Galaterbrevet 4:23
Men den af Tjenesteqvinden var født efter Kjødet, men den af den frie Qvinde ifølge Forjættelsen.
Men den af Tjenesteqvinden var født efter Kjødet, men den af den frie Qvinde ifølge Forjættelsen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21 Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven?
22 Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, een af Tjenesteqvinden, og een af den frie Qvinde.
24 Ved hvilke Ting noget Andet betegnes; thi disse ere de tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom; denne er Hagar.
25 Thi Hagar er Sinai Bjerg i Arabia, men svarer til det Jerusalem, som nu er; thi det er i Trældom med sine Børn.
26 Men det Jerusalem heroventil er den frie Qvinde, som er alle vores Moder.
27 Thi der er skrevet: Vær glad, du Ufrugtbare, du, som ikke fødte! udbryd og raab, du, som ikke havde Fødselssmerte! thi den Forladtes Børn ere meget flere end dens, som haver Manden.
28 Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn, som Isak var.
29 Men ligesom dengang den, som var født efter Kjødet, forfulgte den, som var født efter Aanden, saaledes og nu.
30 Men hvad siger Skriften? Udstød Tjenesteqvinden og hendes Søn; thi Tjenesteqvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Qvindes Søn.
31 Saa ere vi da, Brødre! ikke Tjenesteqvindens Børn, men den frie Qvindes.
12 Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenesteqvinde; i hvadsomhelst Sara skal sige dig, lyd hendes Røst; thi udi Isak skal Sæden kaldes dig.
13 Og jeg vil ogsaa gjøre Tjenesteqvindens Søn til Folk, fordi han er din Sæd.
7 ei heller ere alle Abrahams (Børn), fordi de ere Abrahams Afkom; men (der er skrevet:) Afkom skal fremkaldes dig i Isak;
8 det er: Ikke de samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds Børn; men Forjættelsens Børn regnes (ham) til Afkom.
9 Thi dette er Forjættelsens Ord: Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.
10 Men ikke hun alene (havde Forjættelsen), men og Rebekka, der hun var frugtsommelig ved Een, (nemlig) Isak, vor Fader.
10 Og hun sagde til Abraham: Uddriv denne Tjenesteqvinde og hendes Søn; thi denne Tjenesteqvindes Søn skal ikke arve med min Søn, med Isak.
12 Og disse ere Ismaels Slægter, Abrahams Søns, som Hagar, den Ægyptiske, Saras Pige, fødte Abraham.
14 paa det Abrahams Velsignelse maatte komme over Hedningerne i Christo Jesu, saa at vi kunde faae Aandens Forjættelse formedelst Troen.
15 Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: Ingen gjør dog et Menneskes Testament, som er stadfæstet, til Intet, eller sætter Noget dertil.
16 Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Afkom; der siges ikke: og Afkommene, som om Mange, men som om Een: og din Afkom, hvilken er Christus.
17 Men dette siger jeg: Den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christo, kan Loven, som blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rygge, saa at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet.
18 Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjættelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjættelsen.
29 Men ere I Christi, da ere I jo Abrahams Afkom og Arvinger efter Forjættelsen.
16 Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,
3 Og Abram sagde (fremdeles): See, mig haver du ingen Afkom givet; og see, min Børnede arver mig.
4 Og see, Herrens Ord skede til ham og sagde: Denne, han skal ikke arve dig, men den, som skal udkomme af dit Liv, han, han skal arve dig.
18 (og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
12 og (være) Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene ere omskaarne, men ogsaa vandre i den Troes Fodspor, hvilken vor Fader Abraham havde, (da han var) uomskaaren.
13 Thi ikke formedelst Loven (gaves) den Forjættelse til Abraham og hans Afkom, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed.
1 Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham haver opnaaet efter Kjødet?
1 Men jeg siger: Saalænge Arvingen er et Barn, er der ingen Forskjel mellem ham og Trællen, enddog han er Herre over alt Godset;
2 men han er under Formyndere og Huusholdere indtil den af Faderen bestemte Tid.
3 Saaledes stode og vi, saalænge vi vare Børn, som Trælle under Verdens Børnelærdom;
4 men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Qvinde, født under Loven,
7 Saa at du ikke længere er Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst Christum.
7 Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.
1 Og Sarai, Abrams Hustru, fødte ham ikke (Børn); men hun havde en ægyptisk Pige, og hendes Navn var Hagar.
23 Og Herren sagde til hende: Tvende Folk ere i dit Liv, og to (Slags) Folk skulle skille sig af dine Indvolde, og (det ene) Folk skal være stærkere end (det andet) Folk, og det større skal tjene det mindre.
24 Der nu hendes Tid kom, at hun skulde føde, see, da vare der Tvillinger i hendes Liv.
28 Abrahams Sønner vare: Isak og Ismael.
13 hvilke ikke ere fødte af Blod, ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud.
6 Hvad, som er født af Kjødet, er Kjød, og hvad, som er født af Aanden, er Aand.
6 Men Gud sagde saaledes, at hans Afkom skulde boe som Udlendinge udi et fremmed Land, og de skulde gjøre den til Trælle og handle ilde med den i fire hundrede Aar.
2 Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham.
23 Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle Fødte i sit Huus, og alle Kjøbte for sine Penge, alt Mandkjøn af Mændene, som vare i Abrahams Huus; og han omskar deres Forhuds Kjød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.
13 Din Hjemmefødte og den for dine Penge Kjøbte skal visseligen omskjæres, og min Pagt i eders Kjød skal være til en evig Pagt.
36 Dersom da Sønnen faaer frigjort eder, skulle I være virkeligen frie.
4 Og han gik til Hagar, og hun undfik; der hun saae, at hun havde undfanget, da blev hendes Frue ringeagtet af hende.