sagde til Mose: Tag alle de Øverste for Folket, og lad ophænge dem for Herren imod Solen; saa skal Herrens grumme Vrede vendes fra Israel. 5 Og Mose sagde til Israels Dommere: Hver slaae sine Folk ihjel, som have føiet sig til Baal-Peor. 6 Og see, en Mand af Israels Børn kom og førte en midianitisk (Qvinde) frem til sine Brødre, for Mose Øine og for al Israels Børns Menigheds Øine; og de, de græd for Forsamlingens Pauluns Dør. 7 Og Pinehas, Eleasars Søn, Arons, Præstens, Søn, saae det, og han stod op midt af Menigheden og tog et Spyd, i sin Haand. 8 Og han kom ind efter den israelitiske Mand i Horekippen, og igjennemstak dem begge, nemlig den israelitiske Mand og Qvinden i hendes Liv; da stilledes Plagen fra Israels Børn. 9 Og de, som døde i denne Plage, vare fire og tyve tusinde. 10 Og Herren talede til Mose og sagde: 11 Pinehas, Eleasars Søn, Arons, Præstens, Søn, haver vendt min Grumhed fra Israels Børn, idet han var nidkjær med min Nidkjærhed midt iblandt dem, saa at jeg haver ikke gjort Ende paa Israels Børn i min Nidkjærhed. 12 Derfor siig: See, jeg giver ham min Pagt, (ja) Fred. 13 Og han og hans Sæd efter ham skal have et evigt Præstedømmes Pagt, derfor at han var nidkjær for sin Gud og gjorde Forligelse for Israels Børn. 14 Men den slagne israelitiske Mands Navn, som blev slagen tilligemed den midianitiske (Qvinde), var Simri, Salu Søn, en Fyrste for en Faders Huus iblandt Simeoniterne. 15 Og den slagne midianitiske Qvindes Navn var Cosbi, Zurs Datter; han var en øverste iblandt Folkene, for en Faders Huus iblandt Midianiterne. 16 Og Herren talede til Mose og sagde: 17 Træng Midianiterne, og I skulle slaae dem. 18 Thi de, de trængte eder med deres Trædskheder, med hvilke de handlede trædskeligen med eder i Peors Handel og i Cosbi Handel, (som var) en midianitisk Fyrstes Datter, deres Søster, som blev slagen paa Plagens Dag for Peors Handels Skyld.
• Sal 106:15-48 : 15 Da gav han dem det, de begjærede, men sendte Fordærvelse paa deres Sjæl. 16 Og de bare Avind imod Mose i Leiren, imod Aron, Herrens Hellige. 17 Jorden lod sig op og opslugte Dathan, og den skjulte over Abirams Hob. 18 Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige. 19 De gjorde en Kalv ved Horeb, og tilbade for det støbte Billede. 20 Og de omskiftede deres Ære til en Oxes Lignelse, som eder Urter. 21 De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, 22 underlige Gjerninger i Chams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav. 23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem, dersom Mose, hans Udvalgte, ikke havde staaet i Revnen for hans Ansigt, for at afvende hans Hastighed fra at fordærve (dem). 24 De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord. 25 Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst. 26 Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken, 27 og lade deres Sæd falde iblandt Hedningerne, og bortstrøe dem i Landene. 28 Og de føiede sig til Baal-Peor, og aade af de Dødes Offere. 29 Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem. 30 Da stod Pinehas og holdt Dom, og Plagen ophørte. 31 Og det blev ham regnet til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindeligen. 32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld. 33 Thi de forbittrede hans Aand, at han talede ubetænksomt med sine Læber. 34 De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde talet til dem. 35 Men de blandede sig iblandt Hedningerne og lærte deres Gjerninger. 36 Og de tjente deres Afguder, og de bleve dem til en Snare. 37 Og de offrede deres Sønner og deres Døttre til Djævle. 38 Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døttres Blod, som de offrede til Canaans Afguder, saa Landet blev besmittet med Blodskyld. 39 Og de gjorde sig urene ved deres Gjerninger, og de horede ved deres Idrætter. 40 Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv. 41 Og han gav dem i Hedningernes Hænder, og deres Hadere herskede over dem. 42 Og deres Fjender trengte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand. 43 Han friede dem mange Gange; men de, de forbittrede (ham) med deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgjerningers Skyld. 44 Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab. 45 Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed. 46 Og han gav dem megen Barmhjertighed for alle deres Ansigt, som havde taget dem fangne. 47 Frels os, Herre, vor Gud! og samle os fra Hedningerne, paa det (vi kunne) takke dit hellige Navn (og) berømme os i din Priis. 48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed! og alt Folket sige: Amen. Halleluja!